Julepest

Den uge, som startede julemåneden, var fyldt med rarhed. Venindemiddage, den syriske kvindegruppe, biograf, koncerter, udstillinger, julemarkeder og en del møder, jeg havde set frem til. Jeg havde købt ind til julesmåkager og marcipan. Jeg kan med overbevisning i stemmen sige, at intet blev som planlagt. Ingenting blev til noget.

Jeg sluttede nemlig sidste weekend af med dampende feberkrop, ømme knogler og madlede. Dag for dag kappedes jeg med andre influenzaramte om at trykke først på aflys-knappen. Dårlig konkurrence, siger jeg. To venindemiddage sejlede ud af mir åsyn. Kvindegruppen måtte klare sig uden mig. Børnene måtte nøjes med at blive hentet af deres forældre. Nick Cave, som jeg havde glædet mig til at se på film, forsvandt i horisonten. Julemarkederne klarede andre.

Men da jeg nåede til lørdag og aflyste en planlagt udstilling med en veninde, så jeg på min billet til koncert med Anisette Trio i Christianskirken med vantro i blikket. Jeg havde ikke feber. Jeg hostede og havde ondt i hovedet, men jeg havde ikke feber. Jeg bestemte mig til at gå langs havnen derud og finde en loge for mig selv, så jeg ikke behøvede at hoste på nogen. Det lykkedes alt sammen. Endelig gik Anisette på scenen. Hun sang to forkølede numre. Og så aflyste hun! Jeg er syg, sagde hun, min stemme kan ikke, og jeg vil ikke synge en dårlig koncert.

Jeg gik hjem igen. Og genoptog min feber. Og aflyste Røde Kors Klinikken i aften. Jeg genoptog konkurrencen om at aflyse møder først. Og jeg klarede et par vanskelige patientsager over mail og telefon.

Mit selvbillede som Betty Bomstærk er krakeleret lidt. Hende der ikke får influenza og har et jernhelbred. Jeg havde fortrængt, hvordan jeg rullede rundt i den ene infektion efter den anden sidste forår. Og hvordan det faktisk åd en skiferie. Der er nok ikke meget andet end spandevis af varm te, en god bog, tre sæsoner af Skam og min dyne sammen med tid, der kan gøre en forskel.

Mit immunsystem er flosset i kanten af de mange, mange liter højdosis kemoterapi, der er flydt igennem min krop. Jeg tager imod de fleste vira i omløb, og jeg har tilsyneladende også glæde af dem længere end de fleste. Nu er der næsten gået ti år. Det bliver nok ikke anderledes. Så kan jeg jo bare være glad for, at når jeg ikke er syg, har jeg et jernhelbred.

Jeg tror, feberen er ved at være væk igen. Jeg har flyttet, hvad der kan flyttes i morgen. Og jeg bliver under dynen og ser resten af Skam, inden jeg igen tager ind og hoster på Rigshospitalet.