Ikke for sarte sjæle

Jeg har nu været et par dage i Kermi. Og det er ikke for sarte
sjæle.Vejen hertil forekom mig den hårdeste tur, jeg nogensinde har
gået. Og det er jo ikke rigtigt, men hårdt var det. På bævrende
gummiben, som stadig var præget af en uge med lungebetændelse og
penicillin gik vi afsted om morgenen mod Kermi. En trekkingtur på 8-9
timer gemer gennem moderat til svært terræn. Den første times tid gik
det stejlt ned efter at have krydset passet. Og derefter op og ned
gennem blokmark og klippe. Dagen startede ud med ef heftigt regnvejr,
som gjorde stierne glatte. Jeg gik med min computer i rygsækken og var
lidt bekymret for at styrte og ødelægge den. Men jeg tog ingen
alvorlige styrt, og computeren holdt også til det. Selvom den er
begyndt at ligne en feltcomputer med små stykker gaffa hist og her til
at holde sammen på de revner, der trods alt er kommet. Det må være tid
til en ny computer, når jeg kommer hjem.

Vi bevægede os gennem små bitte landsbyer, hvor folk levede under de
kummerligste forhold. Folk er fattige, som i virkeligt fattige her.
Det føles lidt malplaceret at komme herud med en bunke medicin. Folk
dør ikke af medicinmangel. De dør af mangel på viden. Af mangel på
rent drikkevand. Af mangel på sanitære forhold (man skider det samme
sted, som man drikker, so to speak). De dør af sult og fejlernæring,
og de dør af skidt. Jeg har aldrig nogensinde set så beskidte
mennesker. Her er lus og lopper, og folk ser ikke ud til nogensinde at
tage rent tøj på. Eller vaske deres kroppe. Heller ikke børnenes. De
relativt veluddannede børn, jeg underviste i Simikot, vaskede sig to
gange om ugen om sommeren, og kun een gang om vinteren. Fordi vinteren
bringer sne og frost – og tilfrosne vandledninger. Men her, i Kermi,
tror jeg ikke, mange vasker sig overhovedet. Jeg kan behandle de
første 30 babyer med diarre, men jeg gør jo ikke noget ved grundlaget
for de mange infektioner med den medicin, jeg har medbragt. Problemet
er komplekst.

Den lokale mad er yderst sparsom. Jeg bor hos Mingyou, den lokale
sundhedsarbejder og hans kone, i et værelse på husets tag. De er
utroligt venlge og gæstfri, men de har ikke meget at tilbyde.  Da jeg
kom, fik jeg buttertea og tsampa, to af verdens mærkelige spiser.
Buttertea er salt te, som man drikker det i Tibet. Det har ikke meget
med vores forestilling om te at gøre, og det bliver nok den største
kalorietilførsel, jeg får de næste uger. Tsampa er mel, lavet af byg.
Man får serveret en tallerken tsampa blandet med lidt sukker – bare
sådan. Så fylder man en skefuld af pulveret i munden og tager en
mundfuld te ind. Ikke nogen kulinarisk nydelse, men det mætter længe,
og det er noget tibetanerne spiser meget. Der bliver kun to regulære
måltider om dagen, og tsampa er et vigtigt bidrag.

Mens vi sad og spiste og drak, kom en mand ind og tog munketøj på. Han
fandt en hellig bog frem, svøbt i klæder og satte sig ved den bænk,
jeg havde været på nippet til at sætte mig på. Her pakkede han bogen
ud og begyndte at chante. Det føltes ret surrealistisk. Midt i det
røgfyldte køkken med Mingyou og hans kone, min porter og en kvindelig
gæst. Munken viste sig at være Mingyous bror, som beder for deres
nyligt afdøde far. Jeg forstår ikke mange brokker af deres samtale,
men jeg håber at lære lidt, mens jeg er her. De taler en ældgammel
form for tibetansk, som end ikke tibetanere i Lhasa ville forstå. Jeg
er nødt til at lære mig nogle basis udtryk, for Mingyou er desværre
ikke ret god til engelsk.

Jeg var lidt forudseende og købe en insektspray med fra Simikot, så
jeg sprayede min madras, inden jeg lagde min sovepose ud. Alligevel er
jeg blevet bidt lidt – af et eller andet. Jeg skal nok have en
aflusningskur, når jeg kommer tilbage til Kathmandu.
Inden jeg rejste fra Simikot, mødte jeg David, som er antropolog og
ved at lave sit pdh studie. Han forsynede mig med en masse
antropologisk litteratur om Humla samt nogle lidt andre statistikker
vedrørende sundhed og sygdom i området. Her bliver masser af tid til
at læse.

I dag har vi haft mange patienter på klinikken, med en række
forskellige sygdomme. Og der er ikke meget, vi virkelig kan gøre. De
alvorlige sager, som en mand med hjertetilfælde, en mand med TB og en
persisterende infektion, henviste vi til Simikot. Men heller ikke her
kan de tolæger stille meget op. Og folk må gå de 8 timer gennem svært
terræn for at komme frem.

Et andet problem hører sammen med klimaforandringer. Det har næsten
ikke regnet, og afgrøderne er truet. Almindeligvis regner det heftigt
om sommeren, men det har svigtet de senere år, og folk her kender
intet til vandingssystemer. Måske burde man prioritere undervisning i
vandingssystemer fremfor medicin i første omgang. Så ville
befolkningens ernæringsgrundlag kunne forbedres kraftigt i løbet af
meget kort tid.
På positivsiden har jeg været i varmt bad. Udenfor Kermi er der varme
kilder, og efter et sygebesøg på det lokale kloster, gik vi forbi
kilderne på vejen hjem. Mingyou holdt vagt, mens jeg smed alt tøjet og
vaskede og pjaskede. Det var fantastisk. Og dejligt at vide som en
mulighed midt i alt skidtet.

2 thoughts on “Ikke for sarte sjæle

  1. Helle, din inkarnerede fjell-trold! Når jeg læser din spændende beretning, kan jeg ikke undgå at komme til at tænke på vores samtale kort før din afrejse – om det ganske forskrækkelige ved såvel butter-tea som tsampa. Fornemmer man af din beretning en opblødning af den ellers fælles afstandtagen til slige sager?!

  2. Pingback: Sådan en dag i sofaen….. « Helle's Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s