Puja og skolefest

Jeg synger på sidste vers i Yalbang. Det er i dag lørdag, og mandag eller tirsdag vandrer jeg til Kermi og overnatter, inden jeg tager den lange tur til Simikot. Og midt i min næsten ustyrlige glæden mig til at komme hjem og se jer allesammen, så er det pludselig også vemodigt.
Jeg har jo alligevel knyttet nogle relationer her. Og jeg har en stærk fornemmelse af at være på vej til at blive budt ind af kvinderne. Hvis jeg lige blev her et par uger mere. Men det gør jeg ikke.

Mine sidste dage bliver travle. Torsdag blev jeg inviteret til en stor puja i klosteret i Yalbang. Det er munke-doktoren (det er flovt, men jeg kan ikke huske hans navn), som har indbudt mig. Da jeg spiste frokost, spurgte Dawa (i teashop’en) mig, om jeg skulle i Gompaen, som det hedder i Nepal og Tibet. Jeg svarede ja, og hun gjorde mig klart, at det skulle hun også. Da klokken var halv tre, råbte hun pludselig af mig. Og der stod hun med sin mor og søster og ventede på mig. Jeg blev rørt og overrasket. De fulgtes med mig til klosteret, og mens vi stod udenfor, kom munke-doktoren ud og betydede mig, at jeg skulle komme med ind. Jeg tog skoene af, og han viste mig til en plads på et tæppe ved siden af de små munke. Og så var jeg rørt igen. For jeg var den eneste gæst inde ved selve bønnen. To små munke gik rundt og hældte te op til de bedende munke, og den ene blev sendt ud efter en kop til mig.

Ceremonien var temmelig meget smukkere, end de puja’s, jeg har været med til i Kermi. Her var mange munke, og deres bøn var meget melodisk og rytmisk. Den vekslede mellem larm og rabalder med trommer, horn og klokker, – og stille rytmisk bøn i kor. Jeg blev helt lullet med af rytmen, for pludselig havde jeg siddet der i 1½ time. Så var der pause, og alle munkene gik ud i den friske luft. Jeg gik med, og herude var alle kvinderne. De gik mig straks i møde og spurgte, om jeg havde været derinde. Og det havde jeg jo. Det plejer kvinderne ikke, åbenbart. De tog min arm og ledte mig over på den anden side af indgangen, og her stod de og ventede. Da munkene efter deres pause gik tilbage, styrede kvinderne frem og skubbede deres børn foran. Den unge Rinpoche berørte deres hoveder let, idet han gik forbi. Det var det, de havde ventet på. En ældre kvinde i nonnedragt tog en munk under armen og gav tegn til mig. Munken forklarede, at hun var Pemas mor, og at hun gerne ville invitere mig op i klosteret, så vi kunne tale sammen. Pema mødte jeg i Simikot, hvor hun er koordinator for Nepaltrust’s sundhedsprojekt. Jeg tog selvfølgelig imod invitationen, som jeg også blev rørt over. Og søndag har jeg så en aftale med både hende og munke-doktoren, som har lovet at vise mig rundt i klosteret.
Da vi tog afsked, kom en anden kvinde hen til mig og betydede mig at følge med. Hun forklarede, at vi skulle følges ned fra klosteret. Og så fulgte hun mig hjem.

Og nu er skolefesten overstået. Jeg var inviteret med som honorable guest og sad på forreste række til hele programmet. Som var langt. Der var flere honorable guests og alle holdt tale. Også mig. Jeg tog Konshuck med som tolk og talte om, hvor overrasket jeg var blevet over den fine skole i Yalbang. Og en hel masse andet. Og så sagde jeg til eleverne, at de skulle vokse op og være stolte af at være født et sted, som prioriterede at lave så god en skole til dem. De er jo Humlas fremtid, og kun uddannelse kan lægge et grundlag for at tackle de problemer, Humla slås med. Børnene dansede tibetanske og nepalesiske danse, som de havde øvet sig på de sidste uger. Og de var rigtig fine i farverige kostumer. De fleste børns forældre var kommet, og det var helt rørende at se den gensidige gensynsglæde. Børnene spottede efter deres foræældre, og lyste op, når de så dem ankomme.
Forældrene kunne slet ikke holde fingrene fra deres børn. Jeg var en lille smule flov over ikke at have noget pænt tøj med, for alle var i deres stiveste puds. Kvinderne i tibetanske dragter og mændene, i hvert fald de vigtige af dem, i jakkesæt. Og der stod jeg i mine trekkingbukser. Der hænger. Nå, det blev en vældig dag, og det hele varede meget længere end jeg troede. Så dagens løbetur måtte jeg skyde en hvid pind efter.

I dag tager jeg på en længere tur op i et højt pas. For lige at se nogle bjerge med sne på. Jeg har kun haft en enkelt sneklædt tinde i udsigt i klart vejr. Men det forudsætter jo godt vejr, og det har jeg ingen styr på. Og så er jeg snart på vej, er jeg.

3 thoughts on “Puja og skolefest

  1. Fantastisk:-)
    Ønsker dig en god tur hjem, med alle din oplevlser og indtryk.
    Har været en stor fornøjelse at følge dig derude, tak for alle dine opdates og beskrivelser.
    Knus Tina

  2. Tusind tak, begge to. Ja hjemturen er sådan rent mentalt startet nu. Og hvad, jeg er jo tilbage i Kathmandu, så der er kun et lille døgns rejse tilbage i næste weekend 🙂
    Tak for jeres kommentarer hele vejen.
    Knus Helle

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s