Sygeplejerske for ever

I går pakkede jeg mit kontor sammen. Mit kontor gennem fem år. Eller næsten, for jeg startede i et andet kontor dengang for fem år siden. Det har været min arbejdshule. Hvor jeg kunne lukke døren eller have den pivåben for dem, der ville falde ind. Det har været min arbejdshule fyldt med artikler og bøger. Men det har også været min hule fyldt med billeder fra hele verden. Med bjergtoppe og børnebørn, tangodansere og portrætter fra Nepal. Mit kontor har været den slags hule, som har fået folk til at efterlade små breve, når de har lånt pladsen. Små søde noter, der siger tak for lån – nu vil jeg også på eventyr.

Jeg ville dø i et åbent kontorlandskab. Jeg har brug for ro, og jeg har brug for min egenhed på et kontor. Jeg ville blive forstyrret og føle mig rodløs. Midt i en svær analyse eller en kommentar til en politiker, er det godt at se op på bjergene i Bolivia eller billeder fra vandkanten i Sydhavnen.

Nu er det bare et kontor. Med skrællede reoler og nøgne opslagstavler. Et par af billederne har jeg foræret væk. Fordi andre også elsker at lade øjnene vandre og tage en pause. Resten er pakket sammen. Sammen med de bøger og artikler, jeg heller ikke har foræret væk.

Det er ikke helt slut. Men det nærmer sig.

I dag har jeg været på observationsstudier på hospitalet. Med patienter til kontrolbesøg for deres kræftsygdomme. Og det gjorde mig lidt glad. Jeg mødte en læge, der var tilstede med ro og tid og respekt. Og jeg mødte mennesker, der hjalp hinanden med hverdagens gøremål. Og med at lytte til læger. Verden er sgu alligevel også et meget godt sted. Midt i alt det lort, den også er.

Men jeg mødte også noget andet. Jeg mødte et sus af rigtighed. Jeg skal tilbage til hospitalet. Jeg elsker at være på et hospital. Tæt på alt det vigtige. Tæt på dem der bruger så meget af deres liv på andres. Tæt på der, hvor der sker forandringer i folks tilværelser på godt og på ondt. Det er så rigtig en beslutning at forlade strategi- og politikniveauet og bevæge mig ud til patienter og sygeplejersker og læger. Ud til dem der gør de store forskelle i hverdagen. Det lyder så skidepoppet. Men jeg har mit oprindelige fag under huden og i hjertet.

Jeg holder aldrig op med at være sygeplejerske.