Mens politikere og debattører spyr onde ord ud om vores nye medborgere, findes der et særligt sted i København. Der, hvor dem der er flygtet fra forfølgelse, terror, krig og bomber, har fået en midlertidig bolig. Det sted er kærligt og venligt. Det er fyldt med hjælpsomhed og solidaritet. Og det emmer af begejstring og virkelyst.
Stedet er fyldt med kvinder, mænd og børn, der suger deres nye land til sig. De arbejder hårdere, end nogen kan forestille sig, på at lære sprog, sædvane, regler og nye færdigheder. Stedet er også fyldt med indfødte københavnere, der gerne bruger deres tid på at give de nye medborgere en hånd ind i deres nye liv.
Sværere er det jo ikke. Det handler om at sige velkommen, og det handler om at tage imod fremstrakte hænder.
I det hus prøver jeg sammen med min gode ven og kollega, Henrik, at lære lidt fra mig om det komplicerede sundhedsvæsen, de nye medborgere skal prøve at finde vej i. Det er enklere for dem, og det er enklere for sundhedsvæsenet.
Og i aften lavede vi en kvindegruppe, hvor vi kan tale om kvindeting. Som ingen mænd gider høre om, og som ingen kvinder gider dele med mænd.
Og vi lavede en mandegruppe, hvor mænd kan tale om ting, mænd taler om, når kvinder er ude af farvandet. Ligesom mænd gør andre steder i København.
Sværere er det nemlig ikke.
Helles Blog 