Den sidste afsked

I sidste uge døde en højt skattet kollega. En bemærkelsesværdig og utroligt stærk og kærlig kvinde. I går blev hun bisat ved en smuk og meget personlig ceremoni. Det var hårdt at sige farvel, men hun havde lagt alt tilrette, så det blev gjort med nænsomhed og nærvær og kærlighed. Da hendes kiste blev båret ud til tonerne af Chaplins ‘Smile’, sunget af Glee, smilede vi næsten alle gennem tårerne.

Det fik mig til at tænke over begravelser. Siden jeg selv var syg, har jeg tænkt mere over døden og afslutningen end tidligere. Jeg har tænkt over, hvor jeg gerne vil begraves. Hvor jeg kan forestille mig, at mine børn kan have et fint sted at sidde og tænke eller mindes, når de har lyst og trang til det. Og jeg har fundet et sted, som jeg har vist dem. De var enige. Begravelsen har jeg tænkt som de efterladtes afsked. Men efter at have deltaget i lidt for mange begravelser gennem de sidste år, er jeg begyndt at tænke anderledes. Særligt i går blev det tydeligt for mig.

Begravelsen kan også være min afsked med de efterlevende. Mine egenrådige børn kan selvfølgelig beslutte anderledes, når jeg ikke er der længere. Fordi jeg ikke er der. Og når alt kommer til alt, kan jeg være ligeglad. Men jeg kan gøre mig tanker om, hvordan jeg gerne vil tage afsked med de efterlevende mennesker, jeg elsker, holder af og arbejder sammen med. Engang tænkte jeg, at det var et udslag af kontrol eller kedsomhed, når gamle mennesker planlagde deres begravelse. Jeg har også taget mig selv i at tænke, at det var en slags desperation eller fuldstændig narcisisme. Særlig i går så jeg, at det også kan være en kærlig omsorg for dem, der skal leve videre.

Skal afskeden have sorgen og tabet i centrum? Eller skal den hylde livet og kærligheden? Hvad sker der, når begravelsen forestås af en præst, der ikke har kendt mig? Eller værre endnu, af en præst jeg ville være lodret uenig med? Mine børn aner ikke, hvilke salmer, jeg holder mest af. Og jeg tror ikke, de har noget forhold til den symbolske værdi, jeg kan lægge i dem. Min begravelse kan være min sidste kærlige hånd til dem. Et sidste nænsomt puf ud i verden uden mig.

Er det morbidt? Vi skal jo alle begraves eller bisættes engang. Det eneste vi ikke ved, er hvornår. Vi ved heller ikke, om vores død vil komme pludseligt, eller om vi vil have tid til at tænke over afslutningen sammen med dem, vi elsker. Det var bare det. Nu tænker jeg lidt mere over det.

img_7855

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

One thought on “Den sidste afsked

  1. Jeg har fået fortalt af en der var igennem det for nylig, at det er svært at stå i sorg og smerte (og i dette tilfælde chok over at miste pludseligt) og skulle ordne, tage stilling til og blive enige om 1000 ting ifbm bisættelse/begravelse når den døde INGEN retningslinjer har givet. Bare det at der står 10 linjer et-eller-andet så man kan få en ide hjælper. Også så der ikke opstår gnidninger i mellem de efterladte om hvordan man bedst forvalter de ønsker man mener den afdøde havde. Sorg tager så mange ansigter, også nogen gange vrede mod dem man burde kunne dele den med. Det er omsorg for de levende at tage stilling til hvordan man ønsker sig sin “formelle” afsked .

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s