The Cleveland Way – part one

Jeg havde helt glemt, hvor hyggelig Nordengland er. Med sine stenhuse og fine blomster; og med ruiner og stengærder kastet rundt i landskabet. Og med en natur, der er helt underkendt. Men den kommer jeg til.

The Abbey i York


Efter en flyvetur og en togtur stod vi i York. Hvor jeg ikke har været, siden mine svigerforældre boede der. Et hyggeligt gensyn, som kom til at vare nogle timer længere, end vi havde forestillet os. Og var det måske Jesper og mig i en nøddeskal? Langtidsplanlægning hører ikke til vores spidskompetencer, og vi var helt fælles om den der lidt improviserede måde at rejse på. Det giver bonusoplevelser af den ene og den anden slags på vejen. Havde jeg nu bestilt bogen om The Cleveland Way lidt tidligere, var vi måske blevet sparet for at tosse rundt om The White Horse of Kilburn og lægge 6-8 km til vores distance den første dag. Måske ville vi også have styret udenom det fasan-nursery, vi forvildede os ind i istedet for at blive på sporet. Måske ville vi have undgået at tåge rundt i natsort regnvejr klokken alt for sent? Bonusoplevelser fik vi i hvert fald mange af.

Altså ankom vi lidt sent med bus til Helmsley, hvor The Cleveland Way starter, og fandt en Bed & Breakfast, og drog næste morgen afsted, forsinkede men glade. Strategien var at gå en times tid efter morgenmad og frokost, løbe ad lige strækninger og ned ad bakker. Op ad bakkerne ville vi gå for at spare kræfterne. Og bakker kom der mange af! Vores plan var omkring 50 km for den første dag. Og mon ikke jeg følte mig en anelse usikker til mode? Men Jesper var en super kammerat, og jeg tog en beslutning om, at fremad kunne jeg vel altid komme. Så – come what may…. Der er kun én måde at gøre sig nye erfaringer på. Afsted med os. I dejligt vejr og grønt omkring os. The Cleveland Way er markeret med skilte og små hvide agern. Det meste af vejen er ruten fint markeret, men ikke nok til at forhindre os helt i at tåge rundt lidt senere på dagen.

Efterhånden bevægede vi os op på The North Yorkshire Moors og blev ind imellem belønnet med fantastiske udsyn. Sporene og omgivelserne ændrede sig hele tiden. Vi lader vores tumlen frem og tilbage ved den hvide hest passere i tavshed. Vi fandt nemlig tilbage til sporet, da vi endelig satte os og nærlæste kortet.

Jesper i fuldt firspring ned over en mark


Derefter fortsatte vi op over hedelandskaberne gennem et overraskende øde og vildt terræn. Og her hævnede vores laisse affaire holdning sig grumt. For vi løb tør for alting. Vand, mad, dagslys, godt vejr,- det hele. Heldigvis havde fruen her ved et tilfælde kastet en pandelampe i rygsækken, og derfor kunne vi endelig famle os ned ad halsbrækkende nedstigninger. Og nåede ad natsorte smalle veje til vores nattely i Great Broughton. Som var ganske lille. Den aften indtog vi en Pepsicola, som næsten blev vores livs højdepunkt – for en stund. Og jeg kyssede næsten en receptionist, der lavede sandwiches til os ved 23-tiden. Kender I fornemmelsen af næsten at inhalere en cola, når man er træt nok?

The Moors


Belært af gårsdagens fatale fejl, proppede vi godt med mad og drikke i rygsækkene. Ikke tale om, at vi ville løbe tør igen. Og vi besluttede at tage en rolig dag. 62,5 km nåede vi, før vi trak dynerne over næserne i Great Broughton, og det var noget skudt over mål. Vi klatrede igen op på højlandet og hyggede os med fårene. Vejret var bedre, og udsigterne fra plateauet var ubetalelige. Der var lyng i lilla nuancer, så langt øjet rakte, og fårene spurtede til side, når vi nærmede os. Vi begyndte at øjne østkysten, og omgivelserne blev gradvist grønnere, mens vi langsomt bevægede os ned fra hedeplateauet.

Med udsigt til havet


Natten tilbragte vi i Wharton Arms, som var et helt kapitel for sig. En pub, hvor de lokale samledes og denne aften i udklædning. I flæng kan jeg nævne små sygeplejerskeuniformer, stramme politiuniformer, lårkorte nederdele udenpå alt for store kroppe. Der var kort sagt fest. Vi var bare så trætte, at vi gik glip af spasen og sov som uskyldige babyer. Efter en rolig dag på 41,7 km og de værste fish & chips, jeg nogensinde har mødt. Nu var vi halvvejs og havde næsten nået havet.

7 thoughts on “The Cleveland Way – part one

  1. Dejlig beskrivelse. Lyder som et helt fantastisk landskab af bevæge sig rundt i. Har ikke været der selv. glæder mig til fortsættelsen.
    God dag
    Knus

  2. Pingback: Bevis for at have løbet/vandret The Cleveland Way | Ultraløb

  3. Pingback: Kreativ træning « Helle's Blog

  4. Pingback: Sådan en dag i sofaen….. « Helle's Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s