De sidste dage har havet været roligere. Og der er kommet flere både. Temperaturen er stadig frysende, og det føles meget koldere, end når det er koldt i København. Som gik man langs Vesterhavet i stormvejr.
Folk ankommer om natten, men den travleste tid er som regel mellem 7 og 10 om morgenen. Om natten giver vi ly i soveteltene. Lader de trætte mennesker sove, til det er tid at tage videre. Det giver de trætte mennesker ro for en stund. Almindeligvis er de hos os en time eller to, til de er blevet tørre og varme, og til de, der har brug for det, har fået lægehjælp eller pleje.
Natten giver sine egne stemningsbilleder. Som når våde bøger ligger til tørre om bålet.
Stilfærdigt bliver folk vækket, når morgenen gryr, og vist til bussen, der kører dem videre hen over Lesbos. Og morgener er smukke på Lesbos.
I går blev vi varskoet om en båd på vej til havnen i Skala Sykamenia, og Katie og jeg gik derind for at hjælpe. Her herskede kaos. Alt for mange hjælpende hænder krydsede klinger på den dårlige måde. Alt for mange forskellige NGO’er konkurrerede nærmest om dramatiske redningsaktioner.
Og så var forskellige internationale nyhedsmedier til stede. I en ubændig konkurrence om de mest ulykkelige fotografier. I de øjeblikke forbandede jeg journaliststanden. Jeg mener, – billederne er taget. Fotograferne albuede sig foran os med gule Medic-veste. Gik i vejen. Spærrede for hurtige exits med iskolde babyer. Da jeg bragte en afkølet tre måneder gammel pige til klinikken på havnen, skubbede jeg en lille smule til en nyhedsfotograf, som ville med. Det kom han ikke. Og jeg siger ikke undskyld.
Senere på vores strand, da flere både kom ind, var de der igen. Fotograferne. I forreste række, hvor livredderne tager imod babyer og kolde børn, og hvor de hjælper kvinder på sammenbruddets rand i land. Jeg holdt mig tilbage. Og tog imod lille Asmaa, som heldigvis unddrog sig de engelske nyheder.
Jeg ved godt, at det er vigtigt at holde nyhedsfokus på bådflygtningene. Jeg ved det. Men det er surrealistisk at stå der med livstruende kolde babyer og at skulle næsten slå sig vej igennem.
Heldigvis kan vi grine. Højt og længe og igen. Ellers kunne vi ikke holde det ud. Her er min supercoole makker, Dr. Katie fra Montana.
Helles Blog 