Simikot

Efter to dages hed venten lykkedes det endelig at komme afsted til Simikot. I en lille Twin Otter med otte passagerer og et stort laes fragt, som vi maatte steppe henover. Jeg proppede vat i oererne og saa tilfreds, at piloten virkede som en tilforladelig fyr. Simikot ligger utroligt smukt paa en skraaning i godt 3000 meters hoejde. Jeg fik bakset min oversize rygsaek til side og svor fremover at rejse light-weight. Jeg saa ingen omkring mig, der saa ud til at soege mig. Ingen forventningsfulde blikke, og ingen jeg selv genkendte. Saa efter lidt tid tog jeg monsterrygsaekken paa ryggen og kravlede op ad alle trapperne fra landingsbanen. Og blev brutalt mindet om, at dette var 3000 meter. Mine lunger hev smertefuldt efter luft, og jeg var fuldstaendig stakaandet. Men saa let skulle det nu ikke faa krammet paa mig. Og jeg forsoegte efter bedste evne at lade som ingenting. Der var stadig ingen, der stod og ventede mig, saa til sidst bad jeg en ung fyr om hjaelp til at finde Nepaltrust Guesthouse – og hjaelp til at baere min rygsaek.

Det viste sig, at de havde vaeret ved landingsbanen, men ikke havde set mig. Men jeg fik en varm velkomst. Jeg moedte ogsaa Luke og Keyran, der var to engelske laeger, som allerede havde arbejdet i Yalbang og Kermi, de to steder jeg skal hen, og jeg fik bunker af tips og tricks og ting at foelge op paa. Pema, som er den sundhedsfaglige koordinator for Nepaltrust’s arbejde i regionen, inviterede til middag i sit hjem. Og det blev en uforglemmeligt hyggelig aften sammen med Pema’s familie og de to laeger. De naeste dage maatte jeg imidlertid ned med nakken igen. Der er een ting, der er sikkert i hoejden, fejler du noget, bliver det kun vaerre. Og naeste dag maatte jeg erkende, at jeg havde bronkitis/lungebetaendelse og fik hoej feber. Godt igen, at jeg har bredspektret antibiotika med. Men det har betydet et par rolige rekonvalesensdage, hvor jeg hele tiden har faaet det bedre.

I gaar hentede Pema mig og tog mig med paa det offentlige hospital. Og man kan kun vaere glad for Regions Hovedstadens sundhedsvaesen, trods al den kritik, der til tider regner ned over det. Her var en Maternity Ward, som var det bedste paa hospitalet. Resten var ubeskriveligt beskidt, og jeg har dog set en del hospitaler rundt omkring. Ingen haandhygiejne eller vasketoej og affald over det hele. Hospitalet har to laeger og ingen sygeplejersker. Der er en jordemoder, som virker rigtig kompetent og en raekke sundhedsarbejdere. Simikot har ca 3000 indbyggere, men hospitalet modtager patienter fra hele regionen, som ikke kan behandles paa sundhedsstationerne. De gennemfoerer et ret stort vaccinationsprogram for maeslinger, polio, tetanus, difteri, tuberkulose og leverbetaendelse. Ca 125 kvinder foeder her hvert aar, og det er ca en fjerdedel af alle foedsler i regionen.

Om efter middagen deltog jeg sammen med den lokale secondary scghool laerer og jordemoderen i “The little doctor’s programme”. Og det var sjovt. Jeg underviste 22 unger i personlig hygiejne, og de var lutter oeren. De vidste temmelig meget i forvejen fra programmet, og jeg er meget imponeret. Isaer pigerne ville gerne bruge deres engelsk, selvom de blev generte, og de forstod forbavsende meget. De var ogsaa ved at doe af nysgerrighed over “min verden”. Saa efter timerne blev jeg krydsforhoert om alt, hvad de kunne komme i tanker om. De var glade for at gaa i skole, og naesten alle pigerne ville have en uddannelse. Sygepleje er i meget hoej kurs, fordi det er en god maade at goere noget for sit folk – og samtidig tjene lidt penge.

Klokken syv i morges kom klassen og laereren igen, og jeg fik igen lov til at undervise. Denne gang om maeslinger, tetanus og tuberkolose. Samme program koerer paa skolen i Yalbang, hvor jeg forhaabentlig snart kan tage afsted til. Jeg venter ikke kun paa min egen recovery, men ogsaa paa al vores medicin, som stadig ikke er ankommet fra Nepalgunj. Piloten har vist sig at bo paa vores guesthause, og han har lovet at kigge efter medicinen, hvis han kan flyve til Nepalgunj i dag.

Nok for nu. Jeg har det fint igen og er snart klar til at tage bjergstoevlerne paa og gaa afsted. Jeg skal slet ikke gaa saa langt, som jeg havde regnet med. Bare to dage til en start. Og jeg kan naesten ikke vente. Her er smukt og spaendende. Og ogsaa nok at goere, men Yalbang skal vaere endnu smukkere. Pas paa jer selv derhjemme. Knus fra mig. Helle

2 thoughts on “Simikot

  1. Tak for opdateringen. Det er orverraskende til mig at børnene der kan forstå engelsk. Det må gøre dit arbejde lidt nemmere. Glad det er så smukt der. Bedste hilsner!

  2. Pingback: Sådan en dag i sofaen….. « Helle's Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s