Når man så på en eller anden måde har vænnet sit syn til at skidtet
omkring sig. Når man har indstilet sig på, at mad i de næste uger er
ris med brændenælder og måske linser. Når fluerne er blevet en del af
dagen. Når selv den salte buttertea er blevet en slags højdepunkter på
dagen. Ja så kan man begynde at se bagved det hele og få øje på de
mennesker, som lever med det her hver dag. Hele livet.Så holder man
langsomt op med at fokusere på fejl og forskelligheder, og når til en
respekt for en anderledeshed. Og får kontakt med menneskene bagved.
Jeg skal ikke komme her med min vestlige bedrevidenhed. Jeg skal ikke
revolutionere Kermis befolkning. Hvem siger, at de overhovedet er
interesseret i min måde at være sund på? Hvem siger, at jeg er mere
rigtig end dem? De har deres ældgamle kulturelle mønstre, som ganske
vist bliver påvirket af både storpolitik og besøgende som mig. Men i
det store regnestykke, kan jeg ikke vide, om de alligevel har trukket
de længste strå.
Når det så er sagt, vil jeg gerne være med til at gøre noget af deres
liv lettere. Børnene behøver ikke at leve med og dø af de mange
infektioner. Kvinderne behøver ikke at få diarre igen og igen. Og jeg
kan måske påvirke til, at der gøres en indsats for renere drikkevand
og for sanitære installationer. For det findes ikke. Her er ingen
toiletter eller faste besørgelsessteder. Der er menneskelige
efterladenskaber på stierne og ved vandposterne, hvor drikkevandet
også hentes. Jeg har fundet mig en bunke klipper, jeg kan krybe i ly
af, lidt udenfor byen. Men det betyder en lidt længere spadseretur. At
få skilt de to ting, drikkevand og affaldsstoffer, ville betyde en
kollossal forbedring..
Jeg arbejder lige så stille på at plante en ide i Mingyou om at lave
noget undervisning for kvinderne i byen. Hvis bare kvinderne kunne
lære en lille smule om hygiejniske sammenhænge, ville både de selv og
børnene få et meget bedre liv. Det kan så være det lille bitte frø,
jeg måske kan plante, inden jeg stikker af igen. Hjem til min
opvaskemaskine, mit rindende vand, min elektricitet, mit internet, min
faste læge og mit sundhedsvæsen i verdensklasse. Alt det bliver sat i
perspektiv af mit ophold herude.
Hunsang, Mingyous kone er højgravid og føder indenfor de næste uger.
Fødslen kommer til at foregå i deres hjem med Mingyou som
fødselshjælper. Midt i fluesværmene. De har en søn i forvejen, som de
har valgt at sende til Mingyous mor. Fordi her er for mange fluer og
insekter. Fordi Hunsang og Mingyou arbejder for hårdt for at få alting
til at hænge sammen, og fordi han der kan gå i skole og lægge grunden
til en uddannelse. I Kermi går langt under halvdelen af børnene i
skole.
Helles Blog 
Hej Helle
Godt at “høre” fra dig igen og læse du er vel fremme. Læser med undren, beundring, eftertanker og ydmyghed din beskrivelse af de mennesker og deres leve forhold. Fantastisk du er der, og uanset hvad så tor jeg du gør en forskel, sår et frø hos dem trods deres egen skikke og overbevisninger.
De bedste hilsner og knus Tina
Som sygeplejerske og med en MPH i Emergency and Disaster Management kan jeg kun først og fremmest tage hatten af for dig og det du gør.
Derefter vil jeg sige at hvis du tager projektet med at lære befolkningen om hygiejne – altså ingen lort hvor man drikker og måske sådan lidt håndvask af den lettere grad – så gør du mere gavn end ved at give medicin. Hvis det kan lykkes dig at bare komme i nærheden af lidt forståelse for renlighed, ja så har de jo ikke brug for vores vestlige medicin i større grad for de får jo ikke noget når du ikke er der. Måske man kan lære dem at koge det vand der skal bruges til at drikke?
Det er så utrolig stort af dig at du er derude og de ting du gør er jo det vi prøver at gøre ved de store naturkatastrofer – bare der hvor du er lige nu er hele livet en stor katastrofe i vores vestlige øjne.
Hold ud, tænk på den forskel du gør og jeg håber du lykkes at få nogle af de fantastiske kræfter du har brugt på varige forandringer for befolkningen.
Mange beundrende tanker til dig (og dine eventuelle lus og lopper….;-) som du nok skal slippe af med igen)!
Knus Kirsten