Ferien blev sparket igang. Ferieporten smækkede fredag eftermiddag med kun et par hængepartier, som gemmes til en ledig stund i ugen. For feriestemningen indfandt sig øjeblikkeligt.

Den indre husalf brød igennem og sendte mig på en sidste-øjeblikstur over Amager Fælled efter hyldeblomster. Heldigvis skulle jeg ikke bruge mange. Og jagten kunne kombineres med en halvhjertet løbetur. Hjemme blev alle blomster renset af stilkene og lagt i blød i henholdsvis Brøndumsnaps og gin. Inspireret af Mads Madglad, og med tak, står der nu to glas og trækker til onsdag. Og så er jeg klar til at invitere på sundowner ved vandkanten.

Jamen feriestemning må sgu være sådan noget med fornemmelsen af tid? Nybagte boller? Ny surdej til rugbrødet? Hvidvin med gode venner, som man har set alt for lidt alt for længe? Og timevis af leg i vand, med blomster og sommerfugle, med sand og plastikspande eller bare bevæge sig henrykt med verdens mindste Vera. Hvor al bevægelse foregår i hop og løb. Præcist som hendes mor for en million år siden.

Og så pakker jeg mig ind i musik. Fordi der er jazzfestival i København hele ugen. Joni Mitchel fortolket sødt, fint, og følsomt af bl.a. Ane Trolle, Julie Maria og Gustaf Ljunggren i Frederiksberg Have i aften og Teitur samme sted i morgen. Og alle de andre aftener til noget andet med andre veninder. Mens jeg stadig græder en lille smule over ikke at have hørt Bruce Springsteen i Roskilde. Men jeg elsker også at drysse rundt i byen og finde fantastiske små og store musikoplevelser.

Det er ferie. Og jeg skider på det vejr.