Tanker om sundhed i Nepal

Jeg tror, man er nødt til at opholde sig her, langt ude i bjergene i
Nepal, for at få et lille indblik i nogle af vanskelighederne ved at
arbejde med sundhed og sygdom. Mens jeg har været her, har jeg læst
Ken Follet’s World without End, og den kan være god at have i hånden
for at skabe forbindelser til vores egen vesteuropæiske fortid. Til
dengang munke og præster dikterede bøn og åreladning som den eneste
mulige helbredelse. Til dengang samme munke og præster tordnede imod
hygiejne og isolation som værn mod smittespredning, og lod pesten rase
i Europa.

Det gør munkene ikke her, men det historiske tilbageblik fortæller en
historie om engang, hvor heller ikke europæere vaskede sig eller
gjorde sig begreb om elementær smittespredning. Det giver også et
lille håb om, at det kan forandres.

Det er ved at gå op for mig, at mange, måske de fleste, ikke tager
imod tilbuddet om undersøgelse og behandling på hospitalet i Simikot.
Det er der flere grunde til. Den største er nok, at folk ikke har
tillid til hospitalet. De har ikke tillid til, at hospitalet kan gøre
en forskel. Folk har også gang på gang oplevet, at der ikke er læger
tilstede på hospitalet. Og sygeplejersker er der ingen af. Hospitalet
i Simikot har ikke noget udstyr. Jeg så et rum, hvor der stod X-ray,
men så ikke noget apparat. Der er ikke noget laboratorie, og heller
ingen muligheder for at udføre selv små operationer. Det betyder, at
folk først skal gå den lange vej til Simikot, og måske risikere at
skulle betale en flybillet til Nepalgunj eller Kathmandu. Hvis der går
et fly. Og måske bliver de slet ikke raske. Måske er der slet ikke
nogen læger til at tage sig af deres sygdom. Det er nemlig et andet
problem. Det er vanskeligt at rekruttere læger og sygeplejersker til
de offentlige hospitaler. Da jeg besøgte et hospital i Kathmandu for
tre år siden, måtte folk vente tre dage i gennemsnit på at se en læge
på det offentlige hospital. De søger enten helt væk fra Nepal, får
ansættelse i NGO’er eller andre private hospitaler. Men det er en helt
anden diskussion, som jeg kan tage på et andet tidspunkt, men som kun
igen bestyrker mig i det rigtige ved at arbejde for det offentlige
sundhedsvæsen i mit eget land. Det hele er bare med til at øge
utrygheden ved behandling på de offentlige hospitaler i Nepal.

Nogle folk tænker også, at hvis de er så alvorligt syge, at de
risikerer at dø, vil de hellere blive hjemme hos deres familie,
fremfor risikoen for at dø alene et fremmed sted. Uden mulighed for
familien omkring sig og måske uden mulighed for at komme hjem til en
ordentlig begravelse.

Her i Yalbang er der tre forskellige kliniker. Der er vores, der er
klosterets, og så er der en tibetansk læge, som behandler efter den
tibetanske medicin. Det er en medicin, der i sin grundtanke er
væsensforskellig fra den vestlige. Den tibetanske medicin er langsomt
arbejdende og sigter mod at genoprette forstyrrede balancer i kroppen.
Det gør den bl.a ved akupunktur og forskellige urtemedicinske
behandlinger. Det tibetanske lægestudie foregår på universitetet og
tager tager syv år.

Og folk benytter alle klinikkerne. Den vestlige medicin betragtes som
meget kraftig og hurtigtvirkende, men med store bivirkninger. Den
tibetanske medicin har ingen bivirkninger, men er langsom og
opbyggende.

Der er altså nogle dybtliggende kulturelle mønstre, som er meget
anderledes end den sundhedstænkning, jeg repræsenterer. Hvor de
sammenhænge, som synes så indlysende for mig, er helt abstrakte for
folkene, der lever her. De er høflige og lytter til mig. Giver mig
endda ret, men går hjem og gør, som de synes. Lyder det bekendt? Har
vi ikke lignende mønstre hjemme i vores lille veluddannede og
velorganiserede land? Det, der er med til at gøre det så vanskeligt
her, er manglen på alting. Jeg kan jo ikke sende folk i Brugsen efter
det, de mangler. Det findes ikke.

Og der er nogle helt strukturelle forhindringer for sundhed, som
rækker ud over fattigdommen og er med til at fastholde den. Det er de
infrastrukturelle omstændigheder. Al transport er langsom, omstændelig
og vanskelig. I disse dage er vi låst inde i Yalbang, fordi det har
regnet heftigt. Vi kan ikke gå (eller løbe) nogen steder, fordi
risikoen for jordskred er overhængende. Der kan ikke bygges veje, som
biler kan køre på. Der er for mange høje bjerge i vejen. Helikoptere
kan ikke flyve, når vejret er skidt, fordi de ikke kan navigere.
Infrastrukturen kan ikke rigtigt ændres. Det betyder igen, at der ikke
kommer læger eller sygeplejersker til hospitalet i Simikot, fordi
ingen vil arbejde så langt væk. Og det betyder, at folk aldrig opnår
tilliden til et hospitalsvæsen for dem.

Jeg kender ikke løsningen. Eller ved om den findes. Jeg er glad for at
have opholdt mig midt i det. For det har givet mig et indblik i
vilkårene. Det bedste, jeg kan gøre for befolkningen i Humla, er ikke
at arbejde i NGO klinikkerne. Det bedste, jeg kan gøre, er at
undervise deres lokale sundhedsarbejdere, som jeg har lovet at gøre,
når jeg er tilbage i Simikot. Fordi nu kender jeg en lille smule til
deres vilkår for det arbejde, de udfører. Og derfor forhåbentlig kan
give dem en undervisning tilpasset deres vilkår, som de kan bruge
fremover.

One thought on “Tanker om sundhed i Nepal

  1. Hvor er det spændende at læse om dine oplevelser og overvejelser, Helle. Jeg er sikker på, at de lokale sundhedsarbejdere vil få stor gavn af det, du giver videre,

    knus
    Lene

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s