Hopeful

Jeg er forelsket. Igen. I en lille stor mand fra Færøerne. Jeg bliver lidt forelsket i ham hver gang, jeg oplever ham på en scene. Teitur, that is.

Færøsk troubadur og historiefortæller. I aftes havde han vennerne med på Vega. Ligesom jeg havde.

Og på gulvet foran scenen var de der allesammen. Det vuggende par med armene om hinanden. Parret der havde brug for at vise os, hvorlænge de kunne kysse. Et par ældre damer, der havde sikret sig en plads lige ved scenekanten. Veninderne der taler bedst sammen til musik. Hende der hoppede lidt for højt, svingede armene lidt for meget og klappede ude af takt. Ham der både skulle hente flere øl og på toilettet, mens musikken spillede – og selvklart skulle tilbage til sin plads midt på gulvet hver gang. Trunten med lilla tyl i håret.

Men der var plads. For once in my life havde jeg tilkæmpet mig en plads helt i front. Jeg så hele koncerten. Og jeg fortabte mig, så de kunne snave og hoppe og hente øl alt det, de ville. Teitur og vennerne tryllede med musikken. De spillede nyt og gammelt, og i virkeligheden kan jeg købes for en cello eller en saxofon. Teitur havde to venner med cello på scenen.

Alle hans sange binder han sammen med fortællinger. Små og store fortællinger. Sjove, finurlige og alvorsfulde. Jeg har mange yndlingssange fra hans hånd. I aftes spillede den her sig ind i hjertet. For fanden, sagde han, alle de der klicheer er jo alvor. De gælder.

Til jeres hjerter fra Teitur:

Teitur

Jeg blev en lille bitte smule forelsket i aften i Frederiksberg Have. I en lille trold fra Færøerne. Som lidt smågenert trissede ud på scenen i rød skjorte og slips. Og så satte han sig bare uden videre ved flyglet og sang sig vej lige i hjertekulen. Der var pænt mange mennesker på plænen, og selv vejret viste sig fra en pænere side.

Så fint spillede ham, og så koncentreret lyttede de alle, at det virkede nærmest plat og pinligt, at jeg midt i det hele rejste mig og kværnede mig vej gennem gruset. Bare for at hente vin og sandwich, så vi ikke døde af sult og tørst der på første parket.

Kender i ikke Teitur, siger I? Nåmen, så er det virkelig på tide.

Feriesnapshots

Ferien blev sparket igang. Ferieporten smækkede fredag eftermiddag med kun et par hængepartier, som gemmes til en ledig stund i ugen. For feriestemningen indfandt sig øjeblikkeligt.

Den indre husalf brød igennem og sendte mig på en sidste-øjeblikstur over Amager Fælled efter hyldeblomster. Heldigvis skulle jeg ikke bruge mange. Og jagten kunne kombineres med en halvhjertet løbetur. Hjemme blev alle blomster renset af stilkene og lagt i blød i henholdsvis Brøndumsnaps og gin. Inspireret af Mads Madglad, og med tak, står der nu to glas og trækker til onsdag. Og så er jeg klar til at invitere på sundowner ved vandkanten.

Jamen feriestemning må sgu være sådan noget med fornemmelsen af tid? Nybagte boller? Ny surdej til rugbrødet? Hvidvin med gode venner, som man har set alt for lidt alt for længe? Og timevis af leg i vand, med blomster og sommerfugle, med sand og plastikspande eller bare bevæge sig henrykt med verdens mindste Vera. Hvor al bevægelse foregår i hop og løb. Præcist som hendes mor for en million år siden.

Og så pakker jeg mig ind i musik. Fordi der er jazzfestival i København hele ugen. Joni Mitchel fortolket sødt, fint, og følsomt af bl.a. Ane Trolle, Julie Maria og Gustaf Ljunggren i Frederiksberg Have i aften og Teitur samme sted i morgen. Og alle de andre aftener til noget andet med andre veninder. Mens jeg stadig græder en lille smule over ikke at have hørt Bruce Springsteen i Roskilde. Men jeg elsker også at drysse rundt i byen og finde fantastiske små og store musikoplevelser.

Det er ferie. Og jeg skider på det vejr.