Om lidt er det jul. Og jeg har brugt hele julemåneden på at være syg. Hele julemåneden! Influenza var okay, og det var sådan set også på en måde okay, at udviklede sig. Men at det toppede med det værste astmaanfald i mange år, var på ingen måde okay. Faktisk tror jeg, det er det værste astmaanfald nogensinde i hele mit liv.
Jeg har listet forsigtigt rundt i min lejlighed, mens jeg trak vejret som gennem et tyndt sugerør. Jeg har undgået at tale mere end et minuts tid ad gangen, fordi jeg simpelthen ikke havde luft til det. Jeg har vågnet 4-5-6 gange hver eneste nat med de mest monsteragtige hosteanfald. Jeg er knækket sammen, når jeg nåede til 4. sal med prikken i fingrene, i maveskindet og i lårene. Halvdelen af mine lunger er fyldt ud med en slags skumgummi, som ikke gør det nemmere at trække vejret.
Gradvist har jeg sammen med min læge sat astmamedicinen op til tredobbelt dosis, og nu tror jeg, det går fremad. I hvert fald overlevede jeg både at være til Händels Messias og til det, der blev årets eneste julefrokost i går. Og i dag har jeg været til juleværksted hos en veninde her i Sydhavnen med en gruppe virkelig dejlige damer. Og min læge har sagt, jeg skal give den gas med den medicin. Jeg må øge til det 6 dobbelte.
Jeg er udmattet. Så udmattet at jeg nærmest ikke kan være rigtig rasende. Det er der ellers al mulig grund til, for jeg elsker julemåneden. Jeg elsker at være sammen med venner og familie og lave hyggelige ting sammen. Julemåneden er fuld af musik og dejlighed. Den her julemåned har været noget af det ensomste. Jeg har sat rekord i aflysninger. Julekasserne er kommet ned fra loftet, men jeg har ikke hængt noget julepynt op. Jeg havde bestemt at købe en lækker chokoladekalender, men så kom influenzaen. Der ligger dej til julekager i mit køleskab, og jeg når at bage dem inden på fredag.
Jeg har sådan et arbejde, jeg kan lave hvor som helst. Med mindre jeg skal lave noget med patienter eller møder. Så jeg har prioriteret mine ture ud af huset omhyggeligt og lavet det meste fra spisebordet eller sengen. Jeg har undgået for mange telefonsamtaler, og jeg har alligevel lavet utroligt meget arbejde. Som vi jo gør i det offentlige.
Nu glæder jeg mig til den rigtige jul. Med mine mest elskede mennesker. I et sommerhus i Odsherred. Og når vi når til lørdag, kan jeg både trække vejret og synge. Sagde vi.
Helles Blog 
Hej Helle. Egentlig vil jeg bare sige at jeg nyder dine indlæg. Du siger altid lige det, der skal siges i en given situation. Dit jernhelbred er dog en værre historie. Det er afskyeligt ikke at kunne få vejret. Jeg håber også du kan skråle med af hjertens lyst på lørdag. God advent indtil da.
Tak, hvor er du sød. Det er afskyeligt, men jeg mærker bedring nu. Heldivis
Tak. Det lykkedes at synge nogenlunde. Heldigvis synger vi aldrig alle vers
Det var godt at høre. Måtte det nye år bringe dig dit jernhelbred tilbage, så du kan ruske op i os andre igen.
Tak. Det arbejder jeg målrettet på – og har besluttet, at en influenza vaccine næste år måske ikke er en dårlig ide 🙂
Du er sådan en inspiration, en ægte power woman!! Hvordan har du tid til det hele, frivillig, blogger power woman og du løber.
Mvh.
Tusind tak. Der er nu ikke meget power woman over mig for tiden.
Tid? For mig er det hele et spørgsmål om at prioritere den, tiden. Hver dag spørge mig selv, hvordan jeg bruger den bedst