Aften-stenerier

Sidder og stener foran noget hammerslag i tv, som viser bo-muligheder, jeg aldrig kommer i nærheden af. Efter en dag, som startede klokken halv seks i Manchester. I et skodhotel ved lufthavnen, hvor vi var gået i seng ovenpå en ligeså skod-pizza. Men glade fordi vi nåede helt til Filey i løbeskoene, og fordi vi nåede helt til Manchester med tog i tide til en seng på et hotel. Klokken 11 låste jeg min våde cykel op på Kokkedal station og piskede mine vrantne ben til at træde i pedalerne. Smed mit ildelugtende (læs:uhyrligt stinkende) løbetøj i vaskemaskinen og sprang i bad. Efter et par hurtige håndmadder og dressed up til konference, padlede jeg videre til Holte for at mene noget om datastyret kvalitetsarbejde. Er livet ikke mangfoldigt?

Og nu er jeg en smule træt i kroppen. Det her skulle jo egentlig ikke være muligt. Jeg mener, for tre uger siden kom jeg hjem fra Nepal efter to måneder med minimal løbetræning. Siden har jeg vredet kroppen hårdt i gear igen, og siden fredag morgen har jeg tilbagelagt 195 km i løbesko i Yorkshire. Jeg burde have fødderne fulde af pinefulde blodvabler. Jeg burde have smertende knæ og ømme muskler. Jeg burde måske også have ømme skinneben og ditto ankler. Men jeg har ikke ondt nogen steder! Jeg er træt i benene, og jeg er gået lidt på mentalt standby. Men vi har ikke sovet tiden væk de sidste dage, og jeg kunne have brugt en dag at sove ud i. Vi har ikke været på gourmet-oplevelser, men har spist os selv af med, hvad der nu kunne opdrives. Men jeg kan faktisk uden problemer løbe op og ned af trapper. Jeg er dybt fascineret af, at jeg kunne, og vi har haft en fantastisk tur. Jesper har været en super makker hele vejen, og jeg gør det hellere end gerne igen. Fire dage under åben himmel i fantastisk natur, – er man så ikke en heldig kartoffel? Jeg lover, der kommer beretninger med billeder, men lige nu er jeg for træt. Jeg vil sove og psyke mine ben mentalt, så de kan padle mig til Hillerød i morgen tidlig. På cyklen altså.