Sidste dag i Kermi

Jeg synger på sidste vers i Kermi. Imorgen går jeg til Yalbang. Og det
er helt vemodigt. Jeg er kommet til at holde af Mingyou og Hunsang. De
er de sødeste mennesker, og midt i deres fattigdom har de stået på
pinde for, at jeg skulle havde det godt. Mingyou har spurgt mig, om
ikke jeg skal til Mount Kailash i Tibet næste år. Så vil han nemlig
gerne invitere mig til at overnatte hos ham på vejen. Det blev jeg
meget rørt over.

De to engelske læger, der var her før mig, har indgivet en klage over
maden hos Mingyou, og det har såret ham umådeligt. Det vælter ud af
ham med beklagelser over de to. Og det er helt usædvanligt, at en
nepaleser siger noget dårligt om andre mennesker. Han forklarer, at de
ikke ville have tsampa, som er den almindelige morgenmad. De havde
bl.a. klaget over, at de ikke fik morgenmad. De ville heller ikke
drikke buttertea, så Mingyou købte sukker og kaffe i Simikot i dyre
domme. Boghvedebrødene kunne de ikke spise, så han købte en sæk
kartofler syd fra, fordi deres egne kartofler endnu er for små. Så han
synes, han gjorde meget for dem, men mulighederne var bare ikke
større.

Og – helt ærligt. Jeg er ikke vild med tsampa. Jeg ville foretrække
havregrød, og de der kender mig ved, at det gør jeg ikke frivilligt.
Men tsampa mætter, og det er en spise, som tibetanere værdsætter
enormt. Tsampa bliver brugt i religiøse ceremonier og er på mange
måder helt grundlæggende i tibetansk kultur. Boghvedebrødene kan man
lære at sætte pris på. Den salte smørte må man tage med, hvis man vil
være en del af det fællesskab, der lever i køkkenet. Jeg behøver ikke
se en pakke smør meget længe. Brændenældesuppe behøver I heller ikke
diske op med, når jeg kommer hjem. Men at leve med den lokale mad er
da en uomgængelig del af at være gæst. Hvis jeg ville insistere på min
almindelige te, min muesli, mit rugbrød – skulle jeg nok blive hjemme.

Men filmen knækker helt for mig, når man rejser ud til det rurale
Nepal for at redde de fattige. Og klager over den mad, samme fattige
serverer. Det holder ikke. Det passer jo ikke helt sammen. Gør det?

I øvrigt synes jeg ikke, maden har været helt dårlig. Heller ikke
fantastisk. Den er ensformig og bare en del af det. Og jeg er
heldigvis et høfligt menneske. Specielt når man nu ved, at de
vigtigste ingredienser i den daglige kost er brændenælde og boghvede.
Så skulle man da være et skarn at vrænge ad det.

Mingyous familie har jeg også lært at kende. De har været her meget,
fordi der stadig bliver bedt for hans afdøde far. Dem har jeg også
lært at sætte pris på. Jeg glemmer næsten skidtet og fluerne. Men ikke
mere end at jeg nærer et lille lønligt håb om, at der er færre i
Yangbal.

4 thoughts on “Sidste dag i Kermi

  1. Ja det er for dårligt at klage over maden hos folk der er så fatttige. De læger havde vist ikke helt forstået baggrunden for deres ophold. De skulle skamme sig!

    Det er flot at du har holdt ud uden ret meget “klageri” – for jeg synes ikke du har brokket dig mere end forventes kan når man har gennemgået det du har gjort. Derfor vil du få en oplevelse for livet og nogle venner der aldrig vil glemme din indsats.

    Selvfølgelig vil det være svært at forlade stedet – påtrods af skidt, fluer og ensformig mad. Vi bliver jo heldigvis knyttet til folk og derfor er vi i stand til at udføre sygepleje arbejdet uanset hvor svært det kan være. Du må huske at alle dine oplevelser bliver i hjertet og du vil kunne dele fragmenter af dem med andre gennem dine billeder og fortællinger.

    Knus Kirsten

  2. Hej
    Tilslutter mig Kirstens indlæg.
    Hvor frækt af de læger at klage, de skulle måske være blevet hjemme i “luksus land”.
    Helle, jeg ønsker dig held og lykke videre og venter i spænding på mere nyt fra den næste by. Hvor du møder nye mennesker, knytter flere bånd og du vil altid have dem “med dig” i hjertet. Og du vil være i deres for altid.
    Knus Tina

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s