Limbo i Kathmandu

Ugen i Kathmandu er et sært vacuum. Jeg flyder sådan lidt stille afsted og forsøger at stille noget op med mig selv. Jeg ved jo ikke lige, hvornår jeg kommer tilbage til byen igen. Der er steder, jeg gerne vil besøge og venner, jeg gerne vil se. Men sjælen er parkeret et andet sted. Deponeret til senere anvendelse. En slags time-passing-mode, hvor pilen er sat på lørdag middag. Jeg holder jo grundlæggende meget af Kathmandu og nyder også at daffe rundt i de pulserende handelsgader udenfor Thamel. Men jeg glæder mig til at komme hjem, hvor folk ikke kun henvender sig til mig, fordi de vil flå penge/kontaktmuligheder/tjenester ud af mig. Humla synes decader væk. Måske er det der, min sjæl stadig er? Eller måske er den på vej hjem til nogen børn og forældre. Og til nogen små mennesker, som ikke rigtigt forstår det der med flyvemaskiner og langt væk i lang tid. Jeg er træt af dyttende biler og motorcykler. Jeg er træt af den intense luftforurening. Nu vil jeg ha’ frisk luft og rene børn.

Jeg har arbejdet med at skrive min rapport om mit arbejde i Humla, og det er blevet en lang, kritisk rapport. Som jeg er lidt spændt på, når den lander i organisationens indbakke. Al den kritik skal I nok blive indviet i senere, men før jeg går public med noget, må det vejes og overvejes nøje. Jeg har udarbejdet en række simple guidelines for diagnosticering og behandling af de almindeligste sygdomme og klager, og jeg har udarbejdet noget materiale om graviditet, fødsel og det nyfødte barn. Det har ikke været muligt at få lidt tid på kontoret, fordi alt (ALT) går op i det kommende rekordforsøg på The Great Himalaya Trail, så det meste printer jeg selv i en fotoforretning, og resten må jeg stole på, at Jeroen vil tage sig af. Alt skal kopieres, lamineres og sendes til de fire health posts. Desværre varer rekordforsøget to måneder, så jeg kan have mine små tvivl.

I går lavede jeg en lille turisttur til Patan, som er den tredje af de gamle kongebyer i Kathmandudalen. Patan hænger efterhånden helt sammen med Kathmandu, men har alligevel sit eget særpræg. Den har også et Durbar Square med gamle templer og kongepaladser, og der er spredt templer ud over hele byen. Byen er også berømt for sine sølv- og bronzesmede, og jeg flottede mig med et sølvarmbånd som en lille gave til mig selv, købt i en lille butik og lavet af en ung kvinde. Jeg tog en taxa – dum idé. Det var for dyrt, og trafikken var ubeskrivelig. Men frem kom jeg da. Og trissede rundt og så på templer og paladser, og pludselig, uden varsel, gik jeg fuldstændig tempelkold. Sådan på den helt urimelige måde, hvor jeg næsten kunne råbe, hver gang jeg stødte ind i et nyt tempel. GÅ VÆÆÆÆK. Og det var cirka hele tiden. Så var det, jeg bestemte, at jeg skulle have en gave.

Jeg var gået forbi omtrendt 25 små sølvsmedier, da de første dråber faldt. Jeg stod udenfor en lille bitte butik med nogle kønne smykker i det smalle vindue. Jeg gik ind og blev modtaget varmt og ikke på hustlermåden. Og så viste hun mig armbånd. De var så fine allesammen, men jeg faldt for et med indlejrede orange sten. Og så begyndte det for alvor at regne. Jeg har læst, at der kom meget vand i Nordsjælland, men dette slog alt. I løbet af en halv time stod vi i vand til anklerne i de smalle gader. Jeg kæmpede mig igennem, og da jeg var nødt til at krydse gaden tilbage til Durbar Square, gik vandet til knæene. Jeg flygtede ind i en restaurant, og efter endnu tyve minutter stilnede det af. Jeg har gjort det til en vane at styre udenom turist-restauranterne og styre ind der, hvor nepalesere også spiser. Der er maden generelt meget bedre, fordi de ikke forsøger at vestliggøre den. Og så kan man spise for under en ti’er. Og blive rigtig mæt. Bestiller man Dal Bhat, som nepalesere spiser to gange om dagen, får man refill, indtil man revner.

Jeg begav mig afsted for at finde busstationen og en bestemt butik, drevet af lokale kvinder med handicraft udført af lokale kvinder. Der er sket det, der altid sker: jeg køber for mange ting med hjem. Jeg vil så gerne have fine gaver med hjem til mine unger, og jeg falder for bøger/tøj/tasker/krydderier til mig selv. Nu havde jeg jo også ladet det festlige tøj blive hjemme, og jeg skal til fest i dag. Man bliver også en kende træt af at tulle rundt i trekkingbukser og se praktisk og outdoor-agtig ud hele tiden. Så jeg har købt festtøj, har jeg. Og det koster jo ingenting, så jeg har købt til lidt mere end én fest. Eller noget er også bare bytøj. Men jeg må jo betale for min overvægt med et smil.

2 thoughts on “Limbo i Kathmandu

  1. Hurra hvor jeg glæder mig til at samle dig op i lufthavnen – og jeg lover at putte de små mennesker i bad lørdag aften 🙂

    • Lige meget hvor beskidte de er, så får de verdens længste kram. Og det gør I andre osse. Så træk vejret, godt, inden jeg lander. Fårg mand, hvor jeg bare glæder mig til at se jer. Tag bare ekstra kleenex med derud 🙂
      Knus og kram
      Helle

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s