I eftermiddag var jeg i biografen og se en film om bjergbestigere. Det har jeg været så mange gange, men denne film var anderledes. Filmen var lavet af en kvinde, der havde klatret og besteget bjerge i 18 år. Og som havde fået stor trang til at blive mor. Hun elskede bjergene, og havde svært ved at forestille sig et liv uden. Nu spekulerede hun over, om et liv som bjergbestiger kunne kombineres med at blive nogens mor.
Hun satte derfor fire voksne mennesker stævne. De havde alle mistet deres mor eller far på K2 i Pakistan i 1986. K2 er verdens næsthøjeste bjerg og mange gange vanskeligere end Everest. I 1986 havde kun syv mennesker nået toppen af K2.
De fem tog på en fælles ekspedition til K2. Ikke for at bestige det eller nyde naturen, men for at finde tilbage til de døde forældre og reflektere sammen over deres store passion og målrettethed. Om alle de mange måneder i børnenes liv, hvor mor’en eller far’en var på lange ekspeditioner. Og om tab de aldrig rigtigt kunne afslutte, fordi deres mors eller fars liv forblev på bjerget.
Det blev selvfølgelig en refleksion over mit eget liv også. Jeg tog ikke på lange ekspeditioner, da mine børn var små. Men jeg gjorde det, da de blev store. Jeg har altid følt mig irriteret over, at ingen spurgte de mandlige bjergbestigere til deres børn. Ingen undrede sig nogensinde over, at mænd kunne tage afsted på farlige ekspeditioner i månedsvis. Alle de kvinder, jeg har kendt i bjergene, har følt sig virkelig presset af de spørgsmål, folk kunne finde på at stille.
Jeg elsker at være i bjerge og stor natur. Jeg har haft fantastiske oplevelser på store bjerge rundt om i verden. For nogle år siden sagde jeg stop. Det gjorde jeg, fordi jeg måtte erkende, at mine børn aldrig holdt op med at være stive af skræk. Mine mange fornuftsargumenter om farligheden i Københavns Trafik trængte ikke igennem. De var bange. De ville ikke miste mig, mens jeg var langt væk. De kunne ikke holde tanken ud om, at jeg kunne falde flere hundrede meter ned eller ligge efterladt i et telt med alvorlig højdesyge. De skældte ud, hver gang jeg kom hjem med en brækket finger eller næse.
Så bange skal mine børn ikke være. Derfor lovede jeg dem at holde op med at bestige høje bjerge. Jeg har ikke noget, jeg skal bevise derude. Jeg elsker stadig bjerge. Og jeg bruger virkelig tit min tid i dem. Men jeg gør det lidt ydmygere.
Ved filmens slutning spurgte filmmageren: Mon jeg kan blive din mor? Mens billedet af hende med en helt ny baby i armene tonede frem.
Så der – midt i Cinemateket – gav jeg faktisk mig selv et klap på skulderen. Kærlighed er kærlighed, og den ægte slags fylder jeg gerne med kompromis’er.
Helles Blog 