Danskhed, forskellighed og alt det andet

Det bliver langt, det her. Mit indre er ved at gå til i græmmelse over nogle landsmænds behov for definere og afgrænse. Jeg ser måbende til, mens debatten bliver tiltagende skinger. Der sker polariseringer i en grad, jeg aldrig har oplevet. Debat er et forkert ord at bruge, for det har udviklet sig til en råbekonkurrence. Ingen lytter. Ingen standser op. Udstrakte hænder får hårde rap over fingrene, mens verden er ved at gå til i mistro og frygt. For hvad? For hinanden, for spøgelser, for hurtigtridende historier og alternative facts.

Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke de landsmænd, som er så bange for, at vores ‘kultur’ og ‘identitet’ vil forsvinde, hvis vi hjælper og behandler flygtninge godt og værdigt. Jeg siger det ikke med hån eller satire – jeg forstår det helt ægte ikke.

Jeg bor i det mest mangfoldige område i landet. Vi har netop fået optalt 140 forskellige etniciteter bosat i Sydhavnen, og jeg føler på ingen måde min identitet truet. Min identitet og min kulturelle selvforståelse føles uforandret, og jeg bliver kun klogere og gladere af at få nye perspektiver på tilværelsen. Når jeg ind imellem køber kød, gør jeg det gerne hos vores lokale halal slagter. Fordi han er en skideflink mand og har godt kød. Han sælger også krydderier og marokkanske taginer og er altid parat med et godt madråd i farten. Jeg køber også gerne grøntsager hos den tyrkiske grønthandler, og jeg stikker ofte ned til vores lille bitte købmandsudsalg på den anden side af vejen uden at vide, hvilket oprindelsesland vores købmand har. Jeg har virkelig ikke brug for at forskelliggøre os. Jeg har brug for det, de vil sælge mig, og jeg synes, de er interessante at tale med.

Når de kraftige og magtfulde stemmer taler højere og højere om ‘danskhed’, aner jeg faktisk ikke, hvad de mener. Hvorfor det behov? Jeg spørger af et ægte ærligt hjerte. Jeg forstår det ikke. Eller måske vil jeg helst ikke forstå det, jeg tror, jeg skal forstå. For når nogen har så stort behov for at definere og generalisere, handler det mest om at udgrænse nogen andre. Og når et flertal i vores folketing har behov for at udtrykke bekymring for, at områder – med Brøndby som eksempel – har et flertal af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, tænder det en lille alarm i min hjerne. Det er bekymrende, fordi formuleringen er tilpas løs til en mere fri fortolkning, og det er bekymrende, fordi det åbner en ladeport for muligheder for at definere det at være dansk som noget bestemt. Brøndbys borgmester var hurtigt ude med undrende protester, fordi han på ingen måde kunne genkende den statistik. I Brøndby bor der flest danskere, sagde han. For det gør der.

Resultatet af folketingets hensigtserklæring, hvor danskere og ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er modstillet, er at mange mennesker er blevet sårede og usikre. Inde i  mig selv skaber den frygt for, at politiske flertal i fremtiden vil have grundlag for at kunne skabe rigtige og forkerte måder at være dansk på.

Jeg har arbejdet med indvandrere, integration og sundhedskultur siden starten af halvfemserne. Jeg er simpelthen ikke enig i, at alting er så dårligt. Meget kunne være bedre, men al integration er samspil mellem mennesker. Ingen kan integrere sig uden anerkendelse og dialog. Ingen udfolder sig i et tomt rum. Alle mennesker påvirker hinanden gensidigt. Ingen kan komme til landet og afklæde sig, hvad de kommer fra. Det man er groet fra har også værdi i et liv. Jeg har hele min jyske fortid med mig i København, ligesom min eksmand har hele sin engelske opvækst med sig i sit danske liv. Det betyder jo ikke, at jeg vil have mine københavnske venner til at blive mere jyske.

Jeg kender virkelig mange mennesker, som har aner fra alle mulige steder i verden. Når vi er sammen, snakker vi sjældent om kristendom eller islam. Faktisk kender jeg meget lidt til de fleste af mine venners åndelige eller religiøse liv. Jeg har venner, der er veganere, vegetarer, bøfelskere, svinekødshadere og glutenintolerante. Jeg har venner, der ikke holder jul, og venner, der aldrig får børn. Jeg har venner, der elsker at kramme, og jeg har venner, der stivner, hvis jeg breder armene ud. Jeg har venner der elsker katte, og jeg har venner der hader hunde. Jeg har venner der ryger, og venner der ikke tåler røg. Vi er sammen helt uden problemer, fordi vi anerkender forskelligheder. Du behøver ikke spise bøf eller kramme i mit hus. Ligegyldigt hvad du stammer fra.

Desværre ved jeg af erfaring, at I der mener noget andet end mig, vil læse det her som et knæfald for islam, for at åbne grænser for millioner af flygtninge eller bare som venstreorienteret vrøvl. Jeg ville sådan ønske, at vi kunne trække lidt i bremsen og anerkende forskellige synspunkter. Lytte, være nysgerrige, gå på opdagelse hos hinanden, svare pænt, blive klogere. Og så ville jeg ønske, at vi ville tale pænt og inkluderende om alle os, der bor i Danmark. I stedet for at bruge så meget unødigt krudt på at definere, hvem vi er. Det ved vi jo godt. Og det behøver ikke inkludere at gøre nogen af os forkerte.