Teitur

Jeg blev en lille bitte smule forelsket i aften i Frederiksberg Have. I en lille trold fra Færøerne. Som lidt smågenert trissede ud på scenen i rød skjorte og slips. Og så satte han sig bare uden videre ved flyglet og sang sig vej lige i hjertekulen. Der var pænt mange mennesker på plænen, og selv vejret viste sig fra en pænere side.

Så fint spillede ham, og så koncentreret lyttede de alle, at det virkede nærmest plat og pinligt, at jeg midt i det hele rejste mig og kværnede mig vej gennem gruset. Bare for at hente vin og sandwich, så vi ikke døde af sult og tørst der på første parket.

Kender i ikke Teitur, siger I? Nåmen, så er det virkelig på tide.