Stop op!

Jeg har været stille for længe. Jeg blev vel nærmest slået af tavshed. Men det nytter ikke, at netop jeg er stille. Jeg skal ikke stiltiende se mit land glide længere og længere ned i en grød af angst, selvtilstrækkelighed og tiltagende fremmedhad. Netop jeg er nødt til at tale og skrive og råbe. Jeg vil modvirke, det bedste jeg kan.

Jeg vil modvirke, selvom jeg bliver kaldt grimme navne. Selvom mine meninger bliver afvist ved dørtærsklen som halalhippie, godhedsguru, væmmeligbo og andre effektive stopklodser for en åben og ærlig debat. Jeg ser, mennesker, jeg kender, tale grimt og nedværdigende om mennesker, de ikke selv kender. Jeg ser mit venlige land forandre sig. Mit venlige land som gik forrest, da verden formulerede konventioner, der skulle modvirke folkedrab, som vi så det i trediverne og fyrrerne. Aldrig igen skulle verden afvise mennesker på flugt, som verden gjorde, da europæiske jøder søgte asyl for at undslippe de tyske nazister. Aldrig igen skulle vi se flygtninge spærret inde og nægtet mad og lægehjælp, som det skete for tyske krigsflygtninge efter verdenskrigen. Dengang fik den ikke-nazistiske verden en medskyld i folkedrabet på jøder, romaer, homoseksuelle og folk med ikke-nazistiske meninger. Og mit land fik medskyld i tusinde tyskeres død. Mange af dem er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Nej, jeg trækker ikke nazikortet. Jeg bliver bare afsindigt bekymret, nærmest bange, når jeg hører og læser mennesker helt åbent smække portene i for mennesker på flugt fra krig. Jeg bliver målløs, når jeg læser mennesker i ramme alvor og uden skrupler påstå, at mennesker fra mellemøsten er mindre begavede end mennesker fra Vesteuropa. Jeg får ondt i maven over et Europa, der bygger mure, i stedet for at sætte sig sammen og finde løsninger for desperate mennesker.

Det gør mig ondt langt ind i sjælen, at så mange af mine landsmænd taler så dårligt om de mennesker, der har opnået asyl i mit land. Mennesker der er så forfulgte, at de er berettiget til at få sikkerhed her. Tal dog ordenligt. Vær dog høflige. Tag dog imod. Hvor er mit lands venlighed blevet af? Jeg ved godt, at der er mange venlige mennesker. Jeg bliver bare så overvældet af den grimhed, der vælter ud af mine aviser, af kommentarspor på de sociale medier og – må jeg beklemt sige – af de politikere, der regerer mit land.

Dele af verden brænder. Millioner af mennesker er på flugt. Det er nu, lige nu, at vores konventioner skal stå deres prøve. Det er lige nu, at vi skal holde fast i konventionerne og vise verden, at den kommer længst med venlighed. Og vi skal tænke os meget grundigt om, når vi hører os selv betegne store grupper af mennesker som uintelligente, ondsindede, laverestående, voldelige, dovne og andet grimt. Vi skal tænke os meget længe om, når vi sætter den slags stempler på grupper af mennesker, fordi de har en religion og hudfarve, der forskrækker os.

Jeg ville ønske, vi ville turde være nysgerrige. Spørge. Undersøge. Interessere os for. I stedet for at slå fra os og forlods sætte mærkater på folk. Sådan som nogen gør, når jeg siger det, jeg siger.