Sundhed og sygdom i Kermi

Vi lider af alvorlig mangel på antibiotika. Jeg er ked af at sige det,
men en stor del af den sending medicin, jeg havde med til Nepalgunj,
er endnu ikke kommet videre. Jeg var heldig at slippe igennem et
nåleøje af godt vejr. Siden har det regnet i Nepalgunj og umuliggjort
enhver form for flyvning. Vi krydser fingre hver dag, for nu mangler
vi ikke bare Amoxillin, som er det allermest anvendte stof. Vi mangler
også Ciproxin, som vi bruger til diarré og urinvejsinfektioner, bl.a.
Det betyder, at en del patienter ikke kan få behandling. Det betyder
desværre også, at Mingyou engang imellem tager et andet stof på en
måde, der kan forekomme en smule tilfældig.

Der kommer mange, rigtigt mange faktisk med klager fra den øverste del
af maven. Med svien og brænden og ind imellem opkastninger. Jeg har
haft et par patienter, som havde tabt temmelig meget vægt, og dem
henviste jeg til hospitalet i Simikot. Men det er ved at gå op for
mig, at de færreste rent faktisk tager afsted til hospitalet. Det er
en lang tur, og tilliden til behandlingen der er tilsyneladende ikke
stor. Hvis folk er alvorligt syge, bliver mange hellere i Kermi, så de
kan dø blandt familien, fremfor risikoen for at dø alene på
hospitalet. Det er en vigtigt faktor at tænke ind i det alt for store
forbrug af antibiotika. Mingyou prøver jo at gøre, hvad han kan. Og
han ved godt, at folk sjældent tager afsted. Derfor iværksætter han
tit en behandling og beder folk komme igen efter en uge, inden han gør
alvor af henvisningen.

Forleden, da vi var ved at pakke sammen og lukke kliniken, kom to
kvinder gående op ad bakken. Den ene klagede over noget udslet, som
kom og gik, samt noget kløe mellem benene. Det første kunne vi ikke
gøre så meget ved, men svien og kløen tydede på en svampeinfektion,
som vi kunne give noget salve for. Jeg rådede hende til at vaske både
sig selv – og sin mand – hver dag. Den anden kvinde var en højgravid
18-årig. Jeg undersøgte hende og mærkede et stort barn, der endnu ikke
stod helt fast med hovedet i bækkenet. Og hørte en sund og god
hjerterytme. Mingyou udleverede en ”delivery-package”, som var en
lille bitte papæske indeholdende et stykke plastik, tråde til at
underbinde navlesnoren samt et stykke sæbe. Jeg spurgte ham, om hun
kendte tegnene på, at fødslen var igang, men det endte i ren
forvirring. Det viste sig, at ikke engang Mingyou vidste, hvordan en
fødsel starter. ”Min kone har fortalt, at der kom noget vand” sagde
han. ”Det vil nogle ældre kvinder forklare hende.”

Mens jeg undersøgte den gravide kvinde, kom to andre kvinder til. De
ville gerne have undersøgt deres blodtryk. Det fik de så. Og så
startede en lavine af spørgsmål til mig, om jeg var gift, om jeg havde
børn, hvad jeg hed, hvor jeg boede osv, osv. Den ene kvinde var ret
bramfri, og Mingyou fortalte, at hun drak temmeloig meget chang, den
lokale drik brygget på byg eller ris.

One thought on “Sundhed og sygdom i Kermi

  1. Kære Helle,

    Tusinde tak for dine varme indblik i et afsidesliggende Nepal, som er svært at forestille sig her fra lædersofaen i Århus, men som bliver levende gennem dine fortællinger.

    knus,
    lene

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s