På udflugt til Mutzu

Lørdag er en mærkelig dag i Yalbang. Der sker i n g e n t i n g. Selv
Dawa i teashop’en sov rigtig længe, så jeg måtte stå der med en lang
næse og en skrigende morgenmave. Og bare vente på at se røgen op fra
hendes lille skorsten. Og det regnede. Hele natten havde det væltet
ned med vand, og der var en sø udenfor min dør. Det stilnede heldigvis
af. For en hel lørdag med regnvejr kunne jeg næsten ikke bære. Jeg
ville gå til i kedsomhed.

Men klokken ti var det tørvejr, og jeg fulgtes med to ikke særligt
engelsk kyndige gutter på udflugt til Mutzu. Mutzu ligger 2-3 timers
vandring fra Yalbang, og der bor også Sita, min makker i klinikken. I
Mutzu har Unicef opført et maternity center, og landsbyerne har i
fællesskab ansat en jordemoder. Det er så håbet, at kvinder vil komme
til centeret og føde. Det kommer de nu nok ikke til. Hvad der derimod
kunne være rigtig godt, kunne være at kvinderne bliver set af
jordemoderen flere gange under graviditeten og efter fødslen. Det
ville måske kunne forhindre nogen af mødre- og børnedødsfaldene, hvis
man kan gribe ind i tide. Ihukommende folks mistillid til hospitalet i
Simikot er det nok tvivlsomt,om kvinder vil tage dertil for at føde.
Er der komplikationer, som kræver assistance i form af tang, sug eller
kejsersnit, har hospitalet slet ikke udstyr, og kvinderne må videre
med fly til Nepalgunj. Og det er slet ikke sandsynligt. Løsningen har
jeg ikke, for der er ikke meget nytte i at anskaffe udstyr, hvis
hospitalet stadig ikke kan tiltrække kvalificeret personale.

Men tilbage til vores udflugt. Turen til Mutzu var ufatteligt smuk.
Ikke med udsigter til sneklædte tinder, men gennem Karnalidalen, som
byder på sin egen dramatik og vildskab. Nogle steder er dalen snæver
med stejle stigninger på begge sider af floden, andre steder åbner
landskabet sig pludseligt. Vi krydsede først en brusende biflod over
en ældgammel træbro, og efter endnu en times vandring krydsede vi
selve Karnali. Karnali fødes af gletcherne på Mount Kailash i Tibet i
mere end 6000 meters højde, og der er fart på den ned gennem dalen.
Hvis ikke det var en hellig flod, kunne man sagtens forestille sig
vilde raftingture i fuld fart. Vi krydsede floden over en gammel
hængebro. Ikke så gammel, at det hele var af træ og tov, men en gammel
stålkonstruktion med træbrædder til at gå på. Og så var vi næsten i
Mutzu. Vi fandt Sitas hus, men der var ingen hjemme. Vi plukkede
solmodne abrikoser, der smagte helt anderledes, end dem man kan finde
i Brugsen ind imellem. De var små som mirabeller og smagte friskt og
sødt. Jeg tøsede og skrællede mine. Ingen grund til at risikere en
ødelagt mave.

Så gik vi videre op til klosteret, som ligger fantastisk smukt højt
over byen med udsigt over byen og dalen. Vi blev inviteret ind på te
og nudler i klosterets store lune køkken. Vi gennemgik et lille
ritual, hvor vi lagde et hvidt silketørlæde på alteret i deres lille
bederum og blev velsignet. Og så gik vi videre på vores jagt efter
Sita. Ned gennem byen, som er helt anderledes end de øvrige byer i
dalen. Husene her ligger frit og er omgivet af træer og grønt. Vi var
forbi en telefoncentral, hvor de forsøgte at ringe til Sita. Videre
over markerne og forbi en politicentral, hvor jeg anstrengte mig for
at se helt uskyldig ud. For jeg havde faktisk slet ikke tilladelse til
at være i Mutzu. Min tilladelse gælder kun Kermi og Yalbang. Men
politiet interesserede sig ikke for min tilladelse. De var mere
interessrede i, at jeg arbejdede for Nepaltrust. På den positive måde,
altså. Og så fandt vi endelig Sita hjemme. Han bød på te i sit store
køkken sammen med sin kone og mor. Og så lavede han
boghvedepandekager. Og grinede fordi han vidste, at jeg havde fået det
rigtig tit i Kermi.

Og så var klokken blevet mange, og vi måtte begive os hjemad for at nå
det inden mørket. Jeg har ikke tal på alle de steder, vi har drukket
buttertea. Det er skik, at man byder gæster velkommen med buttertea,
og vi var jo gæster i Mutzu. Jeg havde fået min dosis for den dag og
gik og småbøvsede smør hele vejen hjem. På hjemvejen kom regnen igen.
Vi blev våde men fik ellers ingen problemer. Da vi nåede Yangar måtte
vi endnu engang ind i en teashop og have buttertea, og de to gutter
måtte have et glas kinesisk pulimut. Som jeg afstod fra. I stedet
fandt jeg en gruppe kvinder og børn, som gerne ville fotograferes. Og
det blev de under stor morskab. Jeg fotograferede en gruppe mænd, som
spillede kort på taget af et hus dagen lang.

Den ene af mine følgesvende fortalte, at han havde besøg af en
udlænding, der talte lidt nepalesisk. Jeg tænkte straks, at det måtte
være David, den amerikanske antropolog, så jeg ville op og hilse på.
Det viste sig at være en ung svensker, som var frivillig
et-eller-andet i Yangar, men som lige nu var småsyg efter en gang
diarré og opkastninger. Jeg lod ham sove og begav mig afsted på det
sidste stykke vej.

Vi nåede Yalbang, ligesom tusmørket for alvor faldt på. Den sidste del
af turen var gået i det fantastiske lys, der kan være, når solen
næsten er gået ned. Regnen var stoppet igen. Dawa i teashoppen tog
imod, og jeg gav hende de fleste af de abrikoser, jeg havde i
rygsækken. Og sådan gik en dag, der startede med de vådeste udsigter,
på bedste vis.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.