Jeg daffer ned gennem regnvejret til Dawa’s teashop for at spise
frokost. Jeg når ikke at vænne mig til at betegne et måltid klokken 10
som frokost. Men det er, hvad det er. Og med masser af chili.
Da jeg stikker hovedet ind, taber jeg næsten underkæben af
overraskelse. For der sidder to mennesker, som jeg kender ganske godt.
Den ene er trekkingguide, og jeg har arbejdet sammen med ham for nogle
år siden på en trekkingtur for Kiplingtravel til Annapurna basecamp.
Senere var han med Ole og jeg til basecamp på Mera Peak, og jeg har af
og til fået hilsner fra ham gennem mine nepalesiske Facebook venner.
Sammen med ham sidder et andet velkendt ansigt, nemlig en gut, der var
med som porter på Annapurna trekket. Nu er han assistant guide, og det
kan jeg godt forstå, for jeg husker ham som en særdeles kompetent fyr.
Hvor sjovt og uventet at møde folk, jeg kender fra den helt anden ende
af landet. Nu var de på vej tilbage mod Kathmandu gennem det
jammerlige vejr. De havde fulgt tre russere til Hilsa ved den
tibetanske grænse, hvorfra de skulle videre mod det hellige bjerg
Kailash. Og jeg har spekuleret som en gal på hans navn hele dagen.
Imellem. Jeg gad godt have en bedre hukommelse engang imellem.
Yalbang er smuk, når solen skinner. Med det store kloster højt over
byen og den dramatiske Karnali River ved bunden. Overfor byen skærer
en dal sig ind i de høje bakker. Det er vejen til Chala, en lille godt
gemt by, som jeg drømmer lidt om at nå at se, inden jeg vandrer
herfra. Men man skal krydse et højt pas, og turen derind vil let tage
fem timer. Jeg skal altså beregne at overnatte der. Og guesthouse
findes ikke. Det skal være rent privat. Og jeg er nødt til at
indrømme, at jeg overvejer lopperne, lusene og alle myggene. Jeg er SÅ
træt af stikkende, kløende smådyr. De er uundgåelige, hvis jeg
overnatter hjemme hos folk. Så måske tøser jeg ud af den plan og nøjes
med at gå noget af vejen. Til passet, f.eks. Jeg kunne også tage min
bivuakpose og overnatte i det fri, men der er for mange myg og for
meget regnvejr.
Den traditionelle måde at bygge byer på i Humla er meget
karakteristisk. Alle huse hænger næsten sammen, og man kan bevæge sig
fra hus til hus ad sindrige stige systemer. De ligger som en klynge
klistret op på bjergsiderne. Det er en fordel i den kolde vinter, hvor
man tilbringer tiden meget i de lune køkkener. Og jo flere mennesker,
der er i et køkken, jo lunere er det. Om sommeren leves bylivet på
byens tage. Husene er i tre etager. Den nederste er til dyr, heste,
okser, får og geder, den næste etage er beboelse, og den øverste etage
er som hos Mingyou ekstra værelser og måske bederum. Det betyder, at
man går gennem byen ad smalle mørke stier, hvor man akkurat kan
passere mellem to huse. Og hvor vandet fosser afsted, når det er
regnvejr. Yalbang er, ligesom Mutzu, ved at udvikle sig arkitektonisk.
Flere og flere bygger huse væk fra den trange klynge, og anlægger have
eller træer omkring huset. Traditionelt har familiesystemet været
sådan, at en kvinde giftede sig ind i en familie. Det vil sige, at hun
giftede sig med alle brødrene. På den måde forblev jord og huse samlet
på familiens hænder og skulle ikke deles ud i mindre lodder. Men den
tradition er man langsomt ved at forlade, og dermed vokser byerne
langsomt i omfang.
Byerne som sådan er altså ikke smukke. Husene er bygget af ler med
noget trækonstruktion ind i mellem. Og det er bare lerfarvet. De
ældste huse har ingen vinduer. Man levede indendørslivet i mørke.
Nyere huse har små bitte vinduer højt oppe under loftet, og de
allernyeste har store vinduer med glas. Køkkenerne er indrettet med
ildsted. De bedste har støbejernskomfurer med skorsten. Andre har
ingen skorsten, men hul i loftet til at lukke røgen ud. Al madlavning
foregår i skrædderstilling på gulvet. Nogen vasker hænder. Men langt
fra alle. Som tidligere fortalt, er det skik at invitere enhver gæst
på buttertea. Buttertea laves af the, smør og salt. Teen laves først
og hældes i et langt ’kærne-agtigt’ rør. Sammen med smør og salt
kærnes det til en gullig te, som bydes rundt. Koppen når aldrig at
blive bare halvt fyldt, før næste runde te bydes rundt. Drikker man
ikke hurtigt nok, nødes man.
Mange familier sover i køkkenet. De bedste køkkener har senge, som kan
bruges til at sidde på om dagen. Andre familier sover på en sæk på det
hårde lerstampede gulv. I Mutzu betragter man ikke sig selv som
fattige. Man har det, man har brug for og dyrker mange forskellige
grøntsager. Sita sagde til mig, at folk i Kermi ikke var fattige, de
var dovne. De kunne bare dyrke flere grøntsager, sagde han. Fattigdom
er et relativt begreb. Men det er en kendsgerning, at
gennemsnitslevealderen er 48 år, at børnedødeligheden er mere end 30%,
og at et ukendt antal kvinder dør i forbindelse med deres fødsler. For
mig er det en uacceptabel indikator på fattigdom. At betragte sig selv
som fattig er noget andet. Jeg kan godt forstå, at Sita ikke ønsker
den betegnelse. At blive betegnet som fattig kan også gøre noget
alvorligt ved ens egen selvforståelse.
Højt over byen strækker sommer-græsningsarealerne sig på de høje
bakker. Som europæer ville jeg driste mig til at sige bjerge. Men der
er ingen sne på. De er grønne. Her drager landsbyboerne op om sommeren
med deres dyr, så de kan græsse. Det går lidt på skift i familierne at
passe på dyrene deroppe, og det betyder, at en del af Yalbangs
befolkning slet ikke er her lige nu. På græsarealerne bor folk i
telte, og hver landsby har sine egne græsningssteder.
Helles Blog 