Category Archives: Nepal

by - 4 kommentarer

At begribe en katastrofe

I dag har jeg blødt indeni, siden jeg så det første tweet fra Anders Ladekarl om jordskælvet i Nepal. Jeg har ikke kunnet koncentrere mig om andre opdateringer. Alle forårsblomsterne og løbeturene. Alle de nuttede babybørn. Jeg har kun kunnet prøve at forholde mig til, at mennesker er døde og sårede af en rasende jord.

Selvfølgelig betyder Nepal noget særligt. Jeg har rejst der, vandret i bjergene, klatret, gået og gået og gået i Kathmandu, og jeg har arbejdet der. Jeg har venner i Kathmandu og andre steder i Nepal, og jeg har grædt lidt, hver gang jeg har set en opdatering fra en af dem. Fordi det betyder, at de lever. Jeg savner stadig at se opdateringer fra flere. Min gode ven, Bo, er på Everest og har det godt.

Langsomt forsøger jeg at begribe de billeder, jeg ser fra Kathmandu. Og jeg gruer for, hvor mange landsbyer, der er forsvundet fra bjergsider, når rystelserne har sat jordskred og stenskred i gang. Hvordan forstår man, at en by ikke er der længere?

For nogle år siden tog jeg et par dage til Bhaktapur, som ligger i Kathmandu-dalen et stykke vej fra hovedstaden. Jeg trængte til at sidde stille og se på noget smukt efter at have arbejdet langt ude i bjergene. Bhaktapur var fyldt med fred og smukke templer. Jeg havde et par vidunderlige og fredelige dage. Og jeg tænker altid på Bhaktapur som et helle i verden. Et yndlingssted. Jeg tog det her billede fra tagterrassen på mit hotel.

Nu er det hele pulveriseret.

IMG_4304

by - 9 kommentarer

En lille ild i blodet

Når det stikker mig, kan jeg være nærig. Sådan på den lidt indædte og småtvære måde. Kan man mon være nærig på en glad måde? Jeg er bedst til at være glad for tiden, og derfor bestemte jeg mig alligevel for at købe en halvdyr billet til et foredrag med en lille østrigsk kvinde.

Jeg har fulgt hende gennem mange år, Gerlinde Kaltenbrunner. Bare fordi hun er en sej kvinde, der elsker at bestige bjerge på den helt oprindelige måde. Hun planlægger selv, bruger ikke supplerende ilt og har ikke hjælpere på bjergene. At hun også er sygeplejerske og omtrent på højde med mig, skruer bare interessen i vejret. I 2011 lykkedes det hende efter syv forsøg at bestige K2 i Pakistan fra den nordlige side i Kina. Som er endnu sværere end den pakistanske side.

Og nu stod hun i Falconersalen på Frederiksberg og fortalte varmt og næsten beskedent om, hvordan hun voksede op og lærte at klatre og løbe på ski fra hun var ganske lille. Hun fortalte om sin passion, og hvordan det lykkedes hende at blive så professionel, at hun kunne leve af det. Hun fortalte begejstret om skønheden i bjergene og om de mennesker, hun havde klatret sammen med. Jeg elsker, når seje mennesker gør meget ud af at præsentere sig selv som del af deres team. Når superseje Gerlinde bruger flere billeder på at introducere kokken, der var med i base camp på K2. Og hvordan han lavede bjerge af tibetanske momos til dem, når de ikke var på bjerget. Mit hjerte græd en lille smule, mens hun fortalte om svenske Fredrik Ericssons fald og død på K2 i 2010. Og jeg fik en klump i halsen og våde øjne, da hun endelig stod på toppen af K2 i 2011 efter en næsten ubeskrivelig svær klatring.

Og lige der vidste jeg, at jeg skal tilbage til Himalaya. Ikke i 8000 meters højde. Ikke noget farligt. Jeg skal bare tilbage. Til skønheden, naturen, menneskene. Og storheden. Der blev tændt ild i det halvlunkne hverdagsblod.

Og da jeg hilste på Gerlinde Kaltenbrunner efter foredraget, kunne vi kende det i hinandens øjne. Efter ganske få bemærkninger fandt vi et bestemt sted i Patagonien, hvor vi havde siddet ved en gletchersø og set over på et bjerg, vi aldrig glemmer. På hver sit tidspunkt.

Og det var kun godt, at jeg ikke er god til at være tvær og nærig for tiden. Og til dem, der ikke nåede det, er der en lille appetitvækker:

by - 0 comments

Flyrefleksioner i Nepal

Kan I huske, at jeg rejste til Nepal for et par år siden? Og fløj med et lille bitte fly først til Nepalgunj, også betegnet som Nepals røvhul. Hvor jeg ufrivilligt måtte vente et par dage, fordi vejret i Humla var for vådt og tåget til at lande flyet. På den grusbane, som udgjorde den lokale lufthavn. Og at jeg nær var strandet i Humla, fordi det bare regnede. Og regnede. Og at jeg blev reddet på stregen af en gammel russisk helikopter? Og havde den mest fantastiske tur gennem bjergene i cockpittet i den gamle helikopter.

I dag blev jeg mindet om, at jeg ikke elsker den slags flyveture. Et lille fly fra Agni Air styrtede ned i nærheden af Pokhara, som er et af de smukkeste steder på jorden. 15 mennesker omkom og seks overlevede det voldsomme styrt. To af de overlevende er danskere, og det er selvfølgelig dejligt og fantastisk. Pludselig kunne jeg mærke den indestængthed, jeg altid har oplevet i de små fly. For ikke at give efter for et elefantistisk panikanfald.

Jeg tror faktisk, jeg svor aldrig at flyve til Lukla igen. Lukla ligger i ca 3000 meters højde og har verdens mindste landingsbane. Bare 400 meter lang med en lodret klippevæg for enden. Og et lodret fald i den anden ende. Lukla ligger ved indgangen til Everestregionen. Her starter ekspeditioner til bjerge som Everest, Island Peak, Lohtse, Ama Dablam eller Mera Peak. Og når jeg engang skal tilbage, for det skal jeg jo, så tager jeg den langsomme vej. Den hvor man kører i bus og går resten af vejen. Hvor man starter langsomt og tager sig tid sammen med de folk, man møder på vejen. Og hvor man slipper for gyset og mavepinen og kramper i øjenlågene.

Jeg ved, de piloter derude er skidehamrende dygtige. Men de er oppe mod de værste forhold. Høje bjerge, snævre dale og vilde kastevinde. Pludselige tætte skylag, som tryller sigtbarheden om til nul. Men jeg ved også, at de mange turister, der skal fragtes til startpunkterne forude berømte trekkingture eller bjergbestigninger, presser flyselsskabernes til at tage chancer. Har man siddet i Lukla og mærket stemningen stige til næsten aggressive højder, når skyerne ligger lavt mellem bjergene, forstår man lidt om det pres.

Så mens vi glæder os over det danske par, som overlevede. Og sender de varmeste tanker til alle dem, der ikke gjorde. Minder jeg lige mig selv om, at jeg aldrig flyver til Lukla igen. Humla? Det er en anden sag. Jeg vil gerne tilbage, og det er bare for langt at gå.

by - 4 kommentarer

En sej gammel eventyrer

Jeg elsker eventyr. Både mine egne og andres. For mange år siden vandt jeg en helt særlig bog, signeret af forfatteren. Jeg tror, jeg vandt den, fordi jeg skrev et eller andet om bjergbestigning, men det fortaber sig lidt i tågerne. Bogen var denne
:

Jeg var vild med den historie. En ung mand på 23 læste om de tidlige ekspeditioner til Everest og de mislykkede forsøg på at nå toppen. Han var på eventyr i Congo, men besluttede sig på stedet for, at det måtte blive ham, der skulle stå på den top. Den unge mand så sådan her ud.

Han sparede sammen og drog afsted. Uden at vide noget særligt om bjerge og bjergbestigning og uden noget særligt udstyr. Som det er almindeligt kendt, var det ikke ham, der nåede toppen af Everest, men han lavede et vaskeægte eventyr. Og han kom meget højt op på bjerget, før vejret og hans hjælpere tvang ham ned. 7000 meter nåede han. Med lidt overtræksbukser, anorak, en enkelt hakke og ingen reb. Det var dybt ulovligt at rejse både i Nepal og Tibet på den tid, og for at beskytte de mennesker, der havde hjulpet ham på vejen, ventede han 30 år med at skrive sin fortælling. Altså jeg elsker den historie.

Det er 60 år siden. Og forleden aften stod Klavs Becker-Larsen i Dansk Nepalesisk Selskab og fortalte sin historie igen. Nu en rank 83-årig, som stadig var ydmyg overfor det, han dengang havde kastet sig ud i. Han nåede ikke toppen, men han samlede til gengæld en uvurderlig bunke oplevelser. Som han nu stadig kunne stå og fortælle alle os andre om.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har læst den bog. Og jeg bliver bare ikke træt af historien. Det er SÅ inspirerende at lytte til en sand eventyrer. Det kilder i min mave, rykker i mine fødder, og jeg får en ubændig lyst til at kravle på et fly, flyve langt væk og tage på opdagelse. Træde ud i noget varme, slænge rygsækken på ryggen, standse op og se mig omkring og bestemme mig for at gå i en eller anden retning. Møde fremmede mennesker, undersøge deres måder at leve på. Se nye byer, vandre ad nye stier, få sol på næsen og smage fremmed mad.

Dream on. Det bliver ikke lige nu. Men drømme er der nok af. Og imens kan jeg spille en sang fra Sydamerika, der altid vil minde mig om rejser rundt der. Og for to år siden stod jeg faktisk ude på den der jernbanebro sammen med min søn. I solskin.

by - 11 kommentarer

Lidt om længsler og bjergbestigning

Jeg kører for fuld udblæsning med skindet på næsen for at blive færdig med alting til i morgen eftermiddag. Hvorfor? Nogen trækker stikket og holder T O U G E R S F E R I E. Gæt selv hvem. Og nogen har slet ingen planer. Her skal soves længe, bages boller, sættes på plads, læses bøger, løbes og løbes og løbes. Der skal serveres the, tages imod, glos ud på noget vand, og her skal hygges om gæster og nusses om nogle børn. Dette er stresshåndtering my way. Tak for en juleferie, der gik op i røg. Og tak for de 89.000 timer, jeg anbragte i Region Hovedstaden i vinter. Jeg stikker hovedet frem i Hillerød efter uge 7. Genopladet og parat til det hele.

Mern hvad har det nu med længsler og bjergbestigning at gøre? Ikke en skid. Kun det, at jeg ikke kan huske,hvornår jeg sidst har holdt en ferie uden planer. Og det, at jeg har en lurende følelse af noget influenza på spring, som fik mig til at smutte hjem i stedet for at tage til Amager Strandpark og høre en god ven fortælle om sin bjergbestigning i Kina. Som jeg ellers ikke gerne ville gå glip af.

For det vækker længsler, gør det. Efter verdens smukkeste overnatninger

Højt oppe i en lejr i Nepal på vej mod toppen af Mera Peak


Natlige klatreture, alene med en makker og en pandelampe.

På vej mod toppen af Island Peak i Nepal


Ubeskrivelig morgenskønhed, som for altid er gemt i mit hjerte og aldrig kan gengives på billeder.

Solopgang højt oppe i verden


Hårdt koncentreret arbejde i samarbejde med min makker. Længsler efter den enkelthed og stilhed, som bjergene rummer, og som ikke findes andre steder.

Fremad er hårdt i den højde, men smukt


Endelig toppen. Med bevidstheden om, at man skal hele vejen ned igen. Sikkert. Fornemmelsen af af træthed og koncentration.

På toppen af Island Peak i godt 6000 meters højde


Længsler efter at møde de folk, der lever i bjergene. De venlige, gæstfrie mennesker med de hårde liv.

En anderledes skolevej


Ja selv en længsel efter Kathmandu’s tummel

Patan Durbar Square


Men nu bliver jeg her. Og giver mig selv den ro, jeg har behov for. Ro til for alvor at flytte ind her og sende nogle rødder ned i (vandet?) stenbroen. Ro til at lave ingenting,og ro til at booste træningen lidt.

Så de næste to uger er der te på kanden og friskbagte boller. Og en ekstra kage hvis du er en mand med en boremaskine.

by - 3 kommentarer

Sådan en dag i sofaen…..

Så sidder man her. Med feber i kroppen og ømme led. Med aflyste løbeture i nakken, og flere mulige aflysninger der tårner sig op over mit skuffede åsyn. I morgen skulle have været socialmaraton sammen med May-Britt, Tracy og Henriette og mange andre. Men ikke med feber. Hvor dumt at sidde her på årets næstsidste dag på den måde. Så kan man vel lige så godt kigge lidt på det der 2010. For ikke at drukne i selvmedlidenhed.

Nåmn, hvordan var det så, det år? Bundlinjen må være på positivsiden med store højdepunkter og enkelte dyk.
Jeg husker den første halvdel som snottet og hostende. Mere eller mindre uafladeligt. Og en masse is og sne (look-alike now?). Men også en masse træning. Et par okay løb, og et skidt Copenhagen Maraton. Ingen højdepunkter rigtigt der. En alvorlig nedtur, da min mor var syg.

Men anden halvdel…..

Så fløj jeg til Nepal. Landede i Kathmandu og fløj videre til Humla i det nordvestlige hjørne, hvor jeg blev i næsten to måneder. Hvor min søn sammen med Rasmus’ satellittelefon og Michael’s solcelleoplader sørgede for friske og næsten daglige rejsebreve på bloggen.

Påvej fra Simikot til Kermi


Hvor jeg levede lokalt og assisterede i sundhedsklinikkerne i to landsbyer, mens jeg lærte en masse om at leve i et fattigt land uden infrastruktur.

Mingyus køkken i Kermi


Hus i Kermi


Børn til behandling i klinikken i Kermi


Og fik helt nye venner.

At komme hjem til mine unger og min mor var et helt særligt højdepunkt – sikke en velkomstkomité.

Tre uger senere fløj jeg til England med Jesper for at kaste mig ud i noget løbeprojekt, jeg egentlig ikke havde set komme. Men wow, for en fed tur. 195 km over fire dage ad The Cleveland Way i Nordengland. Altså det var en eye-opener. Fedt at bruge løb på den måde. Og det gør vi så igen til sommer i Alperne.

Nå ja, og det endelige højdepunkt, som først kulminerer rigtigt om tre uger – at jeg har fundet en permanent bolig.

Men jeg kan jo godt lide at skue fremad. Hvad er der i vente i 2011?

Jeg starter året med at fylde i flyttekasser, og også flyttemænd er kommet bagud i snehelvedet. Så mine kasser kommer først 4. januar (gispe-ikon!). Det giver nøjagtigt 13 dage til at fylde mit liv i kasser. Minus en konferenceweekend. Men på en eller anden måde når man det altid. Tror jeg…..

Min store sammenbragte familie varsler baby-boom. Klanen bliver udvidet med hele tre nye verdensborgere. Og min Sofie lægger for allerede i marts. Og er jeg glad for at komme tæt på Frederiksberg?

I august tager Jesper og jeg til Chamonix i Frankrig og løber herfra ad Haute Route til Zermatt i Schweiz. Så jeg må nok til de lidt længere træningsture. Og få hul på det der maraton igen. Eller løbe fra arbejde en gang imellem. Løb i bjerge kræver noget særligt, og jeg vil nok komme til at savne mit gamle træningsområde i Marselisborg Skov. Der er en velsignelse af skrænter, trapper og strand, som er super bjergtræning. Måske må jeg nøjes med trapperne på Rigshospitalet.

Måske bliver det et år, hvor min løbetræning vil komme til at ændre karakter. Jeg hænger lidt fast i engang at have været hurtig, men jeg tror, det projekt er opgivet, og at jeg hellere vil træne for at kunne lave sådan nogle lange løb over flere dage. Og måske bare kaste al konkurrence ud. Eller. Næsten. Heldigvis er jeg jo bare sådan en, som elsker at løbe og cykle og ro. Og – nå ja – det bliver jo også året, hvor jeg må anskaffe mig en havkajak. Og i det hele taget gøre noget mere på vand. I Århus roede jeg inrigger, og det kunne jeg godt være fristet til igen, når jeg kommer så tæt på vandet og roklubberne.

Bjerge? Nepal? Jeg skal tilbage til Humla. Jeg har lovet, at jeg vil komme og lave et undervisningsprogram for landsbykvinderne. Min plan er at tage rundt til de større landsbyer og undervise kvinderne, der hvor de bor. Så kan der bedre tages højde for deres lokale vilkår, hvad angår vand, sanitet, færdsel osv. Om det bliver 2011 ved jeg ikke. Tror ikke, jeg har mange penge at rutte med lige dét år.

Og bjerge? Jeg tror jeg må finde mig et lille bjerg eller to i 2011. Jeg trekkede selvfølgelig i Nepal, men var slet ikke ude i at klatre. Alperne har jeg forsømt meget længe, så måske to ture Alperne i sommer?

by - 5 kommentarer

10 ting, du ikke vidste, jeg skal, når jeg kommer hjem

Man tror næppe sine egne øjne. Her sidder jeg i en lufthavn i Delhi, som jeg aldrig oplevet magen til. Med stort transitområde med toldfrie forretninger, restauranter und alles. Og splinternyt marmor på gulvene. Med lys og orden og noget, der til forveksling ligner andre lufthavne. Jeg troede ikke på dem. Den lufthavn har været et stort byggerod alle de gange, jeg har været her. Jeg troede simpelthen ikke på, at der var en plan om at gøre det færdigt. Og så vupti-dupti, mens jeg har renset sår og følt gravide maver i Humla, er den tryllet fiks og færdig. Jeg er målløs. Og den ikke bare ligner andre lufthavne – den er bedre. Der er hvilestole ud mod flyområdet (som man ikke kan høre) ved alle gater. Det betyder, at jeg kan henlægge mit trætte legeme næsten vandret, tøjre min bagage til mine ben og slumre et par timer. Og man kan stadig købe en god curry.
Ti timer i lufthavnen i Delhi er alligevel lang tid. Ikke mindst efter tre timer i lufthavnen i Kathmandu. Og med tre timer forude i Brussels, før mit indre krammedyr bliver sluppet løs. Så I kan ligeså godt få de ti bud, som Tina har udfordret mig til at offentliggøre om mig selv i en lille blogleg. Alt det med mad og dyner og alle mine unger ved I jo godt, så jeg hoster op med ti ting, som I ikke vidste. Men træerne vokser ikke ind i himlen i Delhi heller. Og for at få internetforbindelse må jeg have en indisk telefon. Og det har jeg ikke, så det bliver sendt på efterbevilgning fra Brussels eller København (København???? KØBENHAVN???? Jamen det er jo der, jeg er i morgen!!! Det ER jeg jo!). Here comes:

Bud nr 1: Omgående intens træning. Jeg ude af form. Jeg har ikke løbet en meter de sidste par uger, og om tre uger tager jeg til England sammen med Jesper for at gå/løbe/lunte The Glendale Way, som er 180 km.

Bud nr 2: Jeg skal fræse hjem og se, om der er lukket for vandet. Jeg opdagede nemlig noget om netbank, som jeg ikke vidste, mens jeg var væk. Birkerød Vandværk sendte elektronisk indbetalingskort ud, og sådan et bliver kun betalt, hvis man logger sig ind og godkender. Min banks hjemmeside viste sig at være stor og tung og umulig at åbne med min satellitforbindelse eller på den slingrende forbindelse i Simikot. Og mig? Jeg havde selvfølgelig ikke sørget for at give min søn adgang. Og jeg havde selvfølgelig ikke lagt nøglen på det usb, jeg havde med, vel? Jeg havde jo nemlig min egen computer med, hvor jeg omgående kunne komme ind. Ikke? Og okay, Birkerød Vandværk havde timet deres udsendelse, så jeg lige præcist modtog en mail på dagen, da jeg kom til Simikot. Herefter modtog først én rykker, så én til, mens jeg bare kunne se til og registrere. Der var intet, intet at stille op, inden jeg seks uger senere kunne logge mig på netbank i Kathmandu. Og jaja – næste gang får han en fuldmagt, min søn.

Bud nr 3: Jeg skal hilse på en to måneder gammel ost, som har levet og huseret i mit køleskab, siden jeg sagde farvel. Meningen var, at nogen, som ville komme og bo i mit hus, ville spise den. Men de har ikke været der alligevel. Muligvis ikke helt så spændende som at hilse på en fire uger gammel skraldepose, jeg engang tog på ferie fra. Men det tangerer, tror jeg.

Bud nr 4: Jeg skal købe en stor flaske parfume i en lufthavn på vejen hjem. Jeg har i den grad fået behov for at lugte af noget andet end en hengemt udgave af mig selv. Og jeg skal sprøjte mig til i duftevand, så ingen bliver i tvivl om, hvem der er på vej. Så er I advaret.

Bud nr 5: Jeg kyler vandrestøvler, klip-klapper og løbesko ind i et hjørne og springer i et par høje hæle. Hvad er der i vejen med at lege super feminin på vampe-måden et stykke tid? Det vil muligvis give problemer på løbeturene, men på den anden side er der en trend igang med at løbe uden stødabsorbering og at lande på forfoden. Og på cyklen? Det kommer måske til at se sjovt ud. Men det er slut med at være praktisk for en stund. I modsætning til flere af mine blogbekendtskaber har jeg ingen problemer med at købe sko. Min indre Imelda Marco træder i karakter ved synet af enhver skoforretning. Og det er en hemmelighed, hvor mange sko, der gemmer sig i mine skabe. Jeg kan afsløre, at det var mere end én flyttekasse, sidst jeg flyttede.

Bud nr 6: Jeg skal til frisør. Nu har mit hår fået lov til at vokse næsten uhæmmet, siden det vendte tilbage på min hovedskal. Jeg har fået mit lange filtrede hår tilbage, omend i en mørkere udgave. Og det bliver klodset op på hovedet hver morgen. Nu vil jeg have en slags frisure. For heaven’s sake, jeg er ikke 25 længere, vel? Jeg er bare lidt vild med fornemmelsen af langt hår om hovedet på mig. Men nu skal det falde. Lidt af det i hvert fald.

Bud nr 7: Jeg skal finde et brevkursus i ’travelling light’. Jeg har altid for meget med hjem. Og med ud, for den sags skyld. Denne gang kunne jeg have sparet alt klatreudstyret. For det første var de sneklædte tinder for langt væk. For det andet skulle jeg ikke nyde noget af at klippeklatre i Humla uden hverken pålidelig makker eller escape-muligheder. Jeg kunne også have sparet huer, vanter, dunjakke og alt det varme tøj, for det blev aldrig rigtig koldt. Man bruger bare ikke meget tøj, når man er afsted på den her måde. Jeg vasker mine bukser hele tiden, så to par bukser og to t-shirts samt undertøj og en fleecetrøje. Nå ja, og regnjakken. Jeg kunne også have sparet den varme sovepose og taget den lette sommerpose med. Endelig havde jeg ikke meget brug for solcelleopladeren. Det tog for lang tid at oplade computeren (ni timer, faktisk), og mine batterier klarer sig temmelig længe.
Men hjemturen er noget andet, som handler om, at jeg går totalt gave-amok og køber kilovis af sager. Engang købte jeg aldrig sådan noget hejs med hjem. Men jeg kan ikke lade være i Kathmandu. Krydderierne dufter fristende, når jeg går igennem de små handelsgader, man kan altid bruge et fedt tørklæde. Jeg skulle jo også til fest. Og lidt bytøj må man have. Og bøger! Kathmandu er en guldgrube af fantastiske billedbøger fra bjergbestigninger og trekkingruter. Boghandlerne bugner af beretninger fra gamle ekspeditioner. Og bøger er billige. Og ungerne skal lige have en gave. Og svigerungerne. Og småungerne. Men jeg syntes, jeg havde begrænset mig. Alligevel har jeg for meget.

Bud nr 8: Jeg skal have stilhed. Jeg skal ikke tænde for fjernsynet, jeg skal ikke høre radio, jeg skal ikke høre høj musik. Jeg skal sidde ligeså stille på min terasse – i solskin – og lytte til fuglene og træernes brusen i vinden. Når jeg bliver træt af, at bussen larmer forbi hver time, går jeg ud skoven til et særligt sted, hvor ingen biler kommer. Og så skal jeg bare sidde der og glo op i trætoppene, hilse på en gråspurv og en lille skovmus, snuse til luften og se på himlen. Og bare nyde, at der ingen hidsige lyde er. (og så skal jeg selvfølgelig hjem og høre SIA himmelhøjt, lytte til radioavisen, se Deadline og rå-slænge mig i mit store sofadyr)

Bud nr 9: Jeg skal se hele min familie. Næste weekend samles der ganze klan i forældresommerhuset. Og vi er mange. Jeg har tre søstre og en bror, som alle har formeret sig næsten lige så meget som mig. Og børnene har fået kærester, og nogen af dem har fået små børn. Vi nærmer os vel 30 personer, når vi er der alle mand og damer. Da familien i den grad fik vokseværk for nogle år siden, investerede min far i et partytelt, som kan rumme hele molevitten. Dem, der sover, gør det i telte og på gulvene i sommerhuset. Eller i partyteltet. Vi spiser og drikker, diskuterer og småskændes, griner og pjatter, ligetil til vi segner. Og så mødes vi til et gigant morgenmåltid i haven, når vi vågner. Og nogen af os måske har været en morgentur i havet. Og nogen måske har lidt ondt i håret. Og det regner altså ikke den dag. Vel?

Bud nr 10: Jeg skal i Amager Bio og høre Secret Oyster med Henrik. Det havde vi planlagt engang sidste vinter, men de aflyste koncerten. P.gr af noget vejr eller sygdom eller noget. Men nu bliver det. Jeg har en gammel hænger med guitaristen, som jeg havde en lynaffære med, da jeg var meget ung. Og ikke har set siden. Og heller ikke har tænkt at genoptage noget affære med. Men deres musik var god – dengang.

Og så skal jeg selvfølgelig kysse og kramme mine unger og småunger i ugevis. De skal krammes, til de kaster mig væk og beder mig om at rejse ud igen. Og vi skal snakke i timevis, drikke masser af champagne, spise ost og ost og ost (ikke den ost), høre musik og grine.

by - 3 kommentarer

90 års fødselsdagen

Og det blev ikke tilnærmelsesvist af den slags 90 års fødselsdage, som vi kender fra nytårsaften. Men en stor , stor oplevelse. Jeg blev endelig introduceret for speed guy, mr. Sean Burch, som til min overraskelse (hørte jeg nogen sige om fordomme?) viste sig at være sympatisk. Vi startede med en frokost sammen med en del af det nepalesiske Rotary. Den lader vi bare stå. Og haster videre til Nirmalas bedstemor i Patan.

Vi ankom for sent til puja’en, som netop var afsluttet. Bedste’s hus var fyldt med festklædte mennesker, og jeg priste mig lykkelig for min festlige kjole med pailetter og alting. Kun mine udslidte klip-klapper vidnede om en snært af nærighed og primitivt liv. Dette var den nepalesiske middelklasse af den slags, der har råd til laseroperationer af gamle øjne og store fester. Man fejrer ikke fødselsdag i samme forstand, som vi gør. Man fejrer, når man bliver gammel. Den første fest er, når man passerer 77 år 7 måneder og 7 dage, og Nirmalas bedste fejrede nu sin tredje fest for sin alderdom. Hun sad klædt i sit stiveste pids med guldsjal i et værelse i stueetagen. I værelset var tydelige spor efter puja med et væld af farvestrålende bånd og papir samt spiselige offergaver. Vi blev taget varmt imod. Jeg var glad for at se Nirmala igen. Hun er lige akkurat vendt hjem efter ti måneders uddannelse i Schweiz, og vi har ikke set hinanden et par år. Desværre sluttede hun sit Europa ophold af med et besøg i Danmark, mens jeg var i Humla. Det har vi grinet meget af.

Udenfor var familien samlet, og den var stor. Nirmala tog mig med ud, hvor jeg fik tikkas i panden (en rød klat farve og en sort, der repræsenterer hjemmet) sammen med et mantra. Det er en velsignelse, som jeg kan tage med mig videre. Jeg fik også halskæder, lavet af snor og stof i bedeflagenes farver om halsen sammen med endnu en velsignelse. Bedstes sønner havde bygget en farvestrålende trone på hjul, som bedste nu blev hjulpet ud i. Nu skulle hun trækkes i procession gennem byen af de mandlige børnebørn, mens vi andre gik bagved og foran, først an af et orkester med trommer og blæseinstrumenter. Hjulene på tronen var meget små og vejene fyldt med store huller, så ind imellem måtte bedste med trone bæres over forhindringer. Optoget vakte opsigt både blandt lokale og turister. Det er ikke ofte, at nepalesere kan fejre 90 år. Vi blev ledt til et par af byens templer (og jeg klarede dem helt uden at gå kold idag). Kvinderne var klædt i sarier og i farver efter hvilken generation, de tilhørte. De bar alle tallerkener med ris og blomster, som de spredte til de stupaer, templer og andre helligdomme, vi passerede. Nu kan du se, hvorfor der er så mange templer, hviskede Nirmala. Og hun har ret. Religion er noget meget levende i Nepal. Det religiøse lever i hverdagen, hvor folk arbejder og bevæger sig. Det er ikke reserveret til jul og barnedåb, som i vores del af verden. Religion er også noget meget åbent, selvom der er stramme ritualer. Hinuisme og buddhisme blandes og lever i en skøn forening, så der på sådan en dag i en buddhistisk familieog så udføres hinduistiske ritualer. Jeg gik blandt kvinderne i processionen og kunne mærke helt ind i min sjæl (som pludselig var vendt tilbage), hvor stor en dag dette var. Det var festligt og farverigt, og alle kvinderne trippede afsted i de hullede våde gader i høje stilethæle. Tænk at blive fejret sådan af sin familie, når man bliver så gammel?

Tilbage i huset var der bygget en rampe med rødt stof op til et vindue i det værelse, bedste havde siddet i. Hun skulle nu hjælpes ind gennem vinduet, som et symbol på at blive genfødt. Nirmala forklarede, at man betragter alderdommen, når man altså bliver rigtig gammel, som en slags afslutning på livets cirkel. Man bliver som en baby igen, som har mere og mere brug for familiens omsorg. 90 års fødselsdagen er en slags markering af en ny fødsel. Og alle klappede og hujede, da bedste blev halet ind gennem vinduet.

Og så var det gavetid. Da først ritualerne omkring at give bedste lidt symbolsk mad var overstået. Dagen var fuld af omstændelige betydningsfulde ritualer. Nirmala instruerede. Først skulle jeg give bedste et hvidt tørklæde om halsen, som et tegn på respekt og lykke. Så skulle jeg pakke gaven ud og give hende den med begge hænder. Det var enormt vigtigt for familien at se, at vi som gæster havde en gave med. Af mig fik hun et par fine røde veloursko. Bagefter linede hele familien op til gavegivning, og vi gjorde klar til at forlade selskabet. Sean havde travlt med at komme tilbage til Kathmandu, og vi overtrådte derfor alle regler og ritualer og fik vores mad længe inden det hele var klar. Det havde jeg det ikke helt godt med. Vi var jo gæster, og vi trådte helt tydeligt på nogle betydningsfulde ritualer. Men sådan blev det. Der var gjort klar til fest i byens forsamlingshus. Men ældsterådet skulle først gennemgå nogle ritualer og bespises, før resten af det store selskab kunne få mad. Vi blev derfor placeret i et rum, hvor ingen kunne se os og fik maden serveret. Dal Bhat med forskelligt tilbehør, som var utroligt lækkert.

Så tog vi afsked med familien og med Nirmala og ilede tilbage til Kathmandu. Og for første gang fik jeg lejlighed til at diskutere nogle af mine kritikpunkter mod arbejdet i Humla med Jeroen. Og han syntes at lytte. Han tav i hvert fald stille, mens jeg talte og spurgte bagefter, om jeg ville hjælpe med at udvikle et program for undervisning af kvinderne i landsbyerne. Og selvfølgelig da.

Nu sidder jeg i min dobbeltseng og overvejer, hvordan jeg bedst speeder netop denne formiddag op, så jeg kan blive beamet tilbage til basen i raketfart. Jeg kan selvfølgelig pakke om. Købe et par ekstra gaver. drikke endnu en kande te. Men det eneste, der gælder, er at se de der hoveder i lufthavnen i morgen (husk kleenex). Jeg flyver fra Kathmandu i eftermiddag, og så kan jeg ellers sidde i lufthavnen i Delhi og gøre mig interessant i TI TIMER! Jeg håber inderligt, som nogen har påstået, at de er færdige med at ombygge transitområdet, og at der er en lounge, jeg kan betale mig ind i. Så kan jeg i hvert fald slå et par timer ihjel med surfe på internettet eller noget. Men ti timer går jo også. Det svære er, at jeg efter min nuværende tidsregning flyver klokken 3.30. Og DET skulle simpelthen ikke være tilladt, vel? Vi ses i DK – og gem lidt af det solskin, jeg har set, de reklamerer med i vejrudsigten. Over and out fra Nepal. Denne gang.

by - 2 kommentarer

Limbo i Kathmandu

Ugen i Kathmandu er et sært vacuum. Jeg flyder sådan lidt stille afsted og forsøger at stille noget op med mig selv. Jeg ved jo ikke lige, hvornår jeg kommer tilbage til byen igen. Der er steder, jeg gerne vil besøge og venner, jeg gerne vil se. Men sjælen er parkeret et andet sted. Deponeret til senere anvendelse. En slags time-passing-mode, hvor pilen er sat på lørdag middag. Jeg holder jo grundlæggende meget af Kathmandu og nyder også at daffe rundt i de pulserende handelsgader udenfor Thamel. Men jeg glæder mig til at komme hjem, hvor folk ikke kun henvender sig til mig, fordi de vil flå penge/kontaktmuligheder/tjenester ud af mig. Humla synes decader væk. Måske er det der, min sjæl stadig er? Eller måske er den på vej hjem til nogen børn og forældre. Og til nogen små mennesker, som ikke rigtigt forstår det der med flyvemaskiner og langt væk i lang tid. Jeg er træt af dyttende biler og motorcykler. Jeg er træt af den intense luftforurening. Nu vil jeg ha’ frisk luft og rene børn.

Jeg har arbejdet med at skrive min rapport om mit arbejde i Humla, og det er blevet en lang, kritisk rapport. Som jeg er lidt spændt på, når den lander i organisationens indbakke. Al den kritik skal I nok blive indviet i senere, men før jeg går public med noget, må det vejes og overvejes nøje. Jeg har udarbejdet en række simple guidelines for diagnosticering og behandling af de almindeligste sygdomme og klager, og jeg har udarbejdet noget materiale om graviditet, fødsel og det nyfødte barn. Det har ikke været muligt at få lidt tid på kontoret, fordi alt (ALT) går op i det kommende rekordforsøg på The Great Himalaya Trail, så det meste printer jeg selv i en fotoforretning, og resten må jeg stole på, at Jeroen vil tage sig af. Alt skal kopieres, lamineres og sendes til de fire health posts. Desværre varer rekordforsøget to måneder, så jeg kan have mine små tvivl.

I går lavede jeg en lille turisttur til Patan, som er den tredje af de gamle kongebyer i Kathmandudalen. Patan hænger efterhånden helt sammen med Kathmandu, men har alligevel sit eget særpræg. Den har også et Durbar Square med gamle templer og kongepaladser, og der er spredt templer ud over hele byen. Byen er også berømt for sine sølv- og bronzesmede, og jeg flottede mig med et sølvarmbånd som en lille gave til mig selv, købt i en lille butik og lavet af en ung kvinde. Jeg tog en taxa – dum idé. Det var for dyrt, og trafikken var ubeskrivelig. Men frem kom jeg da. Og trissede rundt og så på templer og paladser, og pludselig, uden varsel, gik jeg fuldstændig tempelkold. Sådan på den helt urimelige måde, hvor jeg næsten kunne råbe, hver gang jeg stødte ind i et nyt tempel. GÅ VÆÆÆÆK. Og det var cirka hele tiden. Så var det, jeg bestemte, at jeg skulle have en gave.

Jeg var gået forbi omtrendt 25 små sølvsmedier, da de første dråber faldt. Jeg stod udenfor en lille bitte butik med nogle kønne smykker i det smalle vindue. Jeg gik ind og blev modtaget varmt og ikke på hustlermåden. Og så viste hun mig armbånd. De var så fine allesammen, men jeg faldt for et med indlejrede orange sten. Og så begyndte det for alvor at regne. Jeg har læst, at der kom meget vand i Nordsjælland, men dette slog alt. I løbet af en halv time stod vi i vand til anklerne i de smalle gader. Jeg kæmpede mig igennem, og da jeg var nødt til at krydse gaden tilbage til Durbar Square, gik vandet til knæene. Jeg flygtede ind i en restaurant, og efter endnu tyve minutter stilnede det af. Jeg har gjort det til en vane at styre udenom turist-restauranterne og styre ind der, hvor nepalesere også spiser. Der er maden generelt meget bedre, fordi de ikke forsøger at vestliggøre den. Og så kan man spise for under en ti’er. Og blive rigtig mæt. Bestiller man Dal Bhat, som nepalesere spiser to gange om dagen, får man refill, indtil man revner.

Jeg begav mig afsted for at finde busstationen og en bestemt butik, drevet af lokale kvinder med handicraft udført af lokale kvinder. Der er sket det, der altid sker: jeg køber for mange ting med hjem. Jeg vil så gerne have fine gaver med hjem til mine unger, og jeg falder for bøger/tøj/tasker/krydderier til mig selv. Nu havde jeg jo også ladet det festlige tøj blive hjemme, og jeg skal til fest i dag. Man bliver også en kende træt af at tulle rundt i trekkingbukser og se praktisk og outdoor-agtig ud hele tiden. Så jeg har købt festtøj, har jeg. Og det koster jo ingenting, så jeg har købt til lidt mere end én fest. Eller noget er også bare bytøj. Men jeg må jo betale for min overvægt med et smil.

by - 0 comments

Escaping Humla

Humla-eventyret skal jo afsluttes, også her på bloggen. Her er et gap fra Yalbang til Kathmandu. Men som alle andre gik jeg hele vejen op og ned og rigtig meget op. Faktisk stiger man 900 – 1000 højdemeter på det sidste stejle, stejle stykke, inden det går en smule nedad til Simikot. Og det er hårdt, skal jeg hilse og sige, – rigtig, rigtig hårdt. Og rigtig fedt, når man endelig får øje på bedeflagene på toppen af passet. Og endelig, endelig træder under dem. Det er sådan et snydepas, hvor hele tiden tror, man kan øjne himmel nok til at det må være slut. Gang på gang bliver man snydt og må slæde sig forpustet højere og højere op. Det bliver ikke bedre af at have en GPS med, så man for alvor kan se, hvor langsomt det går. Jeg har en lille Garmin Geko, som kan lave simple ruter, måle højde, afstand og tempo.

Men nu foregriber jeg igen, for jeg forlod jo bloggen på vej fra Yalbang mod Kermi. Og jeg ankom til Kermi på tre timer til et glædeligt gensyn med Minyou og Hunsang. Jeg flyttede ind i min tag-residens og nød en portion eftermiddags tsampa med buttertea (eller noget). Og folk kom forbi køkkenet for at hilse på.

Pludselig kom en forpustet fyr, Kunsang, som jeg havde set før op på taget og bankede på. Han var blevet sendt til Yalbang for at følge mig på vej, men jeg var jo allerede i Kermi. Så han havde været hele vejen frem og tilbage. Og var nok en smule træt. Jeg havde ikke regnet med følgeskab, og var i mit stille sind en smule skuffet. Jeg elsker faktisk at gå alene. Og nu havde jeg ikke været rigtigt alene i meget lang tid. Men jeg kunne ikke bare verfe ham af. Det ville være ualmindeligt uhøfligt. Kunsang var en af de nepalesere, som gerne vil tale engelsk, men forstår så lidt, at han siger okay til det meste. Og det skaber de særeste misforståelser. Han var træt, men jeg var lidt ubønhørlig. Jeg ville tidligt afsted, så ville han med, var det klokken otte næste morgen.

Og sådan blev det, selvom han måtte have en telefonvækning. Vi gik afsted i sol og tørvejr og mødte hurtigt en af hans kammerater. Det fritog os for den lidt krampagtige samtale på et sært engelsk og endnu mere sært tibetansk. Og jeg kunne igen gå næsten som om jeg var alene. Vi holdt spisepauser og tepauser undervejs og ankom i fin stil hen på eftermiddagen til et endnu gladere gensyn i The Nepaltrust Guesthouse.

Sagar og hele staben tog overstrømmende imod mig, og jeg havde et dejligt gensyn med David. Husker I David? Han er amerikaner og antropolog og public health-studerende. Han har i de sidste seks år rejst on and off i Nepal, studeret nepalesisk på universitetet, deltaget i health camps og arbejdet frivilligt for Nepal Trust. Nu er han ved at afslutte sit feltarbejde om NGO’er i Humla. david har jeg fået et helt specielt fællesskab med. Vi er begge antropologer, og vi er begge fuldstændigt håbløst forelskede i Nepal. Hvorfor, diskuterede vi en aften? Hvorfor er det, at vi synes, det er vidunderligt at være her? Her er beskidt og primitivt, og ingen af vores søskende kunne drømme om at holde en sommerferie her. Vi kunne ikke give noget forkromet svar, men vi havde også tilfælles at være enormt nysgerrige. Og vi havde tilfælles, at Nepal på forskellig vis havde taget del i nogle life-changing experiences. David kom her første gang på udveksling til universitetet i Kathmandu, mens han mor var døende af Alzheimer’s, og jeg kom her på min lange ekspedition efter min kræftsygdom. Men det er jo slet ikke hele forklaringen. Vi kan lide det enkle, primitive liv. Vi kan lide, at farten bliver skruet helt ned til slow motion. Og vi kan lide at lære noget af de folk, som lever her. Jeg har savnet at bo i telt, og jeg har savnet de sneklædte tinder, man finder i den anden ende af landet. Men Humla ER også Nepal. Og trods al den fattigdom, alle de lopper og insekter, alt skidtet og stanken, så har jeg også elsket at være her. Vil jeg komme tilbage? Det tror jeg faktisk. Men det skriver jeg meget mere om en anden dag.

David og jeg har udvekslet bunker af artikler og bøger, og jeg glæder mig rigtig meget til at læse hans afhandling, når den engang bliver færdig. Jeg har fået inspiration til at skrive nogle artikler om frivilligt sundhedsarbejde og NGO’er, og jeg er blevet meget klogere.

Dagene i Simikot var sjove og hyggelige. Jeg blev kræset om af hjertens lyst, fordi de syntes jeg var blevet lidt tynd. Så der blev lavet momo’s og Dal Bhat til den store guldmedalje. Til morgen slap jeg nu for tsampa, men fik omelet og chapati. Men med bevidstheden om, at det var ugevis siden et fly var set i Simikot, blev jeg utålmodig og en smule nervøs ved tanken om at regne inde. Min planlagte undervisning om graviditet, fødsler og spædbørn blev aflyst, fordi sundhedsarbejderne ikke kunne nå frem. Også de var regnet inde, og jeg kunne prise mig lykkelig for at være gået i tide.