En slags retreat i Bhaktapur

Jeg er gået lidt skrive-kold. Og undskylder radiotavsheden fra min sendeflade. Jeg har været i kedeligt humør, og det er der ikke meget ved at skrive om.

I går stod jeg tidligt op og tjekkede ud for at undgå virakken, når mr. speed guy skulle ankomme. Jeg gik lidt væk fra Thamel, som er et udpræget turistområde, for at finde en taxa til lidt billigere penge. Når ja, jeg kom vist til at tage store ord i munden for nogle dage siden. Om ikke at være nærig. Men jeg fandt en, og så var jeg fuldstændig færdig med at være nærig den dag.

Bhaktapur er (heller) ikke, hvad den har været. Fra at være en stille, forhistorisk oase, er den nu forvandlet til Thamel nr 2. Nu har de allesammen fået motorcykler. Og de cruiser rundt i den lille bitte by. Fordi de kan. Med dytknappen i bund. Jeg var glad for de ørepropper, som Astrid for lang tid siden forærede mig i Simikot. For nu behøvede jeg jo slet ikke at blive sur på de motoriserede larmegøjer. Jeg tjekkede ind på det dyreste guesthouse, jeg nogensinde har boet i. I Nepal altså. Men så boede jeg også midt i det hele. Og så cruisede jeg rundt i Bhaktapur til fods og hilste på steder, jeg havde set før. Det var fint. Jeg gik væk fra centrum og fandt en lokal biks til frokost. Altså det er tit sådan, at de lokale små spisesteder bare laver den lækreste mad. Og så kan du blive mæt for under en flad tier.

Bagefter købte jeg to kjoler. Lidt forbrug kan kurere enhver snert af noget depressivt, ikke? Og jeg skal jo til 90 års fødselsdag hos Nirmalas bedstemor om et par dage. Anyway, jeg havde det faktisk hyggeligt og fredeligt. Og til den positive side af forandringerne i Bhaktapur var der forbavsende få af de sædvanlige insisterende fyre, der vil guide rundt. Jeg fik lov at gå i fred og blev stort set kun kontaktet af folk, som ville sådan rigtigt i kontakt med mig. Som person. Byen var fuld af rødklædte hindukvinder, der stod i kø for at komme til i Dattatreya templet. Jeg har engang fået , hvad det gik ud på, det med at klæde sig i rødt og mødes ved templet. Men jeg har lykkeligt glemt det.

Jeg havde planlagt at sidde på taget og se på solopgang og skyfrie bjerge i horisonten, men vejrguderne fra Nordsjælland havde fundet mig igen. Jeg krammede dynen lidt i stedet for, og daskede ud og spiste lidt af Bhaktapurs helt uforlignelige youghurt til morgenmad. Man kunne også få en hel kande te, som jeg kunne sidde og høge over, lige så længe jeg ville. Efter lidt flere ture rundt i periferien af byen, tjekkede jeg ud og begav mig afsted til et stort tempel et stykke derfra, Changu Marayan. Som er i World Heritage klassen. Min rygsæk var blevet mærkbart tungere de sidste par dage. Jeg har også købt krydderier nok til at dele ud af. Jeg gik ad en snoet vej gennem små bitte landsbyer med rismarker til begge sider. Folk havde travlt i markerne, men hilste overstrømmende på mig, når jeg passerede. Sjovt, der kom vist ikke mange den vej. Da jeg havde gået tre kvarters tid, dyttelyttede et bushorn, og bussen sagtnede farten. Billetdrengen råbte Changu – Changu og sprang af. Folk på taget af bussen råbte, at jeg skulle stige på. Årh hvad – så skidt da. Jeg kravlede op i bussen og kørte det sidste (enormt stejle) stykke. Deponerede min rygsæg i belletkontoret og gik på opdagelse. Omkring templet var en lille middelalderlig landsby. Jeg tog ikke mange billeder. Er måske også gået lidt foto-kold?

Jeg fandt en bus til Kathmandu og steg på. Faktisk er der overhovedet ingen grund til at betale ekstra for taxaer. Busserne koster under en tiendedel, og der er absolut ingen forskel i komforten. Til gengæld er underholdningen i busserne suveræn. Nu er jeg tilbage i Kathmandu, og lidt fornærmet. For de har givet mit tagværelse væk til en anden. Men bare rolig, nu er min nedtælling i fuld gang, så der skal meget mere til at forstyrre mit gode humør.