Kan I huske, at jeg rejste til Nepal for et par år siden? Og fløj med et lille bitte fly først til Nepalgunj, også betegnet som Nepals røvhul. Hvor jeg ufrivilligt måtte vente et par dage, fordi vejret i Humla var for vådt og tåget til at lande flyet. På den grusbane, som udgjorde den lokale lufthavn. Og at jeg nær var strandet i Humla, fordi det bare regnede. Og regnede. Og at jeg blev reddet på stregen af en gammel russisk helikopter? Og havde den mest fantastiske tur gennem bjergene i cockpittet i den gamle helikopter.
I dag blev jeg mindet om, at jeg ikke elsker den slags flyveture. Et lille fly fra Agni Air styrtede ned i nærheden af Pokhara, som er et af de smukkeste steder på jorden. 15 mennesker omkom og seks overlevede det voldsomme styrt. To af de overlevende er danskere, og det er selvfølgelig dejligt og fantastisk. Pludselig kunne jeg mærke den indestængthed, jeg altid har oplevet i de små fly. For ikke at give efter for et elefantistisk panikanfald.
Jeg tror faktisk, jeg svor aldrig at flyve til Lukla igen. Lukla ligger i ca 3000 meters højde og har verdens mindste landingsbane. Bare 400 meter lang med en lodret klippevæg for enden. Og et lodret fald i den anden ende. Lukla ligger ved indgangen til Everestregionen. Her starter ekspeditioner til bjerge som Everest, Island Peak, Lohtse, Ama Dablam eller Mera Peak. Og når jeg engang skal tilbage, for det skal jeg jo, så tager jeg den langsomme vej. Den hvor man kører i bus og går resten af vejen. Hvor man starter langsomt og tager sig tid sammen med de folk, man møder på vejen. Og hvor man slipper for gyset og mavepinen og kramper i øjenlågene.
Jeg ved, de piloter derude er skidehamrende dygtige. Men de er oppe mod de værste forhold. Høje bjerge, snævre dale og vilde kastevinde. Pludselige tætte skylag, som tryller sigtbarheden om til nul. Men jeg ved også, at de mange turister, der skal fragtes til startpunkterne forude berømte trekkingture eller bjergbestigninger, presser flyselsskabernes til at tage chancer. Har man siddet i Lukla og mærket stemningen stige til næsten aggressive højder, når skyerne ligger lavt mellem bjergene, forstår man lidt om det pres.
Så mens vi glæder os over det danske par, som overlevede. Og sender de varmeste tanker til alle dem, der ikke gjorde. Minder jeg lige mig selv om, at jeg aldrig flyver til Lukla igen. Humla? Det er en anden sag. Jeg vil gerne tilbage, og det er bare for langt at gå.
Helles Blog 