Stille død

Døden har altid fascineret mig. Ikke på den dødsforagtende måde. Eller den morbide. Døden har bare interesseret mig. Måske fordi døden er det eneste helt sikre i vores tilværelse. Vi kommer til at miste, og vi kommer til at dø. Ligegyldigt hvor smukke, tjekkede og velhavende vi er, kommer vi til at krakellere og visne med tiden. Døden er det vilkår, alle må leve med. Høj og lav, rig og fattig, modig og bange, smuk og grim. Der er noget ensartet over døden, og alligevel vil vi aldrig vide, hvordan det er. Før vi er der. Måske derfor har jeg altid været nysgerrig.

På de fleste af mine rejser, lægger jeg vejen forbi en lokal kirkegård. Fordi de fortæller mig så meget om livet og om de ritualer, der bliver skabt omkring det at dø. På universitetet skrev jeg om døden og de ting vi gør, når nogen dør. Om dødens betydning for de liv, der bliver levet. Hvordan døden giver mening til livet, og livet giver mening til døden. Alligevel.

Engang overværede jeg en festival i et stort buddhistisk kloster i det nordlige Indien. Blandt andre sammen med en ung munk. Han forklarede mig, at de store masker skulle vise menneskene alt det grimme og skræmmende ved døden, så de ikke skulle blive rædselsslagne, når døden kom efter dem. Folk skulle se direkte på maskerne og blive bange. Når de havde set frygten, ville den ikke være skræmmende senere. For når man er rædselsslagen kan man miste orienteringen, sagde han. Jeg har selvfølgelig en maske stående på reolen i Sydhavnen. Og vi kigger hinanden hyggeligt i øjnene og tænker på Ladakh og buddhisterne.

Jeg har set mange mennesker dø. Holdt mange hænder. Strøget mange kolde kinder. Siddet ved siden af sørgende familier. Døden pustede mig koldt i nakken, da jeg fik kræft for noget, der nærmer sig 100 år siden. Jeg har altid vidst, døden var der. Altid vidst at døden også kommer til mig og mine på et tidspunkt. Pustet i nakken lærte mig, at det er sikkert og vist. Også for mig og min familie.

Døden er ubegribelig. Jeg kan ikke helt fatte, at verden en dag skal gå videre uden mig. Eller uden alle de mennesker, jeg kender og elsker. Og som er med til at definere min verden. Men det skal den, og det gør den.

Mette Ziemendorf Ringsted har skrevet en lille bog om, hvordan døden sparkede døren ind hos hendes familie, da svigerfar pludselig blev syg af kræft. Hun fortæller på sin stille hverdagsagtige måde om valg, hun aldrig havde forestillet sig at stå overfor. Om grænser der blev brudt og overskredet. Om nærhed og ægte omsorg. Om alle de absurditeter og meget fysiske udfordringer døden giver til en familie, der langsomt lader sig omfavne.

Bogen er en dansk version af min tibetanske maske. Når du læser bogen, kan du se nogle af de ting i øjnene, som er skræmmende, når nogen dør. Og måske er du mindre bange, når det møder dig engang. Mette fortæller helt usentimentalt om hvordan hendes og familiens angst hele tiden flytter sig. Mette og hendes mand flytter sig helt tæt på døden. Tættere end de nogensinde havde forestillet sig. Og får skabt en afslutning for dem og for svigerfar, som ikke kunne være smukkere. Og som gav så meget mening til det hele.

Bogen hedder Stille død, og forlaget har sendt et eksemplar, som du kan få i hænderne, hvis du lægger en kommentar. Jeg trækker lod eller vælger blandt kommentarerne på lørdag.

IMG_2857

13 thoughts on “Stille død

  1. Ja tak! Jeg har været der og lærte at kende nogle mennesker på nyt. At få døden tæt på flyttede mig, men åbenbart til et sted der jeg står mere støt.

  2. På et retræte i august vågnede jeg meget tidligt om morgenen af en drøm, hvor nogen smækkede døre hårdt i og blev ved med at sige til mig: “Vågn op! Det er nu, du skal dø! Vågn op! Det er nu, du skal dø!” Jeg stod op, og gik ned til havet og det var den smukkeste solopgang i hundrede år. Og jeg tænkte, at for at man kan dø, så er man nødt til at have været vågen, sådan virkelig vågen, først 🙂

  3. Døden er en del af livet – jeg har været med til at begrave en del nære venner fra motorcykelmiljøet
    efterhånden, mange alt for unge hver gang tænker jeg på døden er en del af livet og vi skal huske at leve før vi dør.

  4. Min mor fik konstateret kræft i hjernen for et år siden. Den onde slags. Jeg har aldrig mistet nogen jeg var tæt på, og min mor var et af de sikre kort som jeg ikke var i tvivl om ville blive 90. Hun er i behandling og har det ok. Men hun bliver ikke rask. Og dagligt øver jeg mig i at finde ro i den tanke. Det er møgsvært men på en eller anden måde kan jeg også godt føle taknemmelighed over at denne lortesituation tvinger mig til at værdsætte, prioritere og nyde. Min oplevelse af mit liv, min mand, vores lille søn, mine venner og min familie – og alle de små ting som sker og er hele tiden og er helt fantastiske og smukke – er blevet forstærket. Hvor klicheagtigt det end måtte lyde, så nyder jeg nuet mere. Men døden er stadig røvskræmmende. Og derfor vil jeg gerne læse bogen. Pyh. Livet er meget grimt og meget smukt.

  5. Pingback: Jeg holder forhåbentlig aldrig op med at blive glad for ros | Fru Z

  6. Dén bog skal jeg læse, selv om det bliver hårdt og nok får tårerne frem. Har mistet begge mine forældre, og det var hverken smukt eller meningsfuldt, så jeg vil gerne være bedre forberedt, næste gang døden kommer forbi…
    Hvis jeg vinder et eksemplar her, giver jeg bogen videre til en anden, som har brug for den, når jeg har læst den.

  7. Jeg vil så gerne være mindre bange for døden, så den ikke kommer til at fylde for meget i det liv jeg lever NU med en kronisk kræftsygdom. Derfor vil jeg gerne vinde bogen.

  8. Kan jeg nå det endnu?
    Det lyder som en bog for mig ❤ Af kvalitet, der er værd at læse i de få øjeblikke, hvor jeg endelig sætter mig og nyder en bog 🙂

  9. Det er vist den bog, jeg ikke havde, da min mor blev syg og døde (men så havde jeg jo dig at skrive med. Det er jeg stadig taknemmelig for). Kram

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s