En slags retreat i Bhaktapur

Jeg er gået lidt skrive-kold. Og undskylder radiotavsheden fra min sendeflade. Jeg har været i kedeligt humør, og det er der ikke meget ved at skrive om.

I går stod jeg tidligt op og tjekkede ud for at undgå virakken, når mr. speed guy skulle ankomme. Jeg gik lidt væk fra Thamel, som er et udpræget turistområde, for at finde en taxa til lidt billigere penge. Når ja, jeg kom vist til at tage store ord i munden for nogle dage siden. Om ikke at være nærig. Men jeg fandt en, og så var jeg fuldstændig færdig med at være nærig den dag.

Bhaktapur er (heller) ikke, hvad den har været. Fra at være en stille, forhistorisk oase, er den nu forvandlet til Thamel nr 2. Nu har de allesammen fået motorcykler. Og de cruiser rundt i den lille bitte by. Fordi de kan. Med dytknappen i bund. Jeg var glad for de ørepropper, som Astrid for lang tid siden forærede mig i Simikot. For nu behøvede jeg jo slet ikke at blive sur på de motoriserede larmegøjer. Jeg tjekkede ind på det dyreste guesthouse, jeg nogensinde har boet i. I Nepal altså. Men så boede jeg også midt i det hele. Og så cruisede jeg rundt i Bhaktapur til fods og hilste på steder, jeg havde set før. Det var fint. Jeg gik væk fra centrum og fandt en lokal biks til frokost. Altså det er tit sådan, at de lokale små spisesteder bare laver den lækreste mad. Og så kan du blive mæt for under en flad tier.

Bagefter købte jeg to kjoler. Lidt forbrug kan kurere enhver snert af noget depressivt, ikke? Og jeg skal jo til 90 års fødselsdag hos Nirmalas bedstemor om et par dage. Anyway, jeg havde det faktisk hyggeligt og fredeligt. Og til den positive side af forandringerne i Bhaktapur var der forbavsende få af de sædvanlige insisterende fyre, der vil guide rundt. Jeg fik lov at gå i fred og blev stort set kun kontaktet af folk, som ville sådan rigtigt i kontakt med mig. Som person. Byen var fuld af rødklædte hindukvinder, der stod i kø for at komme til i Dattatreya templet. Jeg har engang fået , hvad det gik ud på, det med at klæde sig i rødt og mødes ved templet. Men jeg har lykkeligt glemt det.

Jeg havde planlagt at sidde på taget og se på solopgang og skyfrie bjerge i horisonten, men vejrguderne fra Nordsjælland havde fundet mig igen. Jeg krammede dynen lidt i stedet for, og daskede ud og spiste lidt af Bhaktapurs helt uforlignelige youghurt til morgenmad. Man kunne også få en hel kande te, som jeg kunne sidde og høge over, lige så længe jeg ville. Efter lidt flere ture rundt i periferien af byen, tjekkede jeg ud og begav mig afsted til et stort tempel et stykke derfra, Changu Marayan. Som er i World Heritage klassen. Min rygsæk var blevet mærkbart tungere de sidste par dage. Jeg har også købt krydderier nok til at dele ud af. Jeg gik ad en snoet vej gennem små bitte landsbyer med rismarker til begge sider. Folk havde travlt i markerne, men hilste overstrømmende på mig, når jeg passerede. Sjovt, der kom vist ikke mange den vej. Da jeg havde gået tre kvarters tid, dyttelyttede et bushorn, og bussen sagtnede farten. Billetdrengen råbte Changu – Changu og sprang af. Folk på taget af bussen råbte, at jeg skulle stige på. Årh hvad – så skidt da. Jeg kravlede op i bussen og kørte det sidste (enormt stejle) stykke. Deponerede min rygsæg i belletkontoret og gik på opdagelse. Omkring templet var en lille middelalderlig landsby. Jeg tog ikke mange billeder. Er måske også gået lidt foto-kold?

Jeg fandt en bus til Kathmandu og steg på. Faktisk er der overhovedet ingen grund til at betale ekstra for taxaer. Busserne koster under en tiendedel, og der er absolut ingen forskel i komforten. Til gengæld er underholdningen i busserne suveræn. Nu er jeg tilbage i Kathmandu, og lidt fornærmet. For de har givet mit tagværelse væk til en anden. Men bare rolig, nu er min nedtælling i fuld gang, så der skal meget mere til at forstyrre mit gode humør.

En vaskeægte guru

Nedtællingen er i gang på tsampafronten, og denne morgen var tredje
sidste portion, hvis alt ville gå som planlagt. Jeg havde haft en
dårlig nat. Store karavaner overnattede på skråningen ved skolen og
klinikken, og jeg ved ikke, hvad det er med tibetanske kvinder. De
råber og skriger. Og det gjorde de altså også i løbet af natten. Men
jeg stod op og klemte den tredjesidste portion tsampa ned og begav mig
til klosteret for at møde Pema’s mor. Hun ville gerne tale med mig og
invitere mig til frokost.

Jeg blev vist ind i det store køkkenog budt på buttertea, mens jeg
ventede. Udenfor stod fire kvinder i deres stiveste puds med hvide
silketørlæder og skåle med ris i hænderne. Der var ingen spor af
Pema’s mor, men tre kvinder gik ind og ud af køkkenet og kogte vand og
lavede te. Efter en times tid nærmede et lille følge sig
køkkenområdet. Der blev sådan lidt opstandelse i luften, og kvinderne
skyndte sig at tage opstilling med deres skåle. En lidt ældre lille og
buttet mand (på den buddha-agtige måde) lagde en hånd på kvindernes
hoved, idet han passerede dem og tog lidt ris mellem fingrene og
kastede ud i luften. Her var noget særligt på færde, kunne jeg godt
mærke. Den runde mand kom ind i køkkenet, hilste på mig og bad mig tage
plads ved siden af ham. Det var den yngre Rinpoche, den store guru.

Han forklarede mig, at fem var et særligt betydningsfuldt antal i
buddhismen. Der er fem energier, og buddhismen har fem forskrifter: du
må ikke forvolde ondt; du må ikke sove med andre kvinder end din
hustru; du skal holde bevidstheden klar og må derfor ikke ryge, drikke
alkohol eller tage stoffer; du må ikke lyve, og du må ikke stjæle. Og
da han kom, forklarede han, var der fem engle, der ventede ham, – fire
udenfor og en lys indenfor. Han bad mig blive og tale med ham. Og med
ham kom et større følge af munke og lægpersoner, som alle ville vise
ham deres respekt og modtage hans velsignelse. Han præsenterede mig
for flere af de mænd, som satte sig rundt om i køkkenet. Så begyndte
en bøn, og han gav mig et hæfte med engelske oversættelser af bønnen,
så jeg kunne følge med. Bagefter kom endnu flere mennesker. Nogle fik
håndspålæggelse, og andre mødte han pande mod pande. Det gik ikke op
for mig, hvori forskellen bestod. Nogle fik et silketørlæde om halsen,
andre fik en bedekrans. Alle fik te, og der blev budt rundt mange
gange. En mand, som var praktikant hos guruen, ville gerne fortælle
mig sjove historier. Han fortalte på tibetansk, og guruen oversatte
til engelsk. Alt det tog jo lang tid, og det ville være frygtelig
uhøfligt at gå. Jeg mener, en guru er noget helt særligt, og denne
guru var en inkarnation af tidligere guruer.

Men til sidst dukkede Pema’s mor op i køkkenet og tog fat på at byde
endnu mere te rundt. Efter nogen tid blev der givet tegn til guruen,
som undskyldte og sagde, at han nu skulle gå for at hvile sig. Jeg gik
sammen med Pema’s mor til hendes lille bitte hus, der bestod af ét
rum. Hun boede et godt stykke fra klosteret højt over byen. Med os
havde vi en munk, Chagga, jeg havde talt lidt med og som kunne lidt
engelsk. Det myldrede med rynkede gamle damer deroppe, og jeg fik
indtryk af, at det var en slags aftægtsboliger. Vi fik mere buttertea,
og så begyndte Pema’s mor at skrælle kartofler! Jeg jublede
indvendigt. Det var så længe siden, jeg havde haft en kartoffel i min
mund. Jeg blev fyrsteligt beværtet, mens hun undskyldte den dårlige
mad. Sandheden var, at det var det bedste måltid, jeg havde fået
længe.

Jeg gik tilbage til klosteret og fandt min ven, munke-doktoren, som
gerne ville vise mig klosteret, templet og skolen. Han fortalte mig
også om ritualerne i forbindelse med fødsel og død. Moderen bringer
det lille barn til Rinpochen, som bestemmer et navn og giver barnet en
velsignet amulet i en tynd snor om halsen. Denne amulet bærer barnet
resten af sit liv, og alle buddhister har en sådan. Når et menneske
dør, bliver den døde krop brændt. Muligvis praktiserer de
himmelbegravelse i den allernordligste del af Humla, hvor kroppen
bliver parteret og lagt på et højtliggende plateau til fuglene. For
buddhister er det vigtigt ikke at efterlade noget af kroppen. Efter
døden er der en sørgeperiode på 49 dage, hvor der afholdes puja en
gang om ugen. Det er den periode, det tager sjælen at blive parat til
at tage plads i en anden krop.

Tilbage i mit lille hjem i klinikken, mens jeg sad og skrev, kom to
klamme fætre og stak hovederne ind ad mit åbne vindue. De ville gerne
have medicin. Den ene havde ondt i maven, og den anden i tisseværket.
Men jeg rejser med så forsvindende lidt medicin, at jeg ikke har noget
at give væk. Jeg har vel to Ciproxin og fire Paracetamol og lidt
plaster og forbindsstof. Så det kunne jeg ikke give dem. Jeg henviste
dem til klinikken i klosteret. Men de ville ikke i klosteret og
testes, sagde de. De blev hængende i mit vindue og begyndte at spørge,
om jeg var gift og havde børn og sådan. Og det var jeg jo. Gift. Det
bliver jeg lige pludselig, når det virker passende. Og de to
klammerter behøvede ikke at vide andet. Heldigvis forsvandt de efter
nogen tid, og jeg glædede mig igen over at skulle tilbage til
civilisationen.

Puja og skolefest

Jeg synger på sidste vers i Yalbang. Det er i dag lørdag, og mandag eller tirsdag vandrer jeg til Kermi og overnatter, inden jeg tager den lange tur til Simikot. Og midt i min næsten ustyrlige glæden mig til at komme hjem og se jer allesammen, så er det pludselig også vemodigt.
Jeg har jo alligevel knyttet nogle relationer her. Og jeg har en stærk fornemmelse af at være på vej til at blive budt ind af kvinderne. Hvis jeg lige blev her et par uger mere. Men det gør jeg ikke.

Mine sidste dage bliver travle. Torsdag blev jeg inviteret til en stor puja i klosteret i Yalbang. Det er munke-doktoren (det er flovt, men jeg kan ikke huske hans navn), som har indbudt mig. Da jeg spiste frokost, spurgte Dawa (i teashop’en) mig, om jeg skulle i Gompaen, som det hedder i Nepal og Tibet. Jeg svarede ja, og hun gjorde mig klart, at det skulle hun også. Da klokken var halv tre, råbte hun pludselig af mig. Og der stod hun med sin mor og søster og ventede på mig. Jeg blev rørt og overrasket. De fulgtes med mig til klosteret, og mens vi stod udenfor, kom munke-doktoren ud og betydede mig, at jeg skulle komme med ind. Jeg tog skoene af, og han viste mig til en plads på et tæppe ved siden af de små munke. Og så var jeg rørt igen. For jeg var den eneste gæst inde ved selve bønnen. To små munke gik rundt og hældte te op til de bedende munke, og den ene blev sendt ud efter en kop til mig.

Ceremonien var temmelig meget smukkere, end de puja’s, jeg har været med til i Kermi. Her var mange munke, og deres bøn var meget melodisk og rytmisk. Den vekslede mellem larm og rabalder med trommer, horn og klokker, – og stille rytmisk bøn i kor. Jeg blev helt lullet med af rytmen, for pludselig havde jeg siddet der i 1½ time. Så var der pause, og alle munkene gik ud i den friske luft. Jeg gik med, og herude var alle kvinderne. De gik mig straks i møde og spurgte, om jeg havde været derinde. Og det havde jeg jo. Det plejer kvinderne ikke, åbenbart. De tog min arm og ledte mig over på den anden side af indgangen, og her stod de og ventede. Da munkene efter deres pause gik tilbage, styrede kvinderne frem og skubbede deres børn foran. Den unge Rinpoche berørte deres hoveder let, idet han gik forbi. Det var det, de havde ventet på. En ældre kvinde i nonnedragt tog en munk under armen og gav tegn til mig. Munken forklarede, at hun var Pemas mor, og at hun gerne ville invitere mig op i klosteret, så vi kunne tale sammen. Pema mødte jeg i Simikot, hvor hun er koordinator for Nepaltrust’s sundhedsprojekt. Jeg tog selvfølgelig imod invitationen, som jeg også blev rørt over. Og søndag har jeg så en aftale med både hende og munke-doktoren, som har lovet at vise mig rundt i klosteret.
Da vi tog afsked, kom en anden kvinde hen til mig og betydede mig at følge med. Hun forklarede, at vi skulle følges ned fra klosteret. Og så fulgte hun mig hjem.

Og nu er skolefesten overstået. Jeg var inviteret med som honorable guest og sad på forreste række til hele programmet. Som var langt. Der var flere honorable guests og alle holdt tale. Også mig. Jeg tog Konshuck med som tolk og talte om, hvor overrasket jeg var blevet over den fine skole i Yalbang. Og en hel masse andet. Og så sagde jeg til eleverne, at de skulle vokse op og være stolte af at være født et sted, som prioriterede at lave så god en skole til dem. De er jo Humlas fremtid, og kun uddannelse kan lægge et grundlag for at tackle de problemer, Humla slås med. Børnene dansede tibetanske og nepalesiske danse, som de havde øvet sig på de sidste uger. Og de var rigtig fine i farverige kostumer. De fleste børns forældre var kommet, og det var helt rørende at se den gensidige gensynsglæde. Børnene spottede efter deres foræældre, og lyste op, når de så dem ankomme.
Forældrene kunne slet ikke holde fingrene fra deres børn. Jeg var en lille smule flov over ikke at have noget pænt tøj med, for alle var i deres stiveste puds. Kvinderne i tibetanske dragter og mændene, i hvert fald de vigtige af dem, i jakkesæt. Og der stod jeg i mine trekkingbukser. Der hænger. Nå, det blev en vældig dag, og det hele varede meget længere end jeg troede. Så dagens løbetur måtte jeg skyde en hvid pind efter.

I dag tager jeg på en længere tur op i et højt pas. For lige at se nogle bjerge med sne på. Jeg har kun haft en enkelt sneklædt tinde i udsigt i klart vejr. Men det forudsætter jo godt vejr, og det har jeg ingen styr på. Og så er jeg snart på vej, er jeg.

Mad

Jeg får ikke mad nok. Mine trekkingbukser hænger på mig. Og de er argentinske størrelse small. I Argentina er small virkelig small. Godt mine brede hofter holder bukserne over ballehøjde. Hvis hængerøvsbukser var på mode til midaldrende kvinder, ville jeg være et hit. Men det er det heldigvis ikke, og jeg leder efter noget bælteagtigt, som kan være med til at holde dem endnu mere på plads.
Den uklædelig delle, der havde klistret sig fast nederst på min mave, siden jeg var syg for tre år siden – er pist forsvundet. Og det gør jo i princippet ikke noget. Jeg begynder måske at få min præ-sygdoms krop tilbage? Også på tide, kunne man sige.

Men hvad værre er, jeg kan mærke det, når jeg løber. Jeg har det, som jeg havde i sommerperioderne for år tilbage, da jeg var vegetar og løb mange konkurrencer: jeg har proteinhunger. Jeg er konstant sulten og der er ikke noget ekstra at fylde på. Mine ben er ikke helt energifyldte, som de burde være. Jeg lider kort sagt af bøf-mangel. Og jeg lider af mangel på frugt- og grøntsagsfibre.

Jeg er bange for, at jeg går fuldstændig mad-amok, når jeg vender tilbage til København. Jeg drømmer om en velkomstfrokost (jeg ankommer jo sjovt nok til frokosttid). En frokost med fuldkormsrugbrød og ost, med tomater og agurker, med slikærter og gulerødder, med fisk og æg.
Og en flaske boblevand, som vi plejer, når jeg kommer hjem. Jeg skal koge kartofler, der ikke skal blive til supper, jeg skal koge pasta, jeg skal stege fisk i ovnen, og jeg skal ikke have ris eller chili de første uger.

Så måske kommer mavedellen snigende tilbage i raketfart. Så pyt, jeg havde næsten også, men kun næsten, vænnet mig til den.

Skolefest og syge børn

Sidder og venter på, at undervise børnene i hygiejne på The Little Doctor’s Programme i Yalbang. Tidspunkter er temmelig flydende. Først var det klokken 11, senere klokken 13, så klokken 15. Og nu ved jeg ikke. Jeg ville gerne nå at løbe en tur, for i går regnede løbeturen væk. Men det må heller ikke blive for sent, for så når det at blive mørkt. Og nu regner det igen. Det er ikke, fordi jeg ellers har noget imod en regnvejrstur, men her gambler man med jord og sten, der pludseligt kan sætte sig i bevægelse over eller under stien. Derfor løber jeg ingen steder, hvis regnen vælter ned. Og derfor får jeg slet ikke løbet så meget, som jeg gerne ville.

Børnene har haft fri i dag. De er allesammen blevet vasket og har vasket deres tøj. Fredag er det nemlig forældredag og en slags festival. Alle børnene har øvet sig i musik og dans, og de skal optræde for forældre og indbudte gæster. Jeg er også indbudt. Der er blevet lavet særligt overdækkede siddepladser til de indbudte gæster, og skolen er skinnende ren.

Det betød, at min lille græsplæne var fyldt med børn i morges. Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til den enormt påtrængende nysgerrighed, en del af børnene har. Og vedholdende. Jeg mærker min danske privathed næsten ligeså påtrængende. Jeg er ikke vant til, at folk træder helt tæt på og stirrer. Og bliver ved. Jeg er heller ikke vant til, at både børn og voksne hænger ind ad mine vinduer, hvis de står åbne. Og bliver hængende. Og jeg er i særdeleshed ikke vant til, at folk følger efter mig på toilet. Og de vil gerne øve sig i engelsk og spørger igen og igen om de samme ting

Det myldrede også ind med børn på klinikken idag. Mange, mange børn kom med inficerede insektbid. Jeg har introduceret Sita og folk til sæbebade i stedet for skrappe desinficeringsmidler og antibiotika. Og jeg har allieret mig med en af lærerne på skolen, der hjælper børnene med fod- og håndbade. Et par børn kom med luse-eksem, men vi er løbet tør for lusemiddel, så de må kæmme hinanden i stedet. En lille dreng havde en enorm hævelse med pus på det ene øre. Vi har desværre heller ikke noget otoskop, så vi kan ikke se, hvor langt ind infektionen rækker. Men antibiotika skulle han da have, fyren. Børnene er meget vant til selv at gå til læge, og jeg har haft mine tvivl, om de overhovedet kunne forstå og administrere, den behandling de eventuelt fik med. Så jeg er begyndt at insistere på, at en lærer skal hjælpe de børn, som får behandling. Det er sværere med de børn, som ikke bor på skolen. Det er ikke altid let at få deres forældre til at komme. Og så er det, at jeg kan komme i alvorlige tvivl, om vi ikke let kommer til at anrette skade med den medicin, der udleveres til børnene? Hvad hvis de ikke drikker vand nok til medicinen? Hvad hvis de ikke kender klokken og ved, hvornår medicinen skal tages? Hvad hvis de kommer til at tage det hele på én gang, fordi de har glemt en aftendosis? Hvad hvis de blander med noget andet medicin?

Jeg er nemlig foruroliget over, hvor meget medicin folk ser ud til at tage. Alle har blisterpakninger med forskellig slags medicin på sig.
Og det er kommet noget bag på mig. Jeg hører også, at der foregår en livlig udveksling af medicin, og at folk for en sikkerheds skyld besøger flere klinikker og får flere slags medicin.

Og klokken blev 16, før undervisningen kom igang. Alting er forstyrret af dansetræningen. Klokken 17 var regnen stilnet af, og jeg tog chancen og løb afsted en times tid på min næsten faste rute. Jeg skal nok tage kamera med og vise lidt af de udfordringer, ruten byder på.
Men det er en rute, hvor jeg næsten altid har det meste for mig selv.
Den er nemlig afspærret, fordi broen over floden er brudt sammen, så al trafik til og fra Tibet foregår ad en anden rute. Ved afspærringen har jeg fundet en mindre sti op i skoven, hvor jeg efter nogen tid kommer til en lille træbro. Det passer med en times tid. Og samtidig kan jeg drømme om små bløde bakker i de danske skove.

Længsler

Nu har jeg været så længe væk, at længsler og savn begynder at
manifestere sig. Jeg oplever stadig og fyldes med nysgerrighed hver
eneste dag. Og glæder mig også over det meste. Men længslerne begynder
at titte frem i mine drømme. Og det er ikke så skidt at have så meget
at glæde sig til at komme hjem til. Alt i uprioriteret rækkefølge, for
den kan skifte mange gange i løbet af døgnet.

Den lige nu mest altoverskyggende og meget konkrete længsel er et tykt
stykke fuldkornsrugbrød med en skive 45% Danbo på. Det kan få mit
mundvand til at gå amok. Jeg glæder mig også til, at Sofie og Thomas
laver en fantastisk kop kaffe til mig.

Jeg længes efter at sidde uforstyrret med min morgente en time, mens
jeg vågner op til verden.

Jeg drømmer om at sidde sammen med mine unger omkring bordet med en
flaske rødvin. Jeg længes efter at føre mere åndrige samtaler, end
mine hårdt tilkæmpede tibetanske brokker tillader. Eller mine nye
venners lige så hårdt tilkæmpede engelske brokker tillader. Det er
fint at have computeren og min næsten udfyldte notesbog. Men det er en
ensidig kommunikation. Ingen svarer igen eller argumenterer imod eller
supplerer. Det har på den anden side været en fordel i mit arbejde med
at skabe mig viden og forståelse for det samfund, jeg har levet i.

Bare at sidde omkring et måltid ved et bord med stole uden nogen, der
bøvser og prutter uhæmmet, bliver en udsøgt fornøjelse. At nyde at
spise med kniv og gaffel, og ikke fingrene, og nyde at ingen slikker
tallerkenen ren, men putter den stille og roligt i opvaskemaskinen
eller baljen. Almindelig bordskik får nye betydninger efter mit ophold
her. Det er fint med forskellige skikke, men min indre Tante Sofie
springer frem som en trold af en æske. Og heldigvis kan ingen se, hvad
jeg ind imellem tænker.

Jeg er blevet bedre til at sidde længe i skrædderstilling, men jeg er
ikke skabt til det. Min krop er skabt til stole. Tror jeg.

Jeg længes efter en kold øl i Nyhavn eller måske bare på terrassen med
min nabo. Jeg længes efter frisk frugt og iskoldt vand fra vandhanen.

Jeg vil næsten give mit kongerige for et træk-og-slip toilet. Med
vaskekumme og sæbe ved siden af. Og en dør der kan lukkes og låses.

Jeg længes forfærdeligt efter min seng. Som er uden mærkelige
insekter. Og som er blød og helt tilpas varm. Jeg længes efter at sove
for åbent vindue uden risiko for ubudne nattegæster.

Jeg glæder mig til at høre mine ungers stemmer. Alle de små og store.
Jeg håber, småpigerne stadig har deres begejstrede grin, når vi ses
igen. At jeg ikke har været for længe væk. Jeg glæder mig til at tage
ud i byen og høre musik. Jeg glæder mig til at arbejde igen, og jeg
glæder mig over at arbejde i et sundhedsvæsen, som vi godt kan være
lidt stolte af. Jeg glæder mig til at se alle vennerne, hele familien,
mit lille hus i Birkerød, skoven, søerne, ja selv Brugsen, hvor jeg
sikkert bliver svimmel af valgmuligheder.

Og mand, hvor jeg savner min cykel. At suse ud af landevejen med
solskin om ørerne.

Jeg kan næsten ikke klare mere buttertea, og tsampaen vokser i munden
hver morgen. Hvor er vi ufatteligt privilegerede, at vi har så mange
valgmuligheder. Jeg mener, hvis ikke vi har lyst til tsampa om
morgenen, så tager vi bare müesli eller en ostemad. For os er varieret
kost at spise noget forskelligt hver dag. I Humla eksisterer
overvejelser om at kunne lide eller ikke lide noget ikke. Man spiser
tsampa om morgenen. Punktum. Man spiser dal bhat (ris med sovs og
grøntsager) hver dag. Formiddag og aften. Og de samme grøntsager dag
efter dag. Og sådan er det. Jeg kan her i mit priviligerede højsæde
sidde og glæde mig til helt andre spiser. Men det kan man ikke i
Humla. Der er ikke valgmuligheder eller alternativer. Og det har jeg
ikke hørt nogen sætte spørgsmålstegn ved. At være kræsen og spise af
lyst er et velfærdsfænomen.

Og du godeste, hvor jeg glæder mig til lidt velfærd.

En overraskelse og lidt om Humla

Jeg daffer ned gennem regnvejret til Dawa’s teashop for at spise
frokost. Jeg når ikke at vænne mig til at betegne et måltid klokken 10
som frokost. Men det er, hvad det er. Og med masser af chili.

Da jeg stikker hovedet ind, taber jeg næsten underkæben af
overraskelse. For der sidder to mennesker, som jeg kender ganske godt.
Den ene er trekkingguide, og jeg har arbejdet sammen med ham for nogle
år siden på en trekkingtur for Kiplingtravel til Annapurna basecamp.
Senere var han med Ole og jeg til basecamp på Mera Peak, og jeg har af
og til fået hilsner fra ham gennem mine nepalesiske Facebook venner.
Sammen med ham sidder et andet velkendt ansigt, nemlig en gut, der var
med som porter på Annapurna trekket. Nu er han assistant guide, og det
kan jeg godt forstå, for jeg husker ham som en særdeles kompetent fyr.
Hvor sjovt og uventet at møde folk, jeg kender fra den helt anden ende
af landet. Nu var de på vej tilbage mod Kathmandu gennem det
jammerlige vejr. De havde fulgt tre russere til Hilsa ved den
tibetanske grænse, hvorfra de skulle videre mod det hellige bjerg
Kailash. Og jeg har spekuleret som en gal på hans navn hele dagen.
Imellem. Jeg gad godt have en bedre hukommelse engang imellem.

Yalbang er smuk, når solen skinner. Med det store kloster højt over
byen og den dramatiske Karnali River ved bunden. Overfor byen skærer
en dal sig ind i de høje bakker. Det er vejen til Chala, en lille godt
gemt by, som jeg drømmer lidt om at nå at se, inden jeg vandrer
herfra. Men man skal krydse et højt pas, og turen derind vil let tage
fem timer. Jeg skal altså beregne at overnatte der. Og guesthouse
findes ikke. Det skal være rent privat. Og jeg er nødt til at
indrømme, at jeg overvejer lopperne, lusene og alle myggene. Jeg er SÅ
træt af stikkende, kløende smådyr. De er uundgåelige, hvis jeg
overnatter hjemme hos folk. Så måske tøser jeg ud af den plan og nøjes
med at gå noget af vejen. Til passet, f.eks. Jeg kunne også tage min
bivuakpose og overnatte i det fri, men der er for mange myg og for
meget regnvejr.

Den traditionelle måde at bygge byer på i Humla er meget
karakteristisk. Alle huse hænger næsten sammen, og man kan bevæge sig
fra hus til hus ad sindrige stige systemer. De ligger som en klynge
klistret op på bjergsiderne. Det er en fordel i den kolde vinter, hvor
man tilbringer tiden meget i de lune køkkener. Og jo flere mennesker,
der er i et køkken, jo lunere er det. Om sommeren leves bylivet på
byens tage. Husene er i tre etager. Den nederste er til dyr, heste,
okser, får og geder, den næste etage er beboelse, og den øverste etage
er som hos Mingyou ekstra værelser og måske bederum. Det betyder, at
man går gennem byen ad smalle mørke stier, hvor man akkurat kan
passere mellem to huse. Og hvor vandet fosser afsted, når det er
regnvejr. Yalbang er, ligesom Mutzu, ved at udvikle sig arkitektonisk.
Flere og flere bygger huse væk fra den trange klynge, og anlægger have
eller træer omkring huset. Traditionelt har familiesystemet været
sådan, at en kvinde giftede sig ind i en familie. Det vil sige, at hun
giftede sig med alle brødrene. På den måde forblev jord og huse samlet
på familiens hænder og skulle ikke deles ud i mindre lodder. Men den
tradition er man langsomt ved at forlade, og dermed vokser byerne
langsomt i omfang.

Byerne som sådan er altså ikke smukke. Husene er bygget af ler med
noget trækonstruktion ind i mellem. Og det er bare lerfarvet. De
ældste huse har ingen vinduer. Man levede indendørslivet i mørke.
Nyere huse har små bitte vinduer højt oppe under loftet, og de
allernyeste har store vinduer med glas. Køkkenerne er indrettet med
ildsted. De bedste har støbejernskomfurer med skorsten. Andre har
ingen skorsten, men hul i loftet til at lukke røgen ud. Al madlavning
foregår i skrædderstilling på gulvet. Nogen vasker hænder. Men langt
fra alle. Som tidligere fortalt, er det skik at invitere enhver gæst
på buttertea. Buttertea laves af the, smør og salt. Teen laves først
og hældes i et langt ’kærne-agtigt’ rør. Sammen med smør og salt
kærnes det til en gullig te, som bydes rundt. Koppen når aldrig at
blive bare halvt fyldt, før næste runde te bydes rundt. Drikker man
ikke hurtigt nok, nødes man.

Mange familier sover i køkkenet. De bedste køkkener har senge, som kan
bruges til at sidde på om dagen. Andre familier sover på en sæk på det
hårde lerstampede gulv. I Mutzu betragter man ikke sig selv som
fattige. Man har det, man har brug for og dyrker mange forskellige
grøntsager. Sita sagde til mig, at folk i Kermi ikke var fattige, de
var dovne. De kunne bare dyrke flere grøntsager, sagde han. Fattigdom
er et relativt begreb. Men det er en kendsgerning, at
gennemsnitslevealderen er 48 år, at børnedødeligheden er mere end 30%,
og at et ukendt antal kvinder dør i forbindelse med deres fødsler. For
mig er det en uacceptabel indikator på fattigdom. At betragte sig selv
som fattig er noget andet. Jeg kan godt forstå, at Sita ikke ønsker
den betegnelse. At blive betegnet som fattig kan også gøre noget
alvorligt ved ens egen selvforståelse.

Højt over byen strækker sommer-græsningsarealerne sig på de høje
bakker. Som europæer ville jeg driste mig til at sige bjerge. Men der
er ingen sne på. De er grønne. Her drager landsbyboerne op om sommeren
med deres dyr, så de kan græsse. Det går lidt på skift i familierne at
passe på dyrene deroppe, og det betyder, at en del af Yalbangs
befolkning slet ikke er her lige nu. På græsarealerne bor folk i
telte, og hver landsby har sine egne græsningssteder.

På udflugt til Mutzu

Lørdag er en mærkelig dag i Yalbang. Der sker i n g e n t i n g. Selv
Dawa i teashop’en sov rigtig længe, så jeg måtte stå der med en lang
næse og en skrigende morgenmave. Og bare vente på at se røgen op fra
hendes lille skorsten. Og det regnede. Hele natten havde det væltet
ned med vand, og der var en sø udenfor min dør. Det stilnede heldigvis
af. For en hel lørdag med regnvejr kunne jeg næsten ikke bære. Jeg
ville gå til i kedsomhed.

Men klokken ti var det tørvejr, og jeg fulgtes med to ikke særligt
engelsk kyndige gutter på udflugt til Mutzu. Mutzu ligger 2-3 timers
vandring fra Yalbang, og der bor også Sita, min makker i klinikken. I
Mutzu har Unicef opført et maternity center, og landsbyerne har i
fællesskab ansat en jordemoder. Det er så håbet, at kvinder vil komme
til centeret og føde. Det kommer de nu nok ikke til. Hvad der derimod
kunne være rigtig godt, kunne være at kvinderne bliver set af
jordemoderen flere gange under graviditeten og efter fødslen. Det
ville måske kunne forhindre nogen af mødre- og børnedødsfaldene, hvis
man kan gribe ind i tide. Ihukommende folks mistillid til hospitalet i
Simikot er det nok tvivlsomt,om kvinder vil tage dertil for at føde.
Er der komplikationer, som kræver assistance i form af tang, sug eller
kejsersnit, har hospitalet slet ikke udstyr, og kvinderne må videre
med fly til Nepalgunj. Og det er slet ikke sandsynligt. Løsningen har
jeg ikke, for der er ikke meget nytte i at anskaffe udstyr, hvis
hospitalet stadig ikke kan tiltrække kvalificeret personale.

Men tilbage til vores udflugt. Turen til Mutzu var ufatteligt smuk.
Ikke med udsigter til sneklædte tinder, men gennem Karnalidalen, som
byder på sin egen dramatik og vildskab. Nogle steder er dalen snæver
med stejle stigninger på begge sider af floden, andre steder åbner
landskabet sig pludseligt. Vi krydsede først en brusende biflod over
en ældgammel træbro, og efter endnu en times vandring krydsede vi
selve Karnali. Karnali fødes af gletcherne på Mount Kailash i Tibet i
mere end 6000 meters højde, og der er fart på den ned gennem dalen.
Hvis ikke det var en hellig flod, kunne man sagtens forestille sig
vilde raftingture i fuld fart. Vi krydsede floden over en gammel
hængebro. Ikke så gammel, at det hele var af træ og tov, men en gammel
stålkonstruktion med træbrædder til at gå på. Og så var vi næsten i
Mutzu. Vi fandt Sitas hus, men der var ingen hjemme. Vi plukkede
solmodne abrikoser, der smagte helt anderledes, end dem man kan finde
i Brugsen ind imellem. De var små som mirabeller og smagte friskt og
sødt. Jeg tøsede og skrællede mine. Ingen grund til at risikere en
ødelagt mave.

Så gik vi videre op til klosteret, som ligger fantastisk smukt højt
over byen med udsigt over byen og dalen. Vi blev inviteret ind på te
og nudler i klosterets store lune køkken. Vi gennemgik et lille
ritual, hvor vi lagde et hvidt silketørlæde på alteret i deres lille
bederum og blev velsignet. Og så gik vi videre på vores jagt efter
Sita. Ned gennem byen, som er helt anderledes end de øvrige byer i
dalen. Husene her ligger frit og er omgivet af træer og grønt. Vi var
forbi en telefoncentral, hvor de forsøgte at ringe til Sita. Videre
over markerne og forbi en politicentral, hvor jeg anstrengte mig for
at se helt uskyldig ud. For jeg havde faktisk slet ikke tilladelse til
at være i Mutzu. Min tilladelse gælder kun Kermi og Yalbang. Men
politiet interesserede sig ikke for min tilladelse. De var mere
interessrede i, at jeg arbejdede for Nepaltrust. På den positive måde,
altså. Og så fandt vi endelig Sita hjemme. Han bød på te i sit store
køkken sammen med sin kone og mor. Og så lavede han
boghvedepandekager. Og grinede fordi han vidste, at jeg havde fået det
rigtig tit i Kermi.

Og så var klokken blevet mange, og vi måtte begive os hjemad for at nå
det inden mørket. Jeg har ikke tal på alle de steder, vi har drukket
buttertea. Det er skik, at man byder gæster velkommen med buttertea,
og vi var jo gæster i Mutzu. Jeg havde fået min dosis for den dag og
gik og småbøvsede smør hele vejen hjem. På hjemvejen kom regnen igen.
Vi blev våde men fik ellers ingen problemer. Da vi nåede Yangar måtte
vi endnu engang ind i en teashop og have buttertea, og de to gutter
måtte have et glas kinesisk pulimut. Som jeg afstod fra. I stedet
fandt jeg en gruppe kvinder og børn, som gerne ville fotograferes. Og
det blev de under stor morskab. Jeg fotograferede en gruppe mænd, som
spillede kort på taget af et hus dagen lang.

Den ene af mine følgesvende fortalte, at han havde besøg af en
udlænding, der talte lidt nepalesisk. Jeg tænkte straks, at det måtte
være David, den amerikanske antropolog, så jeg ville op og hilse på.
Det viste sig at være en ung svensker, som var frivillig
et-eller-andet i Yangar, men som lige nu var småsyg efter en gang
diarré og opkastninger. Jeg lod ham sove og begav mig afsted på det
sidste stykke vej.

Vi nåede Yalbang, ligesom tusmørket for alvor faldt på. Den sidste del
af turen var gået i det fantastiske lys, der kan være, når solen
næsten er gået ned. Regnen var stoppet igen. Dawa i teashoppen tog
imod, og jeg gav hende de fleste af de abrikoser, jeg havde i
rygsækken. Og sådan gik en dag, der startede med de vådeste udsigter,
på bedste vis.

Orm, geder og tandfyldninger

Solen strålede allerede fra den tidlige morgenstund. Jeg sad på en
stor sten og nød morgensolen efter at have sendt email hjem til
Danmark. Regnen har ellers været tung og langvarig, men nu har vi
pludselig to hele dage med strålende sol. I går løb jeg en time i mine
nye omgivelser, og kunne godt mærke, at jeg var kommet nogle hundrede
meter højere op. Pulsen og åndedrættet røg i det røde felt ved hver
stigning. Men det er sjovt at løbe i det konstant foranderlige terræn.
Jeg møder munke, som går ture med deres bønnebøger og øver sig i
bønnerne. De standser mig hver gang med spørgsmålet, Where are you
going? Det er en almindelig tibetansk måde at hilse på. Ikke ’goddag’
eller ’hej’, men ’hvor er du på vej hen’ eller ’hvor kommer du fra’.

Jeg bliver genert, hver gang jeg møder nogen på mine løbeture. At løbe
i Nepal er lidt som at løbe i 70’erne og 80’erne i Danmark. Folk glor
måbende og tænker, at man nok ikke er rigtig i hovedet. Det er man
måske heller ikke. Ingen bevæger sig hurtigt i bjergene. Selv hestene
bevæger sig adstadigt afsted i langsom gang.

Sita havde en langsom morgen, og vi åbnede klinikken ved 10.30 tiden.
Der var allerede et par patienter i venteposition. Den ene var den
kvinde, jeg havde set den første dag. Hende med det hævede ben, som
jeg tænkte var en blodprop. Det tror jeg stadig, men hun er ikke taget
til Simikot. Den smertestillende medicin og elastikbindet hjælper
nemlig lidt. I dag kom hun for at få en P-depotindsprøjtning. Altså
anticonception i depotform, som holder i tre måneder, som er meget
brugt i udviklingslande til fødselskontrol. Det sagde jeg altså nej
til. Blodpropper er en hyppig bivirkning til den slags anticonception.
Men lur mig, om ikke hun tager op til munke-doktoren og får sin
injektion.

Efter hende myldrede det ind med skolebørn. De havde allesammen orm,
og vi opbrugte hele lageret af ormemiddel. Det er sæson for
champignon, og børnene går og finder dem. De laver et lille bål,
dypper svampen i salt og lægger den et øjeblik i bålet. Sita havde
brugt morgenen i går på at finde champignon, og han fortalte, at de
især groede, hvor børnene (og voksne) lægger deres toiletveje. Og al
den afføring, han så, var myldrende fulde af orm. Børnene samler også
æbler og abrikoser op fra jorden og spiser dem uden at vaske dem
først. Som børn over hele verden gør.

En lille purk havde været der i går og fik ormekur. I dag kom han
igen, fordi han var blevet forskrækket. Om aftenen var der kommet en
kæmpelang orm ud af ham. Han beskrev på lystfiskervis en halv meters
penge. Og til morgen var der kommet en til på ca 30 cm. Jeg grinede og
fortalte ham, at når man får ormekur, dør ormene. Og så kommer de ud
med afføringen. Så hans kur virkede.

En anden lille dreng havde børnesår i hovedbunden. Sita klippede håret
af omkring sårene og smurte jod på. Herefter smurte han metylblåt på.
Det har jeg ikke set siden min tidligste elevtid. Men vi havde ikke
den antibiotika, som han burde have haft. Til Sitas ros, så griber han
ikke tilfældigt et alternativt præparat, men afstår fra behandling,
hvis han ikke har det rigtige.

Andre børn havde diarré. Vi behandler kun, hvis det har stået på i
mere end 7 dage, eller hvis der er tydeligt pus eller blod i. Og
selvfølgelig, hvis barnet er medtaget og dehydreret.

Så var der pause i patienterne, og der blev postyr i skolegården
nedenfor. To mænd kom trækkende med en ged. En anden mand bar en
træbænk og en skarp kniv. Der var gedeslagtning. Jeg nåede først
derom, da geden var blevet afsjælet. Hovedet var hængt op i et træ, og
kroppen var ved at blive parteret på træbænken. Alle lærere stod
omkring, og flere børn var involveret i at hente træ til et bål.
Senere blev gedehovedet lagt i bålet sammen med nosserne. Jeg forstod
ikke helt betydningen af det. Skindet blev vasket og lagt til tørre,
og alt kødet blev samlet i et vaskefad og bragt til skolekøkkenet.
Blodet var i en gryde for sig, og det var lunger og luftveje også
sammen med leveren.

Efter et par timer kom to mænd til klinikken. Den ene havde
forfærdelig ondt i en tand. Det kan Sita også klare. Vi kiggede på
tanden, som så temmelig rådden ud. Extraction, sagde Sita med et stort
smil. Hvis tanden er bevægelig kan han trække den ud. Bare sådan. Han
begyndte og pillede tandstumper ud. Men pludselig kunne han ikke få
mere løs. Han lagde et stykke gaze med jod i hullet, mens han så
gjorde klar til at lave en fyldning. For et par år siden havde han
fået noget tandcement af en japansk turist. Det blev blandet på
skamlen, mens et nt stykke gaze tørrede tandstumpen. Og så lagde han
fyldningen i tanden – med sine næsten rene instrumenter. Og manden var
glad.

Kammeraten havde tre inficerede instektbid på den ene fod og en hævet
lymfekirtel i lysken. Hans fødder var sortere end sort, og han blev
sendt ud og vaske sig af tante Sofie. Så blev sårene penslet med jod
og smurt med antibiotikasalve. Og han blev instrueret i at tage fodbad
i sæbevand flere gange om dagen, inden han smurte salve på. Gnæk-gnæk,
jeg gad godt se, om der virkelig er nogen, der tager det råd til sig.
Jeg tillader mig at tvivle.

Tanker om sundhed i Nepal

Jeg tror, man er nødt til at opholde sig her, langt ude i bjergene i
Nepal, for at få et lille indblik i nogle af vanskelighederne ved at
arbejde med sundhed og sygdom. Mens jeg har været her, har jeg læst
Ken Follet’s World without End, og den kan være god at have i hånden
for at skabe forbindelser til vores egen vesteuropæiske fortid. Til
dengang munke og præster dikterede bøn og åreladning som den eneste
mulige helbredelse. Til dengang samme munke og præster tordnede imod
hygiejne og isolation som værn mod smittespredning, og lod pesten rase
i Europa.

Det gør munkene ikke her, men det historiske tilbageblik fortæller en
historie om engang, hvor heller ikke europæere vaskede sig eller
gjorde sig begreb om elementær smittespredning. Det giver også et
lille håb om, at det kan forandres.

Det er ved at gå op for mig, at mange, måske de fleste, ikke tager
imod tilbuddet om undersøgelse og behandling på hospitalet i Simikot.
Det er der flere grunde til. Den største er nok, at folk ikke har
tillid til hospitalet. De har ikke tillid til, at hospitalet kan gøre
en forskel. Folk har også gang på gang oplevet, at der ikke er læger
tilstede på hospitalet. Og sygeplejersker er der ingen af. Hospitalet
i Simikot har ikke noget udstyr. Jeg så et rum, hvor der stod X-ray,
men så ikke noget apparat. Der er ikke noget laboratorie, og heller
ingen muligheder for at udføre selv små operationer. Det betyder, at
folk først skal gå den lange vej til Simikot, og måske risikere at
skulle betale en flybillet til Nepalgunj eller Kathmandu. Hvis der går
et fly. Og måske bliver de slet ikke raske. Måske er der slet ikke
nogen læger til at tage sig af deres sygdom. Det er nemlig et andet
problem. Det er vanskeligt at rekruttere læger og sygeplejersker til
de offentlige hospitaler. Da jeg besøgte et hospital i Kathmandu for
tre år siden, måtte folk vente tre dage i gennemsnit på at se en læge
på det offentlige hospital. De søger enten helt væk fra Nepal, får
ansættelse i NGO’er eller andre private hospitaler. Men det er en helt
anden diskussion, som jeg kan tage på et andet tidspunkt, men som kun
igen bestyrker mig i det rigtige ved at arbejde for det offentlige
sundhedsvæsen i mit eget land. Det hele er bare med til at øge
utrygheden ved behandling på de offentlige hospitaler i Nepal.

Nogle folk tænker også, at hvis de er så alvorligt syge, at de
risikerer at dø, vil de hellere blive hjemme hos deres familie,
fremfor risikoen for at dø alene et fremmed sted. Uden mulighed for
familien omkring sig og måske uden mulighed for at komme hjem til en
ordentlig begravelse.

Her i Yalbang er der tre forskellige kliniker. Der er vores, der er
klosterets, og så er der en tibetansk læge, som behandler efter den
tibetanske medicin. Det er en medicin, der i sin grundtanke er
væsensforskellig fra den vestlige. Den tibetanske medicin er langsomt
arbejdende og sigter mod at genoprette forstyrrede balancer i kroppen.
Det gør den bl.a ved akupunktur og forskellige urtemedicinske
behandlinger. Det tibetanske lægestudie foregår på universitetet og
tager tager syv år.

Og folk benytter alle klinikkerne. Den vestlige medicin betragtes som
meget kraftig og hurtigtvirkende, men med store bivirkninger. Den
tibetanske medicin har ingen bivirkninger, men er langsom og
opbyggende.

Der er altså nogle dybtliggende kulturelle mønstre, som er meget
anderledes end den sundhedstænkning, jeg repræsenterer. Hvor de
sammenhænge, som synes så indlysende for mig, er helt abstrakte for
folkene, der lever her. De er høflige og lytter til mig. Giver mig
endda ret, men går hjem og gør, som de synes. Lyder det bekendt? Har
vi ikke lignende mønstre hjemme i vores lille veluddannede og
velorganiserede land? Det, der er med til at gøre det så vanskeligt
her, er manglen på alting. Jeg kan jo ikke sende folk i Brugsen efter
det, de mangler. Det findes ikke.

Og der er nogle helt strukturelle forhindringer for sundhed, som
rækker ud over fattigdommen og er med til at fastholde den. Det er de
infrastrukturelle omstændigheder. Al transport er langsom, omstændelig
og vanskelig. I disse dage er vi låst inde i Yalbang, fordi det har
regnet heftigt. Vi kan ikke gå (eller løbe) nogen steder, fordi
risikoen for jordskred er overhængende. Der kan ikke bygges veje, som
biler kan køre på. Der er for mange høje bjerge i vejen. Helikoptere
kan ikke flyve, når vejret er skidt, fordi de ikke kan navigere.
Infrastrukturen kan ikke rigtigt ændres. Det betyder igen, at der ikke
kommer læger eller sygeplejersker til hospitalet i Simikot, fordi
ingen vil arbejde så langt væk. Og det betyder, at folk aldrig opnår
tilliden til et hospitalsvæsen for dem.

Jeg kender ikke løsningen. Eller ved om den findes. Jeg er glad for at
have opholdt mig midt i det. For det har givet mig et indblik i
vilkårene. Det bedste, jeg kan gøre for befolkningen i Humla, er ikke
at arbejde i NGO klinikkerne. Det bedste, jeg kan gøre, er at
undervise deres lokale sundhedsarbejdere, som jeg har lovet at gøre,
når jeg er tilbage i Simikot. Fordi nu kender jeg en lille smule til
deres vilkår for det arbejde, de udfører. Og derfor forhåbentlig kan
give dem en undervisning tilpasset deres vilkår, som de kan bruge
fremover.