Stille død

Døden har altid fascineret mig. Ikke på den dødsforagtende måde. Eller den morbide. Døden har bare interesseret mig. Måske fordi døden er det eneste helt sikre i vores tilværelse. Vi kommer til at miste, og vi kommer til at dø. Ligegyldigt hvor smukke, tjekkede og velhavende vi er, kommer vi til at krakellere og visne med tiden. Døden er det vilkår, alle må leve med. Høj og lav, rig og fattig, modig og bange, smuk og grim. Der er noget ensartet over døden, og alligevel vil vi aldrig vide, hvordan det er. Før vi er der. Måske derfor har jeg altid været nysgerrig.

På de fleste af mine rejser, lægger jeg vejen forbi en lokal kirkegård. Fordi de fortæller mig så meget om livet og om de ritualer, der bliver skabt omkring det at dø. På universitetet skrev jeg om døden og de ting vi gør, når nogen dør. Om dødens betydning for de liv, der bliver levet. Hvordan døden giver mening til livet, og livet giver mening til døden. Alligevel.

Engang overværede jeg en festival i et stort buddhistisk kloster i det nordlige Indien. Blandt andre sammen med en ung munk. Han forklarede mig, at de store masker skulle vise menneskene alt det grimme og skræmmende ved døden, så de ikke skulle blive rædselsslagne, når døden kom efter dem. Folk skulle se direkte på maskerne og blive bange. Når de havde set frygten, ville den ikke være skræmmende senere. For når man er rædselsslagen kan man miste orienteringen, sagde han. Jeg har selvfølgelig en maske stående på reolen i Sydhavnen. Og vi kigger hinanden hyggeligt i øjnene og tænker på Ladakh og buddhisterne.

Jeg har set mange mennesker dø. Holdt mange hænder. Strøget mange kolde kinder. Siddet ved siden af sørgende familier. Døden pustede mig koldt i nakken, da jeg fik kræft for noget, der nærmer sig 100 år siden. Jeg har altid vidst, døden var der. Altid vidst at døden også kommer til mig og mine på et tidspunkt. Pustet i nakken lærte mig, at det er sikkert og vist. Også for mig og min familie.

Døden er ubegribelig. Jeg kan ikke helt fatte, at verden en dag skal gå videre uden mig. Eller uden alle de mennesker, jeg kender og elsker. Og som er med til at definere min verden. Men det skal den, og det gør den.

Mette Ziemendorf Ringsted har skrevet en lille bog om, hvordan døden sparkede døren ind hos hendes familie, da svigerfar pludselig blev syg af kræft. Hun fortæller på sin stille hverdagsagtige måde om valg, hun aldrig havde forestillet sig at stå overfor. Om grænser der blev brudt og overskredet. Om nærhed og ægte omsorg. Om alle de absurditeter og meget fysiske udfordringer døden giver til en familie, der langsomt lader sig omfavne.

Bogen er en dansk version af min tibetanske maske. Når du læser bogen, kan du se nogle af de ting i øjnene, som er skræmmende, når nogen dør. Og måske er du mindre bange, når det møder dig engang. Mette fortæller helt usentimentalt om hvordan hendes og familiens angst hele tiden flytter sig. Mette og hendes mand flytter sig helt tæt på døden. Tættere end de nogensinde havde forestillet sig. Og får skabt en afslutning for dem og for svigerfar, som ikke kunne være smukkere. Og som gav så meget mening til det hele.

Bogen hedder Stille død, og forlaget har sendt et eksemplar, som du kan få i hænderne, hvis du lægger en kommentar. Jeg trækker lod eller vælger blandt kommentarerne på lørdag.

IMG_2857