Betragtninger

En eftermiddag i sidste uge sad jeg i et telt i Grækenland lidt nord for Athen. Jeg talte et par timer med et syrisk ægtepar, der startede med at spørge mig, om jeg vidste, hvordan de kunne komme hjem til Syrien. Jeg blev akut mundlam.

I weekenden vendte jeg hjem til Politiken, hvor Henrik Sass-Larsen i et interview udtalte, at humanisme er ødelæggende for samfundet. Humanisme er ødelæggende for samfundet? Sagt af en socialdemokrat. Jeg blev mundlam. Og blev nødt til at liste forbi Anker Jørgensen henne på Vestre Kirkegård for at tale lidt med ham.

Jeg har lært meget af de mennesker, jeg har mødt både herhjemme og i Grækenland, som har taget flugten fra deres hjemland. Og det står ret klart for mig, at det ikke er humanisme, der har ødelagt de samfund, de har forladt.

Det syriske ægtepar har levet i mere end to måneder i et støvet telt med deres tre små børn. Og de har netop opdaget, at et fjerde barn er på vej. Børnenes mor kan ikke bære tanken om at sætte et barn i verden i et telt. Beboerne i lejren har haft besøg af både slanger, vildsvin og vilde hunde. Der er ingen skole for de 300 børn, der bor i lejren, og de sanitære forhold har jeg tidligere beskrevet. Familien boede tidligere i Aleppo. Og ingen kan vist længere være i tvivl om, hvor hårdt angrebet Aleppo er – ikke mindst af Assads styrker flankeret af russiske tropper. Faren fortalte, at Islamisk Stat havde taget deres hus. Men familien har et hus på landet. Og på landet udenfor Aleppo er der ikke helt så farligt, fortalte faren. Morens søster, som også er gravid, bor i det hus.

Du må forstå, sagde faren, vi levede i et stort hus, mine børn gik i en god skole, og jeg har altid haft arbejde. Nu har vi ingenting, og jeg kan ikke sørge for min familie. Vi dør langsomt her. Det kan godt være, at der ikke er noget arbejde at få i Syrien. Men jeg kan prøve. Det kan jeg ikke her. Vi vil hellere løbe risikoen. Og dø hurtigt, hvis det kommer til det.

Det er ikke en utaknemmelig familie. Det er ikke en familie med forventninger om, at andre løser deres problemer. Det er en familie, der altid har taget ansvar – for sig selv og for andre. Og det er en familie, som på rigtig mange måder er igangsættere og samlingspunkt i lejren.

Humanisme er ødelæggende for samfundet……? Hvad sker der mon for den generation, der er født ind i krig, fordrevne og uønskede? En hel generation af børn, som vi i de velstående lande ikke vil forholde os til?