Og så kom jeg til Yangbal

Det regnede heftigt hele natten og morgenen, og Mingyou syntes ikke,
jeg skulle afsted. Der er alvorlige risici for jord- og stenskred, når
det har regnet meget, og det er en risiko, man må tage alvorligt. Men
i løbet af morgenen stoppede regnen, og klokken ti drog jeg afsted med
en porter, der bar min monsterstore rygsæk. Jeg har taget for meget
med. Jeg kommer ikke i nærheden af sne og is, og her er ikke nær så
koldt om aftenen, som jeg havde forestillet mig.

Hunsang og Mingyou tog en rørende afsked og gav mig begge et hvidt
tørklæde om halsen, som det er skik og brug hos tibetanske buddhister.
Min porter havde fået sig et par kopper chang, men det skulle han nok
ikke have gjort. For han var en træt porter, der skulle have mange
pauser. Slet ikke en porter i stil med dem, jeg har mødt i det østlige
Nepal, hvor de let går med 25-50 kg. Og min rygskæk vejede 20 kg. Jeg
havde selv 15 andre på ryggen.

Det gik op og ned og op ned. Landskabet forandrede sig hele tiden
omkring mig. Så gik vi over en højderyg med sparsom vegetation og så
gennem skov, og pludselig var vi ved Mingyous brors tehus ved bredden
af en bifold til Karnali. Der var mørkt og klamt, og jeg blev udenfor.
Vi krydsede bifloden ad en hængebro, og så gik det igen op gennem skov
og derefter ned, ned, ned. Og så var vi ved bredden af Karnali, som
jeg hele tiden havde haft dybt under mig. Vi var i en lysning, hvor
flere store hestekaravaner holdt pause og græssede dyrene. Og vi
kunne se Yalbang Gomba. Derfra var der ikke langt.

Yalbang er helt anderledes end Kermi. Der er luft imellem husene, som
har små haver omkring sig. Der virker lyst og luftigt. Min porter
standsede ved et lille tehus af træ og signalerede, at nu skulle jeg
ikke længere. Jeg gav ham drikkepenge, og han daffede af igen. Og der
sad jeg. Og vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op med mig selv.
Jeg spurgte efter Sita, som er den lokale sundhedsarbejder, men de
rystede på hovedet. Så spurgte jeg efter Nepaltrust, og de pegede op
ad bakken. Det myldrede med børn i alle størrelser omkring os. Jeg gik
ud og så mig lidt omkring. Og en mand kom løbende ned ad bakken og
præsenterede sig som engelsklæreren på skolen, Kunchok. Ham havde jeg
hørt om, og han taler et glimrende engelsk. Han hjalp mig på plads, og
vi slæbte min bagage op i kliniken – med hjælp fra 4-5 småpiger.
Kliniken er mit nye hjem. Her har jeg et værelse. Med vinduer. Og med
toilet. Sikke en luksus. Sita er taget en tur til Tibet og er tilbage
en af de nærmeste dage. Indtil da må jeg klare mig. Jeg spiser i det
lille tehus.

Mens vi stod og talte, kom en mand ned ad bakken. Han kom fra
klosteret, hvor en kvinde var kommet til kliniken med et meget hævet
og smertefuldt ben. Klosteret har sin egen lille ”Charity Clinic”, som
bestyres af en sundhedfagligt uddannet munk. Han administrerer en del
vestlig medicin og behandler også med akupunktur. Vi gik med manden
derop, og jeg så på kvinden sammen med munken. Benet var spændt og
hævet, og det gjorde specielt rigtigt ondt bag knæet. Hun havde ikke
slået sig eller var stukket af insekter, så det kunne være en
blodprop. Det forklarede jeg munken, som oversatte. Jeg forklarede
også, at der var en stor risiko ved sådan en blodprop. At den kunne
rive sig løs og sætte sig i de små kar i lungerne, eller i hjertet,
eller i hjernen. Og at hun skulle se en rigtig læge. Vi har ikke den
slags medicin, og behandlingen kræver lægefaglig overvågning. Jeg ved
ikke, om de kan det i Simikot, men der er da to læger. Jeg bandt et
elastikbind omkring det hævede bed, og hun fik smertestillende medicin
med.

Og pludselig myldrede det ind med patienter i den lille klosterklinik.
Der var gamle damer med ondt i hovedet. Der var en lille, dehydreret
pige med diarre. Der var en munk, der gerne ville have målt sit
blodtryk. Og der var voksne med diarre. Så var der pludselig gået to
timer, og munken skulle behandle de sidste patienter med akupunktur.
Jeg kiggede lidt på, og så gik vi ned ad bakken igen.

Jeg er taget godt imod i Yalbang, og jeg glæder mig til de næste uger.