Ting jeg savner

Da mine børn holdt op med at være børn og begyndte at blive mere voksne, mistede jeg noget. Ud over små varme børnekroppe og muligheden for at pakke dem helt ind i omsorg. Måske gik det først rigtigt op for mig, hvad jeg savnede, da mine børn begyndte at bringe nye børn ind i min verden.

Jeg savnede nogen at fjolle med. Og for. Jeg er dybest set et utroligt barnligt menneske. Hele mine børns barndom har de levet med mig, der bildte dem alt muligt ind. For sjov. De har levet med mig, der slog over i troldestemme eller pivestemme eller bjørnestemme. Og de har levet med gakkede gangarter, uskøn dans og dårlige ideer.

Du er fjollet, mormor, siger mine fornuftige børnebørn. Mens de elsker det, vi finder på. Jeg ser med begejstring, at mine svigersønner har samme hang til at binde børn historier på ærmet. Og at de bliver henrykte, når børnene hopper på dem. Jeg elsker, at de tager dybe brølestemmer på og jager ungerne, til de giver fortabt i et hjørne. Hvor de bliver kildet sønder og sammen.

Jeg har fået fjol tilbage i mit liv med alle de børn. Fjol er den bedste måde at få trætte Esther til at gå de få hundrede meter hjem fra børnehavebussen. Fjol er den bedste måde at få grin i suretrætte ansigter. De bedste godnathistorier er dem, vi finder på sammen i mørket. Det bedste i verden er at grine sammen.

Måske fjoller vi voksne bare for lidt med hinanden? Jeg elsker alle de små film fra forskellige lande, der parodierer den nyslåede amerikanske præsident. Det er fjol på højt plan med et dybt alvorligt tema. Som for en stund letter den hårde knude i min mave og sætter verdens tilstand i nyt perspektiv.

img_6873

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

3 thoughts on “Ting jeg savner

  1. Hej Helle, jeg er helt med på den med at savne den tætte kropskontakt til børn (jeg har ikke selv nogen børn – jeg ‘låner’ mig frem) 😊 det må jo komme, savnet, når ungerne ikke er unger på den måde længere! Jeg tænker også på det i forhold til (vigtigheden i at have og gi den nærkontakt) at vi i dag tager det som en selvfølge, at det ska/vil vi gerne. Da jeg voksede op (og vist også tidsmæssigt dig selv) var det jo ikke anerkendt som et naturligt behov at tilgodese for hinanden. Man var heldig, hvis man voksede op i miljøer, hvor kram og knus var en selvfølge.

    Så nævner du de der små ”a’ first’-film. Dem hygger jeg mig også med. Rigtig meget. Så sent som idag så jeg Islands udgave! De er kostelige!

    Her hos os 2 forholdsvis nygifte madammer (som har været sammen siden 1990) her fjoller vi ret meget! Dvs mest mig, og min søde Solvejg synes jeg er lidt anstrengende en gang i mellem. Det er jeg også. Men det går. Sommetider får jeg også de der pivestemmer på, når vi se TV og det måske er lidt kedeligt, så siger pivestemmerne det, de kedelige tænker. Det ‘sjovt nok ikke altid så kedeligt 😁
    Nå, jeg fik bare lyst til at skrive lidt til dig denne gang! Jeg har stor fornøjelse af at læse din blog, men jeg har sjældent noget at tilføje!
    Kærlig hilsen Anja

  2. Jeg er 45 og glæder mig næsten allerede til børnebørn. Den ældste er 19, så der er lidt vej igen… Heldigvis vil alle tre stadig gerne kramme. Men det med at bilde dem noget ind er (næsten) forbi. I sidste uge måtte tandfeen give tabt. Min 12-årige var fortvivlet og irriteret (men grinende) når han gang på gang sagde “men hun findes jo ikke – sig det er dig”, stadig i tvivl selvom fornuften sagde noget andet, men jeg holdt stand. Indtil han og hans lillesøster fandt de to små glassdåser med deres tabte tænder i – game over 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s