I går var jeg i Det Kongelige Teater med de to største mindstebørn. Vi omsatte en af mine fødselsdagsgaver på række B lige foran scenen. Vi så Fabelmageren, som er en børneballethistorie, og den er lavet i samarbejde med Ramasjangfænomenet Shane, som alle børn vist elsker.
Alma havde allerede set forestillingen med fritidsklubben, men de havde siddet bagest på 2. balkon. Vi sad forrest.
Det er det sværeste, sagde hun, mens vi ventede. At man ved noget, og man ikke må sige det. Ja, sagde jeg, men du klarer det rigtig flot. Hold fast, hvor er du bare god til ikke at sige noget.
Er der musik, spurgte Ella. Ja, sagde Alma. Er det god musik, spurgte jeg. Det må jeg jo ikke sige, sagde Alma. Jo, okay, du må godt sige, om musikken var god. Bare ikke, hvad det er for en musik.
Hmmm, okay, sagde Alma. Musikken var ikke god, jeg kunne ikke lide den. Men den var smuk.
Og det var den.
Helles Blog 