Mad

Jeg får ikke mad nok. Mine trekkingbukser hænger på mig. Og de er argentinske størrelse small. I Argentina er small virkelig small. Godt mine brede hofter holder bukserne over ballehøjde. Hvis hængerøvsbukser var på mode til midaldrende kvinder, ville jeg være et hit. Men det er det heldigvis ikke, og jeg leder efter noget bælteagtigt, som kan være med til at holde dem endnu mere på plads.
Den uklædelig delle, der havde klistret sig fast nederst på min mave, siden jeg var syg for tre år siden – er pist forsvundet. Og det gør jo i princippet ikke noget. Jeg begynder måske at få min præ-sygdoms krop tilbage? Også på tide, kunne man sige.

Men hvad værre er, jeg kan mærke det, når jeg løber. Jeg har det, som jeg havde i sommerperioderne for år tilbage, da jeg var vegetar og løb mange konkurrencer: jeg har proteinhunger. Jeg er konstant sulten og der er ikke noget ekstra at fylde på. Mine ben er ikke helt energifyldte, som de burde være. Jeg lider kort sagt af bøf-mangel. Og jeg lider af mangel på frugt- og grøntsagsfibre.

Jeg er bange for, at jeg går fuldstændig mad-amok, når jeg vender tilbage til København. Jeg drømmer om en velkomstfrokost (jeg ankommer jo sjovt nok til frokosttid). En frokost med fuldkormsrugbrød og ost, med tomater og agurker, med slikærter og gulerødder, med fisk og æg.
Og en flaske boblevand, som vi plejer, når jeg kommer hjem. Jeg skal koge kartofler, der ikke skal blive til supper, jeg skal koge pasta, jeg skal stege fisk i ovnen, og jeg skal ikke have ris eller chili de første uger.

Så måske kommer mavedellen snigende tilbage i raketfart. Så pyt, jeg havde næsten også, men kun næsten, vænnet mig til den.