Du godeste

Knapt en halv dag med bil-os, storby larm, bling-bling lys og dyttende biler var nok. Jeg var parat til at styrte ud af Kathmandu igen. Jeg er blevet sart på sådan en lidt klidmoster agtig måde. Jamen jeg er vant til, at der er mørkt, som i natsort, klokken 20. Jeg er vant til absolut tystnad, når ikke tibetanske karavanekvinder råber og skriger. Og jeg er vant til den reneste fjeldluft. Jamen jeg lukkede ikke et øje! Eller – måske lukkede jeg det lidt. Det er det, jeg mener med klidmostermåden. Sådan lidt Maude agtigt med hånden for panden, da jeg vågnede klokken fem, som jeg plejer. Det holder jo ikke. Man kan jo ikke sidde der i sin masterbed og blive sur over, at folk står tidligt op (eller går sent i seng). Jeg må væk.

Og jeg havde planlagt at tage til Bhaktapur, som er en af de andre gamle kongebyer i Kathmandu dalen. Hvor der i modsætning til Kathmandu – er fredeligt. Sådan uden biler og neonlys om aftenen. Jeg har jo nærmest været i retreat de sidste seks uger. Det er vist også klidmosteragtigt.

Jeg gik lidt ud i byen, da jeg var ankommet i går. Skulle have noget frokost og sådan. Og gik i min yndlingsboghandel, Pilgrims, og købte nogle (bittesmå) bøger. Og så havde jeg fået nok. Så gik jeg i dvale og surfede internet på mit værelse, indtil Jeroen ringede og sagde, at han ventede neden under. Okay da, så gik vi ud og spiste. Italiensk. Og jeg fik både spaghetti og et glas rødvin. Og var træt i mit hoved. Jeroen taler ualmindeligt meget. Og i går var han helt eksalteret, fordi ham ekspresfyren, der skal speedvandre The Great Himalayan Trail på under 60 dage kommer i morgen. Det var for meget. Jeg kom altså lige fra nogen mennesker, som virkelig har et problem med helbred, sundhed og fattigdom. Som regel slår jeg over på autopilot, når Jeroen fanger an, men igår aktiverede det både min indre Maude (hånden på panden) og min indre Lykke Friis. Jeg vil sk…. på en eller anden amerikaner, der kan gå hurtigt i bjergene, fordi han har en hær af bærere og guider med sig. Og fordi der bliver bragt forsyninger ud undervejs. Some people have real problems, som SIA synger på et af sine albums. CHRIST!

I morgen kommer han så. Sean Burke. Og det bliver med banner foran hotellet og hele mediecirkuset opmarcheret. Og ved I hvad? I am out of here. Ikke på vilkår skal jeg optræde på tv, i aviser eller National Geographic som”Den Gode Gertrude”, der lige er vendt hjem fra de fattige i bjergene sammen med ”Den Stærke Mand”. Hvem promoverer hvem? Jeg har nogle helt konkrete erfaringer, spørgsmål, forslag og store problemer, jeg gerne ville diskutere med director’en, inden jeg flyver hjem til min trygge havn. Og mit velfungerende sundhedsvæsen. Og det eneste han gik op i, var at Sita havde ladet mig gå alene fra Yalbang. Stop det! Jeg er en stor pige, og ingen, ingen skal bebrejdes, at jeg gik de tre timer uden barnepige.

Nåmen, jeg er jo stadig i Nepal, og min plan i dag blev forpurret, fordi der var ’ban’. Det er en slags generalstrejke, som Nepal er blevet forbandet af igen og igen de sidste tre år. Det betyder, at ingen biler må køre, og de fleste forretninger skal være lukkede, som en protest over, at regeringen ikke kan finde ud af at indsætte en prime minister. Okay, det var så ikke den værste dag at blive i Kathmandu. Jeg mener – ikke så meget billarm. Og jeg fik et nyt værelse på 6. sal, som ikke vender mod gaden. Så måske Maude kan lukke sine små øjne i nat. Og så tog jeg på turisttur. Gik til Durbar Square, hvor det gamle, gamle kongepalads ligger sammen med templer for både hinduer og buddhister. Det er lidt en oase i byen, og jeg fik mig et pas, der gælder resten af ugen. Men, men, men – jeg blev i den grad ”angrebet” af ”touts”, som ville pådutte mig guidning. Og de var usædvanligt anmasende. Jeg gad dem ikke. Ville bare selv gå omkring og snuse til atmosfæren. Til sidst blev jeg træt og uhøflig og gik tilbage mod Thamel, hvor jeg bor lige nu. Rickshaws må gerne køre, og jeg steg på en til Bodhnath (den store, hvide stupa, som jeg også besøgte i de første dage, remember?). Der var et enormt opbud af politi. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg drak kaffe på en tagrestaurant og gik en lang tur i området nord for stupaen. Her vil jeg gerne ud og bo, når jeg har været i Bhaktapur. Fandt et superfint guesthouse lige op ad et tibetansk kloster. Her er nemlig også fredeligt. Eneste problem er en stor mængde indere, der er kommet hertil for at tigge. De er meget anmasende, men jeg kan være iskold.

Det må vist være brok og ævl nok for i dag. I morgen har tonen garanteret en helt anden lyd. Selvom jeg ikke kan komme til at afslutte mig arbejde, som jeg gerne ville. Jeg stikker af tidligt, for mr. fast guy ankommer allerede ved ni-tiden. Men mon ikke jeg kan finde en internetcafé eller noget…..