Historien om en mand

Jeg forstår, at Naser Khader (dansk konservativ politiker og engang syrisk migrant) har skrevet en artikel, hvor han mener noget om syriske fædre? At de er dårlige fædre, når de prøver at rejse i forvejen og bane en vej for deres familie? Og at han mener noget generelt om syriske MÆND (i versaler), som værende en slags tøsedrenge, der skulle blive hjemme og slås? Jeg kan også forstå, at han udnævner mennesker som mig til at ‘bekvemmelighedshumanister’. Et ord jeg ikke helt forstå betydningen af, men som jeg kan forstå, det er noget skidt at være.

Hvis nogen har en linje til Naser Khader, vil jeg gerne formidle en historie om en mand. Fra Syrien. Som på få minutter blev min personlige helt. Men – jeg er selvfølgelig også bekvemmelighedshumanist.

Med den første båd i morges kom en lille dreng. Vi diskuterede længe, hvor gammel han mon var og enedes om cirka to år. Han var stærkt afkølet, bleg, lidt slap og døsig. Alle symptomer på hypothermi. Vi tog ham hurtigt ind i klinikken, men kunne ikke finde moderen. Derimod bankede en meget ung onkel på døren. Det er hans historie, jeg gerne vil fortælle.

For to uger siden gik han til sin søsters hus i Aleppo og bad hende tage hele sin familie med til hans hus, som betragtede som mere sikkert. De diskuterede, og søsteren og hendes mand besluttede at blive i deres hus. Onklen tog børnene med, bl.a. den lille Mohamad, som nu lå i varmetæppet i vores klinik. Samme nat regnede der igen bomber over Aleppo, og søsteren og hendes mand blev dræbt sammen med flere andre familiemedlemmer.

Den unge onkel, som vi skød til højst 25 år, samlede de overlevende fire børn. Han solgte, hvad han havde og pakkede så meget sammen, de kunne bære. Han slog på et tidspunkt følge med en anden meget ung familie med endnu to små børn. De så ikke ud til at være en dag over 18 år. Nu var børnene den unge onkels ansvar. Eller de var et ansvar, han tog. De har jo ikke andre end mig nu, sagde han.

Sammen begav de sig på vej og vandrede i seks dage over grænsen ind i Tyrkiet. Her ventede de nogle dage i bjergene, til de fik plads på en båd. Der sejlede lige til vores lejr, hvor lille Mohamad blev varmet langsomt op. Og stjal vores hjerter.

Den unge onkel vil gerne bringe resterne af sin familie til England, hvor han har noget familie. Men det er ikke afgørende, sagde han. De skal bare i sikkerhed. Sammen.

Og jeg bryder endnu engang mit løfte om ikke at bringe billeder af flygtningebørn. Jeg må godt. Den unge onkel vil gerne fortælle sin historie. Han strålede af lettelse, og på en eller anden måde er det lykkedes ham at bringe harmoni i nogle meget forstyrrede små liv.

Så – til Naser Khader: Selvom du er lidt brun og lidt syrisk, har du ikke meget viden om de syriske mænd, der klarer flugten fra deres land. Jeg har endnu til gode at møde en tøsedreng. Jeg har endnu til gode at møde en syrisk mand, der ikke gør alt for sin familie. I øvrigt er de fleste begyndt at tage deres små børn med på den farefulde færd. For vi hjælper dem jo ikke.

På det nederste billede er det Mohamad i den gule jakke med slikkepind i munden. Efter han blev varm.