Solen strålede allerede fra den tidlige morgenstund. Jeg sad på en
stor sten og nød morgensolen efter at have sendt email hjem til
Danmark. Regnen har ellers været tung og langvarig, men nu har vi
pludselig to hele dage med strålende sol. I går løb jeg en time i mine
nye omgivelser, og kunne godt mærke, at jeg var kommet nogle hundrede
meter højere op. Pulsen og åndedrættet røg i det røde felt ved hver
stigning. Men det er sjovt at løbe i det konstant foranderlige terræn.
Jeg møder munke, som går ture med deres bønnebøger og øver sig i
bønnerne. De standser mig hver gang med spørgsmålet, Where are you
going? Det er en almindelig tibetansk måde at hilse på. Ikke ’goddag’
eller ’hej’, men ’hvor er du på vej hen’ eller ’hvor kommer du fra’.
Jeg bliver genert, hver gang jeg møder nogen på mine løbeture. At løbe
i Nepal er lidt som at løbe i 70’erne og 80’erne i Danmark. Folk glor
måbende og tænker, at man nok ikke er rigtig i hovedet. Det er man
måske heller ikke. Ingen bevæger sig hurtigt i bjergene. Selv hestene
bevæger sig adstadigt afsted i langsom gang.
Sita havde en langsom morgen, og vi åbnede klinikken ved 10.30 tiden.
Der var allerede et par patienter i venteposition. Den ene var den
kvinde, jeg havde set den første dag. Hende med det hævede ben, som
jeg tænkte var en blodprop. Det tror jeg stadig, men hun er ikke taget
til Simikot. Den smertestillende medicin og elastikbindet hjælper
nemlig lidt. I dag kom hun for at få en P-depotindsprøjtning. Altså
anticonception i depotform, som holder i tre måneder, som er meget
brugt i udviklingslande til fødselskontrol. Det sagde jeg altså nej
til. Blodpropper er en hyppig bivirkning til den slags anticonception.
Men lur mig, om ikke hun tager op til munke-doktoren og får sin
injektion.
Efter hende myldrede det ind med skolebørn. De havde allesammen orm,
og vi opbrugte hele lageret af ormemiddel. Det er sæson for
champignon, og børnene går og finder dem. De laver et lille bål,
dypper svampen i salt og lægger den et øjeblik i bålet. Sita havde
brugt morgenen i går på at finde champignon, og han fortalte, at de
især groede, hvor børnene (og voksne) lægger deres toiletveje. Og al
den afføring, han så, var myldrende fulde af orm. Børnene samler også
æbler og abrikoser op fra jorden og spiser dem uden at vaske dem
først. Som børn over hele verden gør.
En lille purk havde været der i går og fik ormekur. I dag kom han
igen, fordi han var blevet forskrækket. Om aftenen var der kommet en
kæmpelang orm ud af ham. Han beskrev på lystfiskervis en halv meters
penge. Og til morgen var der kommet en til på ca 30 cm. Jeg grinede og
fortalte ham, at når man får ormekur, dør ormene. Og så kommer de ud
med afføringen. Så hans kur virkede.
En anden lille dreng havde børnesår i hovedbunden. Sita klippede håret
af omkring sårene og smurte jod på. Herefter smurte han metylblåt på.
Det har jeg ikke set siden min tidligste elevtid. Men vi havde ikke
den antibiotika, som han burde have haft. Til Sitas ros, så griber han
ikke tilfældigt et alternativt præparat, men afstår fra behandling,
hvis han ikke har det rigtige.
Andre børn havde diarré. Vi behandler kun, hvis det har stået på i
mere end 7 dage, eller hvis der er tydeligt pus eller blod i. Og
selvfølgelig, hvis barnet er medtaget og dehydreret.
Så var der pause i patienterne, og der blev postyr i skolegården
nedenfor. To mænd kom trækkende med en ged. En anden mand bar en
træbænk og en skarp kniv. Der var gedeslagtning. Jeg nåede først
derom, da geden var blevet afsjælet. Hovedet var hængt op i et træ, og
kroppen var ved at blive parteret på træbænken. Alle lærere stod
omkring, og flere børn var involveret i at hente træ til et bål.
Senere blev gedehovedet lagt i bålet sammen med nosserne. Jeg forstod
ikke helt betydningen af det. Skindet blev vasket og lagt til tørre,
og alt kødet blev samlet i et vaskefad og bragt til skolekøkkenet.
Blodet var i en gryde for sig, og det var lunger og luftveje også
sammen med leveren.
Efter et par timer kom to mænd til klinikken. Den ene havde
forfærdelig ondt i en tand. Det kan Sita også klare. Vi kiggede på
tanden, som så temmelig rådden ud. Extraction, sagde Sita med et stort
smil. Hvis tanden er bevægelig kan han trække den ud. Bare sådan. Han
begyndte og pillede tandstumper ud. Men pludselig kunne han ikke få
mere løs. Han lagde et stykke gaze med jod i hullet, mens han så
gjorde klar til at lave en fyldning. For et par år siden havde han
fået noget tandcement af en japansk turist. Det blev blandet på
skamlen, mens et nt stykke gaze tørrede tandstumpen. Og så lagde han
fyldningen i tanden – med sine næsten rene instrumenter. Og manden var
glad.
Kammeraten havde tre inficerede instektbid på den ene fod og en hævet
lymfekirtel i lysken. Hans fødder var sortere end sort, og han blev
sendt ud og vaske sig af tante Sofie. Så blev sårene penslet med jod
og smurt med antibiotikasalve. Og han blev instrueret i at tage fodbad
i sæbevand flere gange om dagen, inden han smurte salve på. Gnæk-gnæk,
jeg gad godt se, om der virkelig er nogen, der tager det råd til sig.
Jeg tillader mig at tvivle.
Helles Blog 