Hopeful

Jeg er forelsket. Igen. I en lille stor mand fra Færøerne. Jeg bliver lidt forelsket i ham hver gang, jeg oplever ham på en scene. Teitur, that is.

Færøsk troubadur og historiefortæller. I aftes havde han vennerne med på Vega. Ligesom jeg havde.

Og på gulvet foran scenen var de der allesammen. Det vuggende par med armene om hinanden. Parret der havde brug for at vise os, hvorlænge de kunne kysse. Et par ældre damer, der havde sikret sig en plads lige ved scenekanten. Veninderne der taler bedst sammen til musik. Hende der hoppede lidt for højt, svingede armene lidt for meget og klappede ude af takt. Ham der både skulle hente flere øl og på toilettet, mens musikken spillede – og selvklart skulle tilbage til sin plads midt på gulvet hver gang. Trunten med lilla tyl i håret.

Men der var plads. For once in my life havde jeg tilkæmpet mig en plads helt i front. Jeg så hele koncerten. Og jeg fortabte mig, så de kunne snave og hoppe og hente øl alt det, de ville. Teitur og vennerne tryllede med musikken. De spillede nyt og gammelt, og i virkeligheden kan jeg købes for en cello eller en saxofon. Teitur havde to venner med cello på scenen.

Alle hans sange binder han sammen med fortællinger. Små og store fortællinger. Sjove, finurlige og alvorsfulde. Jeg har mange yndlingssange fra hans hånd. I aftes spillede den her sig ind i hjertet. For fanden, sagde han, alle de der klicheer er jo alvor. De gælder.

Til jeres hjerter fra Teitur:

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s