Vedrørende Syrien

Onsdag var jeg at finde på Christiansborg Slotsplads med en fakkel i hånden sammen med 7-8000 andre. I løbet af dagen så jeg flere nærmest hånlige opdateringer på Facebook om folk, der satte noget med Syrien i deres profilbillede, og om folk der ville til fakkeloptog. På Twitter blev udtrykt undren over meningen med fakkeloptog. Jeg vil gerne forklare, hvorfor jeg var der. Og hvorfor en sådan demonstration har en betydning. Selvom den ikke standser krige eller bringer de døde tilbage.

Jeg har arbejdet med integration, flygtninge og indvandrere i en stor del af mit voksenliv. Noget har været frivilligt, noget har jeg fået løn for. Måske derfor har begrebet ‘flygtningestrøm’ aldrig givet mening i min bevidsthed. Heller ikke masseindvandring. Det er personer, mennesker, familier, kvinder,  mænd og børn, der af en eller anden tvingende grund har forladt deres hjemland. Mennesker, der har forladt deres hjemland, fordi de er truede på deres liv og sikkerhed, har ret til beskyttelse. Længere er den ikke for mig.

Krigen i Syrien startede fredeligt. Det arabiske forår sivede langsomt fra de nordafrikanske stater ind i Syrien. Her oplevede mennesker at blive anholdt for at spille rockmusik. De blev anholdt for at lave kritiske radioprogrammer eller skrive kritiske avisartikler. Der var en udbredt brug af tortur i fængslerne, og det var forbudt at forsamle sig på gaderne. Det her var før 2011. Det startede med diskrete møder i forbindelse med fredagsbøn, fordi her kunne man samles. Men hurtigt måtte man ændre den strategi til spontane demonstrationer i byerne, fordi regimets politi stod parat ved moskeerne. Det startede altså med rigtig mange menneskers legitime ønske om frihed, retfærdighed og demokrati. Assads politistyrker slog hårdt ned på det. Fredelige demonstrationer blev mødt med granater og skud, og fængslerne blev fyldt med børn og unge mennesker. Se filmen ‘The War Show’ for hverdagsdokumentation fra en gruppe unge mennesker. Nogen få af dem overlevede. Senere kom forskellige militante islamistiske grupper på banen.

Lyt til DRs P1 udsendelser om ‘Den syriske krig – i Paris’  og bliv lidt klogere på, hvad der kan tvinge mennesker på flugt. Bliv lidt klogere på hvad det er for et regime, der nu med hjælp fra Iran og Rusland er ved at gennemtvinge den grummeste undertrykkelse af sit eget folk. Læs en syrisk kvindes ubegribelige fortælling i Information, og forestil dig selv i en situation som hendes. Følelsesporno siger du? Nej, det er ikke følelsesporno, det er virkelighed.

Og denne statistik er vigtig at have have med. Den viser, hvem der er ansvarlig for civile drab i Syrien.

cxngfncusaeapou-jpg-large

Jeg har mødt så mange, der er flygtet fra Syrien. Jeg kender mennesker over det meste af Europa, som er flygtet. Jeg har kontakter i Syrien. Ret mange af dem kommer fra Aleppo, og en del af mine kontakter i Syrien er i det østlige Aleppo. Det er moderne mennesker med smartphones og profiler på de sociale medier.

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på Syrien og på de mennesker, jeg har lært at kende. På krigen og på de mange børn, der aldrig har kendt andet. På alle de fædre og mødre, der lever i konstant frygt. Og på alle dem der midt i ragnarock holder fast i håbet og drømmen om frihed, retfærdighed og demokrati.

Jeg kan ikke gøre andet end at handle i de rammer, jeg nu har.

Jeg går på gaden med fakler for at støtte syrerne i håbet. For at vise at det lader sig gøre at vise sin holdning offentligt. Og at vi vil blive ved med at gøre det.

Jeg går på gaden med fakler for at vise de mennesker, jeg kender, at jeg tænker på dem. Jeg husker dem.

Jeg går på gaden med fakler for at vise alle de mennesker, der stadig er spærret inde i Aleppo, at jeg ikke glemmer dem.

Jeg går på gaden med fakler for at vise mine meddanskere, at vi ikke må blive ved med at glemme. Måske kan det sætte tanker igang hos bare én politiker?

Jeg går på gaden med fakler for at vise, at jeg er bekymret for verden.

Jeg ved, at fakkeloptogene fra hele verden er set i Syrien. Jeg ved, hvor meget det betyder at føle sig set. Jeg ved, det varmer dem i en håbløs situation. Midt i den for tiden politisk korrekte retorik om ‘bekvemmelighedsflygtninge’, ‘migranter’, ‘opgør med konventionerne’ og ‘ønsker om at smide alle flygtninge til nærområder’, så varmer det mig, at så mange gerne vil vise noget andet. For jeg er så bekymret over, hvordan ‘udlændinge’ er blevet til den store prygelknabe i nogle vestlige lande. Jeg er så bekymret over vores store ulyst til at dele af vores velstand. Jeg er bekymret over de mange danskere, der åbenbart er bange for, at nogen kan true vores ‘kultur’.

Derfor gik jeg på gaden i onsdags. Og derfor vil jeg gå på gaden igen. Fordi jeg kan.

img_7649

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s