Yalbang

Jeg bor nabo til skolen i Yalbang, og der går heste og græsser udenfor
mit vindue. Det er en stor kostskole med 179 elever fra hele området.
De fleste bor på skolen og kommer kun hjem to måneder om vinteren,
hvor der er for koldt til undervisning. Der er en god stemning på
skolen, og ungerne virker forbavsende disciplinerede. Der er ingen,
der kommer og stirrer ind ad min dør, til jeg lukker den. De kværner
løs på engelsk og spørger mig om det, de nu kan finde ud af.

De yngste elever er seks år, og de myrer omkring og klatrer rundt i
træer og på store klippeblokke. Børnene virker glade og optagede af at
lære. Der er toilet på skolen, og i modsætning til Kermi, ser jeg både
børn og voksne vaske hænder jævnligt. Der er ti lærere på skolen, som
er en governmental school, og de virker glade og stolte af deres skole.
Der bliver undervist i Nepali, engelsk, matematik, science og alt,
hvad der skal til, og der arbejdes på at etablere en overbygning til
den 8. klasse, som er skolens øverste klasse.

Det gør en stor forskel for en by, at der er en skole. Det smitter
ligesom af på det hele. Der var en skole i Kermi, men kun knapt
halvdelen af børnene gik i den, og næsten alle voksne var uuddannede.

Lige ovenfor Yalbang ligger et stort kloster. Her bor 170 munke i alle
aldre. Der er en klosterskole for de små munke, hvor de undervises i
både almindelige fag og i religiøse fag. Hver familie i området sender
en søn i kloster, og de kommer, når de er omkring seks år. Jeg syntes
engang, det var hjerteskærende synd for de små drenge. Der er nemlig
samme tradition i det nordlige Indien. Men det varede, til jeg
stiftede nærmere bekendtskab med deres klosterliv. Det er ikke et liv
i afsavn og religiøs alvorlighed, som de kristne klostre, i hvert fald i
min bevidsthed, er eksponenter for. Klosterlivet i et tibetansk
kloster er muntert og fuld af leg. Drengene får mad, tøj, undervisning
og masser af omsorg. De små munke deltager ikke i de daglige bønner.
De skal i skole, og de skal have tid til at lege. Der er en munter og
glad stemning i det store kloster.

Klosteret er smukt med en stor blændende hvid stupa midt i det hele.
Der er helt nybyggede fløje til munkenes boliger og flere under
opførelse. Der er to Rinpoche’r i klosteret. Det er inkarnationer af
tidligere Rinpoche’r, ligesom Dalai Lama er en inkarnation af
tidligere øverste lamaer. Den ældste er gået i retriet – dvs han har
trukket sig tilbage fra omgang med verden i nogle år, for at hellige
sig meditation. Da jeg rejste i Ladakh for flere år siden, så jeg flere
klippehuler, hvor munke trak sig tilbage i meditation i op til to år.
Men den yngre Rinpoche er her, og han skulle også være rigtig god til
engelsk. Så ham vil jeg glæde mig til at møde og blive meget klogere
på den tibetanske buddhisme.

Jeg har mødt doktor-munken nogle gange. Han er en meget klog fyr, som
har arbejdet med mange former for medicin gennem de sidste 12-15 år.
Han har arbejdet i Indien, Tibet og i Kathmandu og har nu været i
Yalbang de sidste to år. Jeg tror ikke, han har nogen egentlig
medicinsk uddannelse, men har været i lære hos andre læger. Han er
spændende at snakke med.