Det er jo fuldstændig uforsvarligt, udbrød en mandlig kollega let fnysende, da jeg en anden gang vendte hjem efter en lang vandretur i Alperne. Det uforsvarlige var, at jeg gik alene.
Alt er fyldt med risici. Alting. Det er farligt at sidde for meget hjemme i sofaen. Det er farligt at cykle gennem København. Det er farligt at gå udenfor i stormvejr. Det er farligt at ro alene i kajak eller svømme en morgentur alene. Nogen mener også, det er farligt at gå hjem fra byen alene om aftenen. Eller at det er farligt at løbe alene, når det er mørkt.
Jeg bor alene. Hvis jeg skulle vente på, at nogen ville gøre ting sammen med mig, ville jeg tilbringe alt for meget tid i sofaen. Det er farligt. Jeg ville få blodpropper, blive overvægtig og få type 2 diabetes. Og jeg ville gå glip af alt det, jeg elsker at gøre.
Derfor løber og ror og går og bader jeg tit alene. Derfor går jeg også tit i biografen alene. Jeg har været i teateret alene. Til foredrag. Og enkelte gange til koncert. Det kan man sagtens. Jo, det er sjovest at have en at dele med, men i stedet for at blive indebrændt over, at ingen har tid, når jeg har, gør jeg det alene. Alternativet er ikke at se og opleve.
Og derfor tager jeg alene på fjeldture. Jeg ved, der er en risiko, og jeg ved, at den risiko næsten altid kan håndteres med portion sund fornuft fra alt det, jeg har lært gennem alle de mange år, jeg har gjort ting alene. Til gengæld oplever jeg de mest storslåede øjeblikke uforstyrret. Jeg går i seng, når jeg vil, og står op, når jeg vågner. Jeg går så længe, jeg vil, og holder så mange pauser, jeg lyster. Når jeg går i mange timer, sker der noget i min hjerne. Jeg tænker gode tanker. Man kan ikke være sur og negativ i smukke bjerge. Ikke engang i regnvejr. Tankerne drager på langfart ad sine egne veje, og jeg oplever pludselig at stå med en mulig løsning på et problem. Eller på en situation i hjemlandet, som har irriteret mig.
Jeg læser bøger. Jeg ser og dufter og lytter. Kigger på skyer og plukker bær. Jeg ligger på en tue og ser på himlen, mens jeg lytter til vinden. Jeg bliver præcis så træt, som jeg har lyst til at blive, og jeg sender glade tanker hjem til mine mennesker. Jeg møder nye venner, når jeg standser for at spise. Der kommer altid mennesker til de hytter, jeg overnatter i. Og fjeldmennesker er gode mennesker. Man kan blive lidt klogere af at snakke med dem over aftenteen.
Når jeg er færdig med at gå i fjeldet, er jeg mæt. Jeg glæder mig til min verden igen. Jeg er udhvilet i min hjerne og træt i mine ben.
Det er ikke fuldstændig uforsvarligt. Jeg slår mig af og til lidt, men det gør man jo i livet. Og får du lyst til at gøre det samme, skal du øve dig. Du skal begynde med nogle små fjelde og lære dem at kende. Eller måske med danske bakker. For himlen og vinden og aleneheden kan man også finde her. Og med aleneheden opstår eventyret.
Helles Blog 