En dag for omkring tre år siden blev jeg hidkaldt til en afdeling på hospitalet, der havde opereret en ung mand fra Pakistan. Som uddannet dyrlæge og biolog var han kommet til Danmark på et Green Card for at forfølge sin drøm om at arbejde som dyrlæge. Han levede op til alle betingelser for at være en aktiv medborger i landet, fik arbejde, lærte sproget og integrerede sig. For at kunne blive godkendt som dyrlæge i Danmark, supplerede han sin uddannelse med flere moduler, mens han sideløbende arbejdede i to forskellige jobs for at opfylde kravet om beskæftigelse. Han arbejdede altså rimeligt hårdt, forsørgede sig selv og delte et kælderværelse med fem andre unge mænd fra Pakistan i udkanten af en forstad til København. Hans del af værelset var den øverste køje i køjesengen til venstre.
Jeg mødte en ung mand med knuste drømme. På sit arbejde havde han villet rense en maskine, som viste sig ikke at være ordentligt afskærmet og sikret, og den slugte simpelthen hans højre arm. Nu sad han der. Alene på afdelingen, med en halv smertende arm og depression, der bredte sig i hele hans univers. På afdelingen var de i syv sind. De ville så gerne hjælpe ham videre, så han kunne lære at håndtere sit liv uden højre arm.
Første problem var hans hjem. Han kunne ikke komme op i øverste køje. Han kunne ikke lave mad. Der var ikke plads til at være stærkt handicappet på det lille kælderværelse. Han må flytte på ‘Mændenes Hjem’, sagde socialrådgiveren. Og så ringede afdelingen til socialsygeplejersken og mig. Vi arrangerede et møde med kommunen. Jamen han har jo en adresse, sagde den kommunale visitator. Jo, men der kan han ikke bo uden sin højre arm. Og nyopereret med stort sår. Og smerter. Vi må jo finde et værelse til ham, hvor han kan bo, mens han bliver genoptrænet, sagde jeg. Og vi diskuterede længe frem og tilbage, indtil visitatoren så mig i øjnene og spurgte, om jeg virkelig syntes, det var deres problem. Jeg lavede en af de lydløse eksplosioner, jeg er blevet ekspert i. En dansk arbejdsplads havde taget hans højre arm, så vi kunne vel godt tage os ordentligt af ham nu! Og det blev sådan. Han fik træning, og han blev opereret flere gange. Han blev også hjulpet igang med at køre erstatningssag mod den virksomhed, der husede den maskine, der spiste hans højre arm. Det skal en maskine jo ikke kunne, vel?
I dag kunne jeg så læse, at den ualmindeligt uheldige unge mand nu bliver smidt ud af vores land. Hans Green Card må være udløbet, og nu udgør han jo ikke en fuldt funktionsdygtig arbejder. Han kan ikke længere forsørge sig selv. Ulykken og de mange operationer afbrød hans studier, så udsigten til at arbejde som dyrlæge pludselig var meget længere væk. Så ud med ham. Også selvom sagen mod virksomheden stadig kører og stadig kræver, at han kan være til stede.
Kære Danmark, synes du virkelig – helt inde i dit gamle hjerte – at det her er moralsk i orden? Virkelig?
Helles Blog 
Det er på ingen måde moralsk rigtigt – en gennemført rædselsfuld historie!
Men du taber mig i din retorik om “kommunedamen”! Man kan pege fingrer af regler og bureaukratier – og endda maskiner der spiser folks arme – men kommunedamer er mennesker, som passer et arbejde under nogle regler og bureaukratier – just som i sundhedsvæsnet, som jo heller ikke beholdte den stakkels mand, mens han genoptrænede… Just saying!
Du har ret. Hun blev døbt kommunedamen alene fordi hun kunne finde på at spørge mig, om jeg virkelig syntes, det var vores (DKs) opgave at tage sig af ham. Men jeg vil gerne rette det til visitator.
Genoptræning er kommunernes opgave og ansvar, med mindre det er specialiseret i den forstand at det skal være under opsyn af læge. Så vidt jeg husker, forblev han indlagt længe efter sin lægelige færdigbehandling, fordi afdelingen ikke kunne få over deres hjerter at sende ham ud i ingenting.
Hej.
Nej, umiddelbart lyder det ikke til at være det etiske rigtige. Han vil muligvis blive en økonomisk belastning i det danske samfund. Penge betyder desværre alt for meget i dagens Danmark. Menneskelige og etiske hensyn kunne med fordel vægtes højere.
Men denne diskussion leder mig hen på tanken om hvordan vi hjælper bedst? Er det de mennesker der med økonomisk formåen kan flygte fra deres hjemland, eller er det bedre at hjælpe i det pågældende land? Jeg synes, at vi også skal tænke på de mennesker der ikke formår at betale for en flugt til et velfærdsland, er det ikke disse mennesker der virkelig er i nød?
Det er en diskussion, vi måske kunne tage på et andet tidspunkt.
Den her unge mand kom herop på et Green Card, som en af de gode hjerner, Danmark gerne ville tiltrække. Han er ikke flygtet. Han ville med al sandsynlighed kunne komme til at arbejde indenfor dyrlægefaget og forsørge sig selv, som det hele tiden var planen. Indtil en dansk virksomhed, som ikke havde orden i sikkerheden, kostede ham den højre arm. I hvert fald skulle han have muligheden for at vinde en oplagt sag over virksomheden og få en passende erstatning. Den eneste grund til, at han er i nød – er en arbejdsulykke, som kunne være undgået.