Escaping Humla

Humla-eventyret skal jo afsluttes, også her på bloggen. Her er et gap fra Yalbang til Kathmandu. Men som alle andre gik jeg hele vejen op og ned og rigtig meget op. Faktisk stiger man 900 – 1000 højdemeter på det sidste stejle, stejle stykke, inden det går en smule nedad til Simikot. Og det er hårdt, skal jeg hilse og sige, – rigtig, rigtig hårdt. Og rigtig fedt, når man endelig får øje på bedeflagene på toppen af passet. Og endelig, endelig træder under dem. Det er sådan et snydepas, hvor hele tiden tror, man kan øjne himmel nok til at det må være slut. Gang på gang bliver man snydt og må slæde sig forpustet højere og højere op. Det bliver ikke bedre af at have en GPS med, så man for alvor kan se, hvor langsomt det går. Jeg har en lille Garmin Geko, som kan lave simple ruter, måle højde, afstand og tempo.

Men nu foregriber jeg igen, for jeg forlod jo bloggen på vej fra Yalbang mod Kermi. Og jeg ankom til Kermi på tre timer til et glædeligt gensyn med Minyou og Hunsang. Jeg flyttede ind i min tag-residens og nød en portion eftermiddags tsampa med buttertea (eller noget). Og folk kom forbi køkkenet for at hilse på.

Pludselig kom en forpustet fyr, Kunsang, som jeg havde set før op på taget og bankede på. Han var blevet sendt til Yalbang for at følge mig på vej, men jeg var jo allerede i Kermi. Så han havde været hele vejen frem og tilbage. Og var nok en smule træt. Jeg havde ikke regnet med følgeskab, og var i mit stille sind en smule skuffet. Jeg elsker faktisk at gå alene. Og nu havde jeg ikke været rigtigt alene i meget lang tid. Men jeg kunne ikke bare verfe ham af. Det ville være ualmindeligt uhøfligt. Kunsang var en af de nepalesere, som gerne vil tale engelsk, men forstår så lidt, at han siger okay til det meste. Og det skaber de særeste misforståelser. Han var træt, men jeg var lidt ubønhørlig. Jeg ville tidligt afsted, så ville han med, var det klokken otte næste morgen.

Og sådan blev det, selvom han måtte have en telefonvækning. Vi gik afsted i sol og tørvejr og mødte hurtigt en af hans kammerater. Det fritog os for den lidt krampagtige samtale på et sært engelsk og endnu mere sært tibetansk. Og jeg kunne igen gå næsten som om jeg var alene. Vi holdt spisepauser og tepauser undervejs og ankom i fin stil hen på eftermiddagen til et endnu gladere gensyn i The Nepaltrust Guesthouse.

Sagar og hele staben tog overstrømmende imod mig, og jeg havde et dejligt gensyn med David. Husker I David? Han er amerikaner og antropolog og public health-studerende. Han har i de sidste seks år rejst on and off i Nepal, studeret nepalesisk på universitetet, deltaget i health camps og arbejdet frivilligt for Nepal Trust. Nu er han ved at afslutte sit feltarbejde om NGO’er i Humla. david har jeg fået et helt specielt fællesskab med. Vi er begge antropologer, og vi er begge fuldstændigt håbløst forelskede i Nepal. Hvorfor, diskuterede vi en aften? Hvorfor er det, at vi synes, det er vidunderligt at være her? Her er beskidt og primitivt, og ingen af vores søskende kunne drømme om at holde en sommerferie her. Vi kunne ikke give noget forkromet svar, men vi havde også tilfælles at være enormt nysgerrige. Og vi havde tilfælles, at Nepal på forskellig vis havde taget del i nogle life-changing experiences. David kom her første gang på udveksling til universitetet i Kathmandu, mens han mor var døende af Alzheimer’s, og jeg kom her på min lange ekspedition efter min kræftsygdom. Men det er jo slet ikke hele forklaringen. Vi kan lide det enkle, primitive liv. Vi kan lide, at farten bliver skruet helt ned til slow motion. Og vi kan lide at lære noget af de folk, som lever her. Jeg har savnet at bo i telt, og jeg har savnet de sneklædte tinder, man finder i den anden ende af landet. Men Humla ER også Nepal. Og trods al den fattigdom, alle de lopper og insekter, alt skidtet og stanken, så har jeg også elsket at være her. Vil jeg komme tilbage? Det tror jeg faktisk. Men det skriver jeg meget mere om en anden dag.

David og jeg har udvekslet bunker af artikler og bøger, og jeg glæder mig rigtig meget til at læse hans afhandling, når den engang bliver færdig. Jeg har fået inspiration til at skrive nogle artikler om frivilligt sundhedsarbejde og NGO’er, og jeg er blevet meget klogere.

Dagene i Simikot var sjove og hyggelige. Jeg blev kræset om af hjertens lyst, fordi de syntes jeg var blevet lidt tynd. Så der blev lavet momo’s og Dal Bhat til den store guldmedalje. Til morgen slap jeg nu for tsampa, men fik omelet og chapati. Men med bevidstheden om, at det var ugevis siden et fly var set i Simikot, blev jeg utålmodig og en smule nervøs ved tanken om at regne inde. Min planlagte undervisning om graviditet, fødsler og spædbørn blev aflyst, fordi sundhedsarbejderne ikke kunne nå frem. Også de var regnet inde, og jeg kunne prise mig lykkelig for at være gået i tide.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s