Afsked – tilbagespring til Yalbang

Jeg vågnede tidligt med somemrfugle i maven. Mon jeg skulle afsted i
dag? Det regnede ikke, og vejret så tilforladeligt ud. Skulle det mon
lykkes? Jeg traskede ned til, hvad det kunne være min næstsidste
morgentsampa. I skolens hostel stod alle børnene linet op, og der var
en mærkelig stemning af forventning. Kumar stod midt i det hele og tog
billeder. Han vinkede mig derned. De ventede på guruen, som ville
aflægge skolen et besøg. Og de havde ventet siden klokken seks. Nu var
den lidt over syv.

Jeg trissede op efter mit kamera og satte migind hos Dawa for at få
morgenmad. Hun var i sit stiveste pus i helt traditionel tibetansk
kvindedragt. Hendes søstre sad også i teashop’en, ligeledes i
festtøjet. Også de ventede på guruen. Jeg tog billeder af dem og
lovede at tage et billede, når Rinpochen kom. Jeg ventede en times tid
sammen med dem, men trissede op for at lufte sovepose og begynde
pakningen. Og gik derned igen. Og så kom han. Jeg tog billeder af
søstrene og hele sceneriet og hilste igen på guruen. Han velsignede
hvert eneste af børnene og gav dem en karamel. Det er så sød en skik,
det med at give slik, når man giver velsignelser.

Derefter forsvandt alle ind i et rum, og jeg gik tilbage til Dawa. Men
ikke for længe, for der kom bud efter mig. Guruen ville have mig
tilstede igen. Og så kom jeg selvfølgelig. Det gør man, når en guru
kalder. Og jeg var faktisk også lidt berørt og rørt. Alle børnene sad
på gulvet i et stort lokale. Guruen sad på en bænk med et bord foran
sig. Munke-følget og lærerne sad på madrasser langs væggene. Jeg blev
vist hen til en plads hos lærerne, helt tæt på guruen. Han talte på
engelsk om at vise taknemmelighed og ikke bare holde på sin ret. At
børnene skulle tænke på, hvad de kunne give og ikke bare kræve. Han
bad nogle bønner med børnene, som de sagde i kor som Fadervor. Så bad
han mig synge med på et vers om lotusblomsten og derefter at tænde en
butterlamp som symbol for lyset. Jeg fælte mig med ét meget rørt,
selvom jeg ikke er noget religiøst menneske i den forstand.

Guruen skulle videre, og jeg skulle pakke. Noget forsinket gjorde jeg
mig klar og spiste en sidste frokost hos Dawa. Hendes mad har været
klart for nedadgående i de sidste dage, men hende kommer jeg til at
savne lidt. Sita arrangerede en porter, som dog ville vente til næste
dag med at bringe min store rygsæk hele vejen til Simikot. Jeg pakkede
soveudstyr og toilet sager i min rygsæk og gjorde mig klar. Et par
børn stak hovederne ind og spurgte, om jeg skulle gå. Da jeg kom ned
til skolen, kom lærerne mig i møde og bad mig vente. Og så stod der
pludselig 180 børn i en halvcirkel, vinkende og råbende Goodbye! Nøj,
en klump i halsen, jeg fik der. Og så myldrede de frem og satte
blomster overalt på mig rygsæk, og mindst ti af børnene gav mig et
hvidt silketørklæde om halsen. Og lærerne fulgte trop. Nu mosede
tårerne sig frem i mine øjnene. Så stillede børnene sig igen i en
halvcirkel og råbte farvel, og med tårerne sprøjtende ned ad kinderne
gik jeg ned til Dawa’s teashop. På vejen kom flere voksne Yalbang’ere
og gav mig tørklæder om halsen og cola til rejsen. Jeg sagde farvel
til Sita, og så tog Dawa resolut min rygsæk på ryggen og fulgte mig
gennem landsbyen. Jeg må have været et syn for guder. Med tårene
løbende, tre dåsecolaer i hånden og mindst 25 hvide silketørklæder om
halsen midt i den brændende sol. Da vi kom forbi skolekøkkenet, kom
Dawa’s søster løbende med endnu en cola til turen.

Efter en halv times tid, tog jeg afsked med Dawa og gav hende et af
mine mange tørklæder om halsen. Og traskede rørt og tilfreds afsted
langs Karnali River. Helt for mig selv. Det var fedt. Og det var så
Yalbang. Nu var der kun tilbage at se til Mingyou og hans kone.
Undersøge hendes meget gravide mave endnu engang og tage hele den
lange vej til Simikot. Her skal jeg lave noget undervisning for
sundhedsarbejderne om graviditet, fødsel og det lille barn. Det er jeg
blevet klædt helt anderledes på til at gøre, end jeg var for en god
måned siden.