Back on track

Jeg er landet i Birkerød. I mit lille hus med en vildtvoksende lille bitte have. Sikke mange grene og sikke meget grøn urt, der kan nå at spurte frem på to måneder. Men det har også fået pænt med vand, har jeg hørt. Naboerne hilste overrasket. Skulle du være tilbage allerede? Der er da ikke gået to måneder? Er der? Jo, det er der næsten.

Mit hus blev indtaget med en næsten ukendt grad af nydelse. Det hele. Jeg har drukket te, sovet i min uforlignelige seng (som jo bare er sådan en Ikea-sag) og jeg har lavet min egen mad. Tjekket fjernsynet, som er en direkte fortsættelse fra det, jeg forlod. Købt ind i Birkerød, som heller ikke har undergået revolutioner, mens jeg har været væk. Besvimet ved kassen over det astronomiske beløb, de ville flå mig for. Kælet for friske æbler, spidskål, nye kartofler, gulerødder og tomater. Hældt alle mine tørrede chili på et dekorativt glas. Jeg har haft sol på terassen, ryddet grønt væk fra halvdelen af mikrohaven og fundet et løbehjul til Alma i skrotbunken. Jeg er kort og godt landet, og prøver nu at fordøje alle de kontraster, der har fyldt mit liv de sidste to måneder.

I lufthavnen i Kastrup ilede jeg til vinduet mellem Starbucks og bagagehallen, og der stod Alma jo med næsen klinet til glasset. Vi gav vinduesknus og hun blev en smule tre-års-betuttet. Og så stod min mor der. DET var en overraskelse. Min mor bor i Randers og havde taget toget hele vejen til lufthavnen. Bare for at være der. Tænk at jeg har en mor, der ikke har så langt til de 80 år, som gør sådan noget for mig. Det var stort. Jeg blev så rørt og glad. Og så var de to ældstebørn der. Jeg flintrede tilbage til bagagebåndet og stod og hoppede for at skynde på bagagen. Og sandelig – den kom hurtigt, og det hele var der. Op på vognen – og så så man mig forsøge at styrte afsted med 40 kilo store tasker. Og så var det knus og kram og glade tårer over at se hinanden igen.

På Frederiksberg var der kaffe. Rigtig kaffe. Og så flåede jeg gaver ud af rygsækkene, så det næsten lignede juleaften. Mage til helt ufortyndet glæde op lever man sjældent. Den flød bare igennem rummet mellem små go store mennesker. Og så var der frokost med rugbrød og champagne hos Sofie, som lige skulle komme hjem fra fra arbejde. Hun kom, og hun stak mig et lille bitte sort-hvidt udtværet billede af en lille bitte orm i en sort hule. WOW!!! Og SÅ sprøjtede tårene for alvor. Den lille bitte orm bliver jo til et lille bitte menneske, som melder ankomst engang i marts. Og jeg som havde tænkt så meget på hende, fordi hun stod foran en udmarvende fertilitetsbehandling. Hvor er jeg bare glad på hendes vegne (nå ja – og på mine), og bedre overraskelse kunne jeg ikke komme hjem til.

Nu skal noget hverdag så til at indfinde sig. Jeg cykler allerede til Hillerød for at passe vores eget sundhedsvæsen på torsdag, og jeg skal have skrevet rapporter og artikler og gjort mit arbejde i Nepal helt færdigt. For denne gang. Jeg har sådan tænkt på, sagde min mor, at du jo nok tager derned igen. Og det har hun jo nok ret i. Min kloge mor.

Jeg trak løbeskoene på (jaja, de der stiletter er slet ikke gode i skoven i regnvejr) og løb afsted i går eftermiddags. I silende regn. Men jeg nød at kunne løbe i regn uden at risikere andet end at blive våd. Det blev jeg så også. Meget. Alligevel var regnen slet ikke af de dimensioner, Nepal kunne byde på. Jeg løb afsted ad kendte ruter i min skov. Pludselig havede nogen lagt en sø. Midt i det, der plejede at være en sti. Jeg trak op i skoven for at komme nogenlunde tørskoet forbi. Men nogen havde også lavet en voldgrav, så jeg måtte langt omkring og til sidste gå linedans over en træstamme for at komme tilbage på noget sti-agtigt. 12 km gennem min våde skov. En dejlig fornemmelse. Jeg er back on track.