Tag Archives: stress

by - 0 comments

To historier

For et par år siden fik en, jeg kender meget godt, en alvorlig skade i sin skulder. Hun er ansat i omsorgsbranchen på et stort, velanset hospital og havde relativt kort forinden skiftet job til en ny afdeling. Skulderskaden kunne formentlig spores tilbage til en overbelastning i forbindelse med kajakroning. En skulderskade er stærkt invaliderende. Ingen arme – ingen kager. Ingen arme – ingen arbejde. Det kaldes også en frosset skulder, og min gode bekendte fik omgående ordineret fuldstændig ro og blev sygemeldt på ubestemt tid. Hun var i løbende kontakt og under kyndig behandling hos en fysioterapeut, og hun var ret ulykkelig og bange for, at invalidesituationen kunne blive permanent. Hun kunne ikke arbejde, eller vaske op, eller ro kajak, eller løbe, eller støvsuge, eller tømme opvaskemaskinen. Og hun kunne heller ikke sove ret længe ad gangen.

Hun var sygemeldt i lang tid. Vi taler om måneder, inden hun langsomt fik lov til at løfte armen en lille smule. Langsomt, langsomt fik hun det bedre, og på et helt rigtigt tidspunkt startede hun forsigtigt på arbejde ganske få timer ad gangen. Hendes leder omlagde hendes arbejdsopgaver til noget, den skadede skulder kunne klare. Hun fik en specialdesignet stol og en særlig mus til computeren. Langsomt, langsomt kunne hun arbejde mere og mere, og i det tempo, skulderen og fysioterapeuten kunne acceptere, udvidede hun sine opgaver. I dag arbejder hun igen på fuld tid med helt normale opgaver, hun ror kajak, løber, vasker op og sover fint om natten.

For et par år siden blev en, jeg kender meget godt, alvorligt syg. Hun var ansat i omsorgsbranchen på et stort, velanset hospital og havde relativt kort forinden skiftet job til en ny afdeling. Hun fik en alvorlig stressreaktion. Man kunne godt sige, at hendes hjerne frøs. Eller at det hele kunne spores tilbage til en langvarig overbelastning. Hendes læge ordinerede fuldstændig ro og sygemeldte hende, efter at have forsøgt en periode med nedsat tid. Det var stærkt invaliderende. Ingen arme – ingen kager. Min gode bekendte var i løbende kontakt og under kyndig behandling hos en psykolog, og hun var ret ulykkelig og bange for, at invalidesituationen kunne blive permanent. Hun kunne ikke sove, mistede orienteringen, kunne ikke arbejde og følte på alle måder, at hun var ved at gå i stykker. Og vi andre kunne se, at det var hun.

Hun havde været sygemeldt et par måneder, da hun skriftligt blev bedt om en dato for, hvornår hun kunne være tilbage i arbejde på fuld tid. Hun forsøgte. Men hun kunne ikke. Endnu. Så blev hun fyret. Fik sin opsigelse med posten.

Langsomt, langsomt fik hun det bedre, og langsomt, langsomt tøede hendes hjerne op. I dag har hun det godt og sover om natten, når hun får lov. Hun er ikke i arbejde endnu, fordi livet lavede gæk med hende, som liv nogen gange gør. Men det ved jeg, at hun kommer.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor meget de to historier ligner hinanden. Og hvor forskelligt de to historier har formet sig. Det var bare det.

IMG_0227

Tak til Husk mit navn for billedet fra Havneholmen

by - 0 comments

Travlhed, stress og løb

Min monsteruge lakker mod enden, og jeg beklager radiotavsheden på linjen. Der har ikke været stunder til at blogge, bogstaveligt talt, og ikke meget indhold at blogge om. Det ville bare have været en lang sang fra de varme lande om at have traaaavlt. Træning har der ikke været meget af. Til gengæld har jeg ydet en prisværdig indsats for hovedstadens sundhedsvæsen. Men jeg er tilbage ved overfladen og har lyst til at skrive lidt travlhed, stress og løb.

Sådan en uge er nemlig ikke usædvanlig i mit liv. Jeg lever i perioder lidt “på kanten”, har mange bolde i luften, store opgaver og lidt for mange deadlines. Jeg kan godt føle mig lidt presset, og der er ikke plads til mange svinkeærinder i de uger. Men jeg er ikke stresset. Det udfordrer mig, og jeg kan have småkriser under vejs. Men jeg kommer igennem. Præcist som et løb. Nogle løb er hurtige og ikke så lange. De gør mere ondt. Andre løb er lange og seje og gør ondt på en helt anden måde. Hvad enten jeg har skullet presse mig gennem mange kilometer eller har villet presse mig igennem et kortere løb i højt tempo, kræver det nogle mentale bits and pieces fra værkstøjskassen. Den værktøjskasse har bragt gennem mangt og meget. Man kan nemlig bruge redskaber og små tricks fra løb til alle mulige andre situationer.

Første gang, jeg tænkte over det, var da jeg skrev mit første speciale på universitetet. Jeg var presset og tæt på at blæse det hele en lang march ind imellem. Jeg løb næsten hver dag gennem hele specialeskrivningen og løb et af mine bedste marathonløb et par uger efter afleveringen. Og hvad har de to ting med hinanden at gøre? Jo, det var løbet, der bragte mig igennem specialesumpen. Det var erfaringerne fra den sidste halvdel af et marathonløb, der fik mig til at holde fast og stædigt arbejde videre med specialet. Ligesom efter 30 km gjorde det ondt i hele kroppen, da jeg havde skrevet 70 sider af specialet. At få vredet mine analyser på plads og få alle 100 sider til at hænge sammen, var som at jage mig selv gennem de sidste to kilometer af et 10 kilometerløb, hvor jeg løber mig helt ud. Og til andre tider som at være i den indre dialog, jeg kan føre med mig selv gennem de sidste 12 km af et marathonløb. Jeg ved, smerten går over. Jeg ved, at løbet får ende. Og jeg ved, at jeg gør det godt.

De samme teknikker bragte mig gennem mit ret heftige forløb med kemoterapi for tre år siden. Det var kort, men meget intensivt, og jeg kunne tydeligt mærke, hvordan kroppen blev træt og slidt, efterhånden som jeg fik flere behandlinger. Det var en meget koncentreret opgave at blive ved med at holde fokus. Og ikke kaste mig tilbage i lænestolen og lade den infame træthed tage over. Men jeg kunne gøre det, fordi jeg havde andre erfaringer med at holde fast og gennemføre noget svært og hårdt.

Derfor tror jeg også, at jeg kan holde fast i de perioder, hvor jeg egentlig har alt for travlt. Og have travlt uden at få stress. Det handler om at holde fokus. Det handler om erfaringer. Og det handler om at skynde sig at holde helt fri, så snart man kan.