Sygeplejerske for ever

I går pakkede jeg mit kontor sammen. Mit kontor gennem fem år. Eller næsten, for jeg startede i et andet kontor dengang for fem år siden. Det har været min arbejdshule. Hvor jeg kunne lukke døren eller have den pivåben for dem, der ville falde ind. Det har været min arbejdshule fyldt med artikler og bøger. Men det har også været min hule fyldt med billeder fra hele verden. Med bjergtoppe og børnebørn, tangodansere og portrætter fra Nepal. Mit kontor har været den slags hule, som har fået folk til at efterlade små breve, når de har lånt pladsen. Små søde noter, der siger tak for lån – nu vil jeg også på eventyr.

Jeg ville dø i et åbent kontorlandskab. Jeg har brug for ro, og jeg har brug for min egenhed på et kontor. Jeg ville blive forstyrret og føle mig rodløs. Midt i en svær analyse eller en kommentar til en politiker, er det godt at se op på bjergene i Bolivia eller billeder fra vandkanten i Sydhavnen.

Nu er det bare et kontor. Med skrællede reoler og nøgne opslagstavler. Et par af billederne har jeg foræret væk. Fordi andre også elsker at lade øjnene vandre og tage en pause. Resten er pakket sammen. Sammen med de bøger og artikler, jeg heller ikke har foræret væk.

Det er ikke helt slut. Men det nærmer sig.

I dag har jeg været på observationsstudier på hospitalet. Med patienter til kontrolbesøg for deres kræftsygdomme. Og det gjorde mig lidt glad. Jeg mødte en læge, der var tilstede med ro og tid og respekt. Og jeg mødte mennesker, der hjalp hinanden med hverdagens gøremål. Og med at lytte til læger. Verden er sgu alligevel også et meget godt sted. Midt i alt det lort, den også er.

Men jeg mødte også noget andet. Jeg mødte et sus af rigtighed. Jeg skal tilbage til hospitalet. Jeg elsker at være på et hospital. Tæt på alt det vigtige. Tæt på dem der bruger så meget af deres liv på andres. Tæt på der, hvor der sker forandringer i folks tilværelser på godt og på ondt. Det er så rigtig en beslutning at forlade strategi- og politikniveauet og bevæge mig ud til patienter og sygeplejersker og læger. Ud til dem der gør de store forskelle i hverdagen. Det lyder så skidepoppet. Men jeg har mit oprindelige fag under huden og i hjertet.

Jeg holder aldrig op med at være sygeplejerske.

Nye græsgange…..

Det værste ved jobsamtaler er, at man aldrig helt ved, hvad man er op imod. Hvad er den karakter, der kræves for at bestå? Når man synes, det går godt, gør det så også det?

Ja, det gjorde!!!!

Efter ugers myldremave, søvnløse nætter og hemmelighedskræmmeri, trækker jeg vejret helt ned i maven. Det blev mig. Mig der ikke længere skal cykle til Sjælør station hver morgen og knokle cyklen op af alle trapperne. Mig der ikke længere skal svinge Rejsekortet og sidde tre kvarter i linje E hver morgen og hver aften. Mig der ikke længere kommer dryssende fra arbejde mellem seks og syv.

Næ i fremtiden er jeg hende, der kan drikke kaffe på Sct. Hans Torv om eftermiddagen. Hende der kan drikke øl i Fælledparken. Hende der kan hente små børn i børnehaven ind imellem. Og jeg er hende, der cykler på arbejde på under en halv time. Hende der kan morgenbade med badeveninderne og løbe eftermiddagsture.

Jeg er også hende, der kommer til at græde over de kolleger, jeg ikke længere skal dele hverdag med. Og sådan er det.

Jeg er hende, der rejser fra et af de mest spændende jobs – til et endnu mere spændende job. De valgte mig. Jeg kan med bævende stolthed i stemmen fortælle, at jeg midt i marts arbejder for Rigshospitalet. Jeg skal være hende, der sørger for en sammmenhæng mellem Rigshospitalet og kommunerne og de andre hospitaler. For patienterne. Det bliver stort og fantastisk og svært og sjovt. Og jeg glæder mig.

Og et kæmpetak til verdens bedste Lene for den smukke buket, der lå og ventede da jeg kom hjem

IMG_2722