Torsdagstanker

Jeg sidder med min torsdagstunge krop. Efter en sædvanlig tæt på tudetosset torsdagstræning. Og spekulerer på, om jeg mon kan løfte armene i morgen? Om benene kan træde pedalerne eller cyklen skal være mit gangstativ til stationen? Og jeg spekulerer igen over, hvad der får os til at træne igennem på den måde. Torsdag efter torsdag.

Klokken halv syv tænkte jeg, at jeg var træt. Tyve minutter i syv tænkte jeg, at min mave stadig var for fyldt af mad og vand til at træne hårdt. Kvart i syv tænkte jeg, at cykelturene først til Bispebjerg og senere til herlev Hospital – og hjem – egentlig måske var træning nok? For en torsdag? Ti minutter i syv løb jeg ud af døren og krydsede broen. Og fandt den sædvanlige hårde kerne i hallen.

Bare vi ikke skal løbe hårdt, tænkte jeg. Så kaster jeg op. Jeg tager det bare roligt i dag, sagde jeg til mig selv.

Da vi startede de første intervaller, kunne min krop ikke ligge sidst i feltet. Jeg kastede ikke op. Jeg tog det ikke roligt. Overhovedet. På noget tidspunkt.

Jeg kan ikke svare på, hvorfor vi gør det. Jeg ved det virkelig ikke. Men vi griner meget.

Måske griner jeg ikke, når benene skal finde vej fra seng til gulv, når vækkeuret siger, at klokken er seks.

Men jeg gør det jo igen i næste uge.

IMG_2806

4 thoughts on “Torsdagstanker

    • Jeg var tæt på at tro, jeg havde sneget mig et niveau op, da jeg med lethed hoppede ud af sengen fredag morgen. Det gjorde jeg så ikke lørdag….

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s