Kære danske politikere

Når jeg modtager en besked på WhatsApp, er det som regel en nedslående nyhed. For her kommunikerer jeg næsten kun med folk i flygtningelejre i Grækenland eller Tyrkiet, og de har sjældent noget opmuntrende at fortælle. I dag var anderledes, da en besked tikkede ind sidst på eftermiddagen:

“Good morning my love. I know where I go now, because today another interview. Ireland – my country. I am so happy”

Den syriske kvinde, der skrev til mig, har levet i en teltlejr nord for Athen i mere end et år sammen med sin mand og seks børn. Og før det i en flygtningelejr i Tyrkiet. Og før det en vild og farlig flugt fra Aleppo, hvor flere familiemedlemmer blev dræbt på vejen. Hun har regeret i det flotteste og reneste telt i nogen flygtningelejr. Hendes glæde, lettelse og taknemmelighed er til at tage og føle på. Om 2-3 måneder lander hele familien et sted i Irland og kan begynde på et rigtigt liv med rigtig skolegang og rigtigt arbejde. Med regelmæssighed, selvstændighed, tryghed og tro på en fremtid. Uden frygt for slanger og vilde hunde. Uden frygt for overfald på vej på toilettet om aftenen. Jeg er så glad på deres vegne.

Det bringer mig til en opfordring. Kære danske politikere:

Kan vi ikke godt begynde at tale ordentligt? Kan vi ikke starte med at anerkende, at mennesker, der har fået asyl i vores land, har gode grunde til at have flygtet. Så gode at de er godkendt til at have krav på at leve i beskyttelse hos os. Så lad os beskytte dem og bakke dem op. Jeg forstår godt, at vi er nødt til at sætte nogle grænser for indvandring til vores land. Men når mennesker nu er her, så får vi altså det bedste frem i hinanden ved at tale ordentligt sammen. Og en minister har et særligt ansvar for alle de mennesker, der bor i det land hun er minister for. Det er uværdigt, uhæderligt og en ualmindelig dårlig politisk strategi at tale de nye danskere ned. Vores land trænger til meget mere ‘vi’ og meget mere sammenhold. Det kan I politikere gøre noget for.

Ingen af de hundredevis af flygtninge, jeg har mødt og talt med, har taget flugten at griskhed. Ingen. Det gør mig ulykkelig og forvirret, når den minister, der har hovedansvaret for at skabe rammer for integration af nye borgere i landet, kalder en familie for grisk, fordi de efter juridisk råd har søgt at asyl, når nu de var familiesammenførte. Det er ikke at være grisk. Det er at være realistisk. Det er at tage hånd om sin familie.

Jeg har mødt mennesker, der har taget ad farlige ruter i håbet om en bedre fremtid. I håbet om at kunne arbejde og forsørge den familie, der blev tilbage. De har ikke været griske. De har været desperate og håbefulde. Og  vi kan godt beslutte, at de mennesker, der har søgt hertil, fordi de håbede på en bedre fremtid, ikke får ophold. Vi skal bare altid huske på, at de ikke har gjort rejsen af ondskab, og vi kan stadig tale ordentligt om dem og til dem.

Vi skal tage imod mennesker, der er forfulgte. Og det skal vi gøre godt og ordentligt. Så får vi nogle topmotiverede nye borgere i vores land.

Ligesom Irland gør, når min veninde og hendes familie ankommer om et par måneder. De er topmotiverede og taknemmelige.

img_7070

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s